”Der kommer så mange ansøgninger, at det mange gange er marginaler, man er nødt til at pille ud fra, når man skal sortere. Der er det helt sikkert, at det at have haft erhvervsarbejde, det tæller højt.” Jobeksperten Sussie Hartelius er ikke i tvivl om, at det er bedre at have 9 i snit og samtidig have noget erhvervserfaring end det er at have lutter 10-taller og have levet en ’beskyttet’ tilværelse i universitetsmiljøet. Og det gælder ikke kun den målrettede, fagrelaterede erhvervserfaring. Det gælder nemlig også om simpelthen at få noget livserfaring - og at have haft det sjovt indimellem også.
Hvor målrettet man skal tænke, når man allerede i studietiden begynder at tune sit cv er svært at rådgive om. Det afhænger meget af hvilken person, der sidder og rekrutterer. Hartelius, som har mange års erfaring med netop det, siger: ”Et eller andet sted er vi også mennesker, og det vil sige, at der kommer nogle personlige ting ind i vores sortering og vores vurdering. Jeg kan f.eks. synes, at mennesker, der har været ude at opleve noget, tager nogle risici og gør nogle ting, de har nogle flere menneskelige kvaliteter der kun gør som man skal og kun gør som man må. Så jeg kigger lidt mere på dem, der har de lidt større værdier i min verden.”
Det afhænger selvfølgelig også af, hvilken virksomhed og hvilken stilling, der er tale om, men Hartelius´ eget eksempel viser, at det også er mennesker, der sidder på den anden side af bordet til samtalen. Det betyder, at man altså også kan være for målrettet eller måske kan tune sit cv lige specifikt nok. Det handler også om at vise, at man er et menneske og ikke en karriererobot.
Vi kan ikke alle få studiejob i de store revisionshuse eller udenrigsministeriet, men det er heller ikke nødvendigt, mener Hartelius. Man skal følge med i, hvad der rør sig også i mindre virksomheder, som der faktisk er virkelig mange af. De er slet ikke nær så søgte, og typisk vil ens arbejdsområder som studerende også blive bredere i en mindre virksomhed, hvilket klart er en fordel. Måske er en del af disse virksomheder slet ikke klar over, at visse opgaver oplagt kan løses af en dygtig studerende. Det kan betyde, at man måske ikke bare skal sælge sig selv, men også selve den idé, at virksomheden har potentiale til at ansætte en studentermedhjælp.
En tredje mulighed er frivilligt arbejde. Hartelius tager skarpt afstand fra frivilligt arbejde i private virksomheder. Hun kalder det misbrug og mener, at det er under al kritik, at man kan få sig til at gøre det. Til gengæld anbefaler hun varmt frivilligt arbejde i forskellige organisationer. Nogle af de store er Amnesty International og Dansk Røde Kors, men der findes mange meget forskellige af slagsen. Den type arbejde har den fordel, at den erfaring, man får, er erhvervsrelateret, men samtidig signalerer, at man har et ståsted i verden. Når det kommer til decideret politisk arbejde, mener hun, det er vigtigt at nævne det på CV´et, men at det næppe er en god idé at skrive f.eks. hvilket parti, der er tale om. Til sidst nævner hun en type arbejde, som ofte er overset i erhvervssammenhæng, nemlig frivilligt fritidsarbejde, som f.eks. træner i sportsklubber og andet. Her er der oplagte muligheder for at få solid ledererfaring – oven i købet ofte suppleret med gratis lederkurser – f.eks. i DIF.
Men universiteterne har også en del af ansvaret for, at mange har svært ved at finde job. ”Der kommer et tomrum fra uddannelsen er færdig, og til man kommer i job. Det tomrum er universiteterne ikke gode nok til at fylde ud. De faglige organisationer gør et stort stykke arbejde, f.eks. i form af jobsøgningskurser, men min fornemmelse er, at de er meget begrænsede af økonomi. Der er ikke økonomi til at holde nogle ordentlige jobsøgningskurser. Det er ikke godt nok!”
Udskriv
Forrige
