Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

Få praktisk erfaring med din branche mens du studerer!

Af Mikkel Bechshøft

Mange filmstuderende bruger bl.a. den store filmfestival i Berlin, Berlinalen, til at få erfaring med en fremtidig bekæftigelsesmulighed som journalist og til at skaffe sig kontakter i filmbranchen. Her fortæller to studerende om den unikke mulighed for at få praktisk erfaring med deres fag...

3800 journalister gæster hvert år filmfestivalen i Berlin. Mindst 30 af disse journalister kan også skrive studerende ved Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet på deres visitkort. De har alle taget kontakt til et blad, en avis, et websted el.lign. og har på den måde fået adgang til Berlin Filmfestival som journalist. De fleste af dem benytter deres pressekort til at snuse til dét at være skrivende journalist. Nogle er endda så heldige at få betaling for deres artikler. Altså både praktisk erfaring og studiejob i ét!

Niels Tybjerg og Ane Havgaard er til festival for hhv. 2. og 3. gang. De studerer begge Film- og Medievidenskab og har planer om at gøre karriere inden for journalistik.

Hvad er hovedårsagen til, at du er til festival?
”Jeg er taget til festival for at få praktisk erfaring med at være journalist”, siger Niels Tybjerg og fortsætter: ”Da jeg ikke læser journalistik, er det her en mulighed for at vinkle mit fag i den retning, jeg gerne vil. Jeg er nok en af de mere seriøse studerende hernede, for jeg gør meget ud af at få skrevet og publiceret artikler.” Ane Havgaard er modsat Niels mere til festival for at få en oplevelse end for at få decideret praktisk erfaring. ”Jeg er mest til festival for at se nogle anderledes film og opleve hele hurmlumhejet. Jeg skriver da nok nogle artikler, men det er ikke for at tjene penge på det”, siger hun. 

Hvad gør Berlinalen attraktiv for dig som studerende?
”Berlinalen er en god og billig måde at opleve en filmfestival på. Geografisk er den godt placeret, og det er billigere at være her end på f.eks. Cannes. Det er også relativt nemt at få interview i stand”, siger Niels. ”For mig er det også et oplagt sted at dyrke min interesse for mere kunsteriske film og dokumentarfilm”, siger Ane. ”Jeg går nemlig også med en lille dokumentarinstruktør i maven. Desuden er det muligt at få en studenterakkreditation, så selv om man ikke har noget blad at skrive for, kan man alligevel komme ind til mange film”, siger hun.

Kan man forsvare at miste den første undervisning i semesteret for at se tre film om dagen?
”Ja, bestemt!”, siger Niels. ”Jeg bruger faktisk mit ophold som en del af min eksamen. De artikler, jeg skriver her, kan jeg bruge i min opgave. Og da vi ikke har praktik indlagt i uddannelsen, betragter jeg mit ophold her som en slags praktik.” Ane supplerer ham: ”Jeg får set film man ikke kan se derhjemme, og får frisk energi af alle indtrykkende til at forsætte studiet. Det er virkelig rart.”


Hvordan føles det at arbejde som studerende blandt rigtige journalister?
”Jeg er da godt klar over, at jeg ikke er rigtig journalist, men jeg mener, at vi faktisk kan stille lige så kvalificerede spørgsmål som dem. Vi har jo vores filmteori at trække på”, siger Ane og Niels tilføjer: ”Det handler meget om din selvopfattelse. Hvis du føler dig som rigtig journalist og virkelig gerne vil være det, så udstråler du det også. Det åbner en masse døre. Men selvfølgelig skal der mod til, og jeg kan da godt mærke, at jeg tør mere her 2. gang på festivalen.”

Gør du meget for at networke på festivalen?
”Nej, det gider jeg simpelhen ikke!”, siger Ane straks og fortsætter: ”Det er altså ikke særlig fedt at rende rundt og smøre folk, men der er da mange, som gør det. Og det har da sikkert også sin effekt i den her branche”, siger hun. ”Jeg gør det en del”, siger Niels. ”Jeg forsøger at få kontakt til filmselskaberne og få nogle gode interview. Jeg tror, at det er afgørende for at arbejde som journalist, at man har et godt netværk at trække på. Ellers bliver det hurtigt ensomt. Man kan da også tydeligt mærke, at journalisterne kender hinanden”, siger han.

Hvad er dit syn på din fremtidige branche, efter at have været på festival?
”Folk er meget åbne, og man føler sig taget seriøst. Man ser da, at folk fedter for hinanden, men det er ikke noget, der skræmmer mig”, siger Ane. Niels forsætter ”Jeg synes, at Berlinalen er meget positiv. Den er yderst velorganiseret, og der er plads til alle – både studerende, presse og filmfolk. Tilgængæld kan man godt blive skuffet over nogle journalister, for der bliver altid stillet dårlige og dumme spørgsmål til pressekonferencerne. Men overordnet set så synes jeg, at mit karrierevalg bliver styrket af at være her”, konstaterer han.

Kan det give dig en fordel på længere sigt, at du har snuset til branchen?
”Helt sikkert”, siger Niels og forsætter: ”Jeg er som sådan baggud i forhold til journaliststuderende, som jo i kraft af deres uddannelse får en masse praktisk erfaring. Når jeg nu gerne vil være journalist, så kan jeg bruge mine artikler fra festivalen i min scrapbog. Det er helt essentielt, at man har noget at blive ansat på.” Ane supplerer: ”Jeg ved ikke, om det kan bruges på mit CV, at jeg har været til festival, men det gør det vel ikke ringere. Det vigtige er, at man viser, at man tør noget og gør noget. At være passiv studerende er det værste, man kan gøre,” siger hun. 

Vil du opfordre andre til forsøge at prøve deres fag af?
”Ja, kig dig rundt!”, siger Ane. ”Vær nysgerrig og mød op! Det er utrolig vigtigt altid at møde op. Man behøver ikke at gøre det store ud af det, bare man møder op. For man ved aldrig, hvad der kan ske”, siger hun. Niels er enig: ”Det gælder om at gøre en aktiv indsats og vise interesse i sit fag. Det viser også, at man er en udadvendt person og dem har alle brug for!”, slutter han.


 

Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

 
Tip en ven

Udskriv

Tilbage til oversigt

Forrige | Næste

Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk