Under det danske EU formandskab, fra juli til december 2002, var en stribe studerende på ekstra hårdt arbejde. De var alle tilknyttet delegationen fra et bestemt land som attachéer – en slags værter/værtinder. Jobbet som attaché bliver bestemt ikke slået op hver dag, for der er kun brug for attachéer i forbindelse med store politiske sammenkomster. Derfor var det en helt speciel oplevelse for 26-årige Mia Fløjborg at få jobbet. Hun blev i kraft af sine italienskkundskaber tilknyttet den italienske delegation – og det gik ikke stille for sig.
”Som attaché skal man være forbindelsesled mellem det pågældende ministerium – de danske myndigheder – og så den delegation, man har fået ansvaret for”, fortæller Mia om jobbet. ”Man har så ansvaret for den delegation fra det øjeblik, de lander i lufthavnen, til de tager af sted igen”, forklarer hun.
Den store opgave for Mia var at sørge for, at den italienske delegation overholdt deres tidsplan. ”Jeg mødte som regel på hotellet tidligt om morgenen, og så havde jeg ansvaret for at få dem af sted i forhold til tidsplanen. Nu havde jeg jo italienerne, så vi var som regel, de sidste der kørte. Det er jo en minister, så det er begrænset, hvor meget man kan stå og prikke til ham”, beretter hun.
Også rent sprogmæssigt var hun en hjælp for italienerne. I løbet af et 3-årigt ophold i Italien har hun fået sproget ind under huden. ”Når de ville vide noget ekstra, som f.eks. hvem de skulle sidde ved siden af under middagen, var det en stor hjælp, at jeg både kunne dansk og italiensk”, fortæller Mia.
Mia havde før haft mange værtindejob igennem vikar- og rekrutteringsbureauet Moment Studenterhjaelpen, så de kendte hende ret godt. Under en jobsamtale var jobbet som attaché netop blevet slået op. ”Så de spurgte mig, fordi de vidste, at jeg kunne italiensk, om det var noget, jeg havde lyst til at prøve. Faktisk var det et tilfælde, at det lige blev mig.”
Berslusconi sang
Det at arbejde omkring så betydningsfulde mennesker, husker Mia som lidt af et rush. ”Det var vildt spændende, man kunne godt blive lidt høj af alle de kendte mennesker. Bare at se hvordan det hele fungerer og komme bag om det spil, der er”, fortæller Mia begejstret og fortsætter: ”Det er jo fedt at køre i kæmpe biler i kortege med udrykning og det hele.”
Og så var der jo Berlusconi. ”Det var helt vildt. Selvom man ikke kan være enig rent politisk med manden, så er han meget karismatisk. Jeg tror, han var den eneste minister, der henvendte sig direkte til sin attaché. Han var meget på. Men nu er jeg jo lyshåret så…han er jo virkelig en charmør”, griner Mia.
En af de oplevelser, hun husker bedst, var, da hun skulle følge ham fra delegationsrummet til en pressekonference: ”Pludselig spurgte han, om jeg godt kunne lide at danse, og det var sådan lidt, ja, det kan man vel. Så sang han for mig! Folk begyndte bare at grine og vende sig om. Og det var ikke bare fem sekunders sang... Men det var rart, at der også var plads til sådan noget.”
”Der var også et møde i Helsingør, hvor han besluttede at tage et senere fly hjem, fordi han ville se noget af København. Så på fem minutter skulle jeg lave ruten om af sikkerhedsmæssige årsager. Han ville se den lille havfrue og ind at gå på strøget på en lørdag eftermiddag. Det endte med, at jeg gik med Berlusconi alene fra Kgs. Nytorv til Amagertorv, omringet af 12 sikkerhedsvagter. Det føltes helt urealistisk. Men ved storkespringvandet måtte vi give op. Folk var jo helt vilde.”
”Vi var 25 unge mennesker som attachéer, og man føler sig lidt speciel, når man har sådan et job. Jeg var samtidig så heldig, at under det sidste møde i København spurgte det italienske udenrigsministerium, om jeg havde lyst til at komme ned og være attaché i de 6 måneder, hvor de skulle have formandskabet. Og det job fik jeg så”, fortæller Mia.
Men at være attaché er ikke noget, man kan leve af. ”Jeg tror, jeg tog jobbet i Italien, fordi jeg havde brugt seks år på at lære italiensk, og det var en helt speciel oplevelse at arbejde for det italienske ministerium. Men jeg kunne alligevel godt føle, at nu havde jeg ligesom prøvet det. Det er noget, man er én gang – to gange maks.”
Udskriv
Forrige
