|
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig
|
|
Sandsynligheden for at få et job
Af Moment Læge, IT-designer eller havbiolog; hvilke erhverv mangler arbejdskraft om ti år? Det sidder statistikere og forsøger at regne sig frem til. På trods af mange usikkerhedsmomenter rammer de ofte plet.
|
Direkte adspurgt mener Kurt Johannesen, at der er 80 procents sikkerhed, for at prognoserne passer. Han sidder til dagligt i forskningsministeriet og beregner, hvor mange ingeniører og historikere samfundet har brug for i år 2016. Det sker helt uden brug af krystalkugler, penduler og astralkort.
Købmandsregning Han forklarer, at prognoserne bygger på to grundpiller; udbud og efterspørgsel: "Udbudet viser f.eks. hvor mange læger eller biologer der er på markedet i øjeblikket, det er jo en forholdsvis sikker størrelse." Derpå er det simpel købmandsregning at beregne sig frem til, hvor mange der er på arbejdsmarkedet om 10 år. Her fratrækker man det antal læger, man forventer, går på pension og lægger det forventede antal færdiguddannede til.
Hvor udbudet er et tal, der er til at stole på, så forholder det sig helt anderledes med efterspørgslen. Her er der plads til mange flere sorte heste i løbet. En ny teknologi kan pludselig få behovet for f.eks. bankfunktionærer til at falde drastisk "I midten af firserne hvem ville da have forudset, at kontantautomaten ville dukke op og klare en stor del af transaktionerne, hvor folk tidligere gik i banken", giver Kurt Johannesen som eksempel og tilføjer, at andre uforudsigelige begivenheder som konjunktursvingninger og terrorangreb som 11. september kan skabe kriser hos brancherne.
Stadig brug for højtuddannede i fremtiden Der er dog stadig enkelte sikre faktorer, som forskerne kan hænge deres hat på. Ved at kigge på generelle tendenser i udviklingen, er det ifølge Kurt Johannesen muligt at se, hvad fremtiden byder: "Det er stadigvæk et enormt vækstpotentiale for ansættelse af folk med længerevarende uddannelse." Han spår, at der i fremtidens videnssamfund vil blive kamp om folk med universitetsgrader. "Selvom vi ikke kan forudsige den teknologiske udvikling, så kan jeg garantere, at de højtuddannede nok skal stå distancen."
Der er derfor allerede nu erhverv, som Kurt Johannesen med sikkerhed kan sige, vil komme til at mangle arbejdskraft. Især læger, sundhedspersonale og farmaceuter bliver der rift om, ligesom de, der læser matematik og kemi, kan føle sig sikre på at trække i arbejdstøjet, når eksamensbeviset er i hus.
Vælg med hjertet På trods af alle tallene, målingerne og indtastningerne på lommeregneren er der dog stadig én afgørende faktor, som mangler i ligningen - nemlig folks personlige interesse. Kurt Johannesen anbefaler da også, at det først og fremmest er interessen, som skal styre ens valg: "Man skal i meget høj grad se på sine interesser og det, man brænder for. Men som en ting på linie med andre, der synes jeg godt, man kan kigge på statistikken."
| Hvor skal du arbejde, når du afslutter dit studium? Søg i Studerende Onlines virksomhedsprofiler og find ud af hvilke virksomheder du finder interessante – og hvilke der har brug for dine evner! |
|
|
|
|