Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

Søg uopfordret

Af Redaktionen, 14. februar 2010

Det siges, at op mod 80% af job i det private erhvervsliv aldrig slås op. Det er en af grundene til, at det kan betale sig at sende uopfordrede jobansøgninger, selv om det kræver lidt mere tid.

Når du skriver en uopfordret ansøgning, gælder mange af de samme regler, som når du søger på et stillingsopslag. Det anbefales derfor, at du også læser artiklen ’Den gode ansøgning’.

Mange ledige stillinger
Søger du uopfordret, søger du en stilling, som du ikke er sikker på eksisterer eller er ledig. Men fordelen ved at være udfarende er, at man kan være heldig at søge inden en stilling slås op og derved springe jobkøen over.

Det er hovedsageligt i den private sektor, at stillinger aldrig når at blive slået op. Der findes dog også eksempler på, at f.eks. vikariater ikke slås op i det offentlige. Ellers er der regler om, at offentlige stillinger skal slås op.

Virksomhed eller branche?
Du kan søge uopfordret på to måder. Enten kan du målrette din ansøgning mod en bestemt virksomhed, hvilket kræver meget research. Eller du kan søge brancheorienteret, hvor du kan sende den samme ansøgning til flere virksomheder. Ulempen ved at søge brancheorienteret er, at det kan være svært for den enkelte virksomhed at se, hvad det præcis er, de skal bruge dig til. Her er det meget vigtigt at gøre sig tanker om, hvad du kan, og hvad du vil.

Find virksomhederne
For at finde de relevante virksomheder kan du bl.a. bruge dit netværk, som muligvis ved, hvor man kan have brug for dig og dine kompetencer. Dit netværk vil sikkert også kunne give dig gode råd og informationer om virksomheden. Du kan også selv holde dig orienteret om virksomheder ved at læse avisernes erhvervssektioner. Her vil du også kunne finde de virksomheder, der er i vækst, og som typisk vil ansætte nyt personale.

Lav research
Søger du hos en bestemt virksomhed, kræver det, at du laver omfattende research på virksomheden. Det kan være meget tidskrævende, men betaler sig i den sidste ende. Virksomheden skal føle, at der er en grund til, at du søger lige præcis hos dem. Du kan finde information om virksomheden ved at søge på nettet, ringe efter præsentationsmateriale eller bruge dit netværk.

Send til den rette person
Når du har besluttet dig for et sted at søge, er det vigtigt at sende ansøgningen til en person med ledelsesansvar. Det er helt klart en fordel at sende direkte til cheferne, så man ikke skal gennem en hel personaleafdeling. Samtidig er det ikke sikkert, at personaleafdelinger på forhånd ved, hvornår der kommer et behov for en ny ansat. Så er det bedre at ramme en afdelingsleder, som ved, om virksomheden har brug for dig, og som selv kan beslutte at ansætte dig.

Vær målrettet
Du skal først og fremmest finde noget, som du har at tilbyde virksomheden. Husk på at du ikke søger for at tigge et job; du søger, fordi du har nogle ressourcer at tilbyde virksomheden. Du kan evt. præsentere gode idéer vedrørende virksomheden. Måske har du hørt om et projekt, som de er i gang med, og som du ved, du kan bidrage til. Eller måske har du blot læst en artikel om virksomheden i avisen og synes, at din profil er passende til stedet og derfor mener, du har noget at tilbyde. Du skal huske at være fremadrettet og have visioner. Chefen eller afdelingslederen skal gerne kunne sige: ”Hov, her er sgu én, der ser skrap ud i forhold til det, jeg lige går og leder efter eller måske på et tidspunkt har brug for”.

Du skal argumentere for dine relevante kompetencer, og hvorfor de passer ind i virksomheden. Det kan selvfølgelig være dine faglige kvalifikationer, hvor du også beskriver hvilke arbejdsområder osv. du kan udfylde. Men da du ikke helt ved, hvad det er for en konkret stilling, du søger, kan du tillade dig også at lægge lidt mere vægt på dine menneskelige egenskaber. 

Vær vedholdende
Slut ansøgningen med, at du vil vende tilbage i den kommende uge for at høre nærmere. På den måde har du en undskyldning for at ringe og få en snak med den, du har skrevet ansøgningen til. Læg ikke en besked hos sekretæren men spørg, hvornår du kan træffe chefen. Regn ikke med at vedkommende ringer tilbage, så bliv ved, indtil du får kontakt.

Forbered nogle spørgsmål om virksomheden og den mulige stilling. Start med at spørge, om de har læst dit brev, og hvad de synes om det. Hvis ikke så forklar, hvad der står i det. Læg op til en personlig samtale. Hvis de afviser blankt, kan du jo spørge, hvad de ville gøre, hvis de var i dit sted og gerne ville ind i branchen – er der noget, du kunne have gjort anderledes i din henvendelse el.lign. Eller måske kender de nogen i branchen, der kender nogen, der mangler en med dine kvalifikationer.

At søge uopfordret er tidskrævende, da man er nødt til at lave en del research. Man må også forbedrede sig på en del afslag. Men ofte kan det betale sig – der skal jo kun én ansøgning til, hvor man er heldig og lige rammer ind i et behov.

Opsummerende

  • Vælg om du vil søge uopfordret til en bestemt virksomhed eller inden for en branche
  • Find virksomhederne (internettet, netværk, erhvervsaviser)
  • Lav grundig research
  • Skriv til den rette person
  • Vær målrettet
  • Vær vedholdende
  • Artiklen er lavet på baggrund af Interview med Marie-Louise Lomborg, rekrutteringschef hos Moment Kandidatrekruttering.

    Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

     
    Tip en ven

    Udskriv

    Tilbage til oversigt

    Forrige | Næste

    Få andre gode råd til din jobsøgning:

    Målret din jobsøgning

    Netværk

    Styrk dit CV

    Skriv et godt CV

    Den gode ansøgning

    Forberedelse til jobsamtalen

    Jobsamtalen

    Brugen af test

    Find din kommende arbejdsgiver - søg i:

    Virksomhedsprofiler

    Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk