Erhvervsforskerstuderende
Hvad består dit arbejde i?
”Jeg er erhvervsforskerstuderende på Teknologisk Institut. Det vil sige, at jeg er ansat på normale vilkår, men mit arbejde består i at skrive en ph.d. inden for et emne, som virksomheden har gavn af. De betaler så til gengæld min løn. Det får de tilskud til fra ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskaber - som også betaler universitetet, i mit tilfælde DTU, for at have mig rendende rundt.”
”Min ph.d. handler om laserbearbejdning af polymerer, stoffer med en særlig molekylestruktur, der kan fremstilles syntetisk og anvendes med stor succes i plast, gummi og klæbestoffer. Ideen er, at man bruger forskellige lasersystemer til at skære i plastik for at danne mikrostrukturer med detaljer i størrelsesordenen 1:1000 mm. Disse kan så bruges til at nedskalere kemiske analysesystemer til eksempelvis at undersøge medicin med. Der er stor interesse for at fremstille mikrosystemer. Laserbearbejdning er blot én måde at gøre det på, som Teknologisk Institut tilbyder til andre virksomheder.”
”Selv om der ikke lægges op til det fra ATV's side, så varetager jeg nogle gange selv at formidle den knowhow, jeg har opbygget, til eksterne kunder. Andre gange er jeg bare med på sidelinien og giver gode råd. Jeg har aldrig hørt om en erhvervsforsker, der ikke til en vis grad deltog i sin virksomheds drift ud over sit givne forskningsområde.”
Headhunted!
Spillede dit speciale en rolle i din ansættelse?
”Det gjorde det i høj grad. Jeg skrev speciale i centerkontrakt-regi, og det var her, jeg kom i kontakt med min nuværende arbejdsgiver, Teknologisk Institut, som også deltog i projektet. Det var sådan, at der blev holdt halvårlige møder, hvor alle parterne mødtes og fremlagde deres resultater for de sidste seks måneder. I den forbindelse skulle jeg fremlægge, hvad jeg var nået frem til i mit speciale. Det må have gjort et godt indtryk, for Teknologisk Institut kontaktede mig snart efter og spurgte, om jeg ikke ville arbejde for dem. Faktisk blev jeg ansat sytten dage før jeg var oppe at forsvare mit speciale - jeg havde arbejde, før jeg blev færdig. Så jeg har aldrig været ude at søge arbejde, som de fleste nyuddannede er.”
Vidste du, at du skulle skrive ph.d. da du var færdig med specialet?
”Nej. Det var min helt klare indstilling, at jeg var færdig med den akademiske verden. Jeg havde været ansat som almindelig konsulent på Teknologisk Institut et halvt års tid, da muligheden bød sig for at lave en erhvervs-ph.d. Det var ikke fordi, jeg brændte efter at læse igen, men der fulgte en fastansættelse med. Man ser ofte folk, der bruger tre år på at skrive en ph.d. for et firma bare for at blive hældt ud, når de er færdige. Det bliver ikke tilfældet for mig. Så med fremtiden sikret sprang jeg ud i det. Det er jo heller ikke skadeligt for ens cv at have en ph.d. stående!”
Fedt at skrive speciale
Anvender du din faglige specialisering i dit arbejde for Teknologisk Institut?
”Jeg har lært meget af at skrive speciale. Hele processen med at sætte sig ind i et fuldstændig nyt felt, drage sine egne konklusioner og skrive de her 120 sider har været en værdifuld erfaring i mit videre jobforløb. Det er specielt noget, man kan trække på som ph.d.-studerende, hvor man kommer ud for at skulle publicere artikler i videnskabelige journaler. Så er det meget godt at have træning i at sammenfatte tingene på en måde, så publikum kan forstå det. Det er en øvelse i at arbejde struktureret.”
”Egentlig synes jeg, det var helt vildt fedt at skrive speciale. Generelt tror jeg ikke, at naturvidenskabelige har den samme tendens til at forsumpe under specialeskrivningen, som de har på humaniora. Måske fordi opgaverne på naturvidenskab er mere veldefinerede end andre steder. Du har et fast grundlag at gå ud fra, når du skal demonstrere, at du både behersker det eksperimentelle arbejde og evnen til at udlede noget fornuftigt på baggrund af de resultater, du har opnået. Det er selvfølgelig at generalisere, men det er mit indtryk, at folk på humaniora sidder med deres speciale i årevis, fordi de ikke har helt så stramt et fokus.”
Martin F. Jensen, erhvervsforsker
Martin F. Jensen, 28 år, er uddannet cand.scient. med hovedfag i fysik og sidefag i matematik fra Århus Universitet.
Martins speciale tog halvandet år at skrive, men besværet blev til gengæld belønnet med et 13-tal.
Siden april 2001 har Martin været ansat som erhvervsforsker ved Teknologisk Institut, hvor han arbejder på en ph.d. i samarbejde med DTU's Institut for Mikro- og Nanoteknologi.
Martin har ved siden af studiet arbejdet som postomdeler og været ansat som deltidsunderviser i fysik på HTX.