Kontakt | Om Studerende Online
- Studiejob
- Karriereinformation
- Gode tilbud til studerende
- Målrettet til dig

 

Jobsamtalen

Af Redaktionen, 5. november 2009

Det er det samlede indtryk, du giver til jobsamtalen, der er afgørende for udfaldet. Denne artikel giver eksempler på en række simple tiltag, der kan hjælpe til at tegne et positivt billede af dig.

Det er vigtigt, at du ikke ser jobsamtalen som et interview, men derimod som en samtale, hvor du er i dialog med de personer, der sidder overfor dig. De vil selvfølgelig gerne vide noget om dig, hvad du har at tilbyde, og hvad du selv forventer. Du vil gerne finde ud af om jobbet og virksomheden lever op til dine forventninger. Det betaler sig derfor at være ærlig og oprigtig.

Fremtoningen
Få en god start på jobsamtalen: Kom til tiden og helst 5 minutter før. Husk at slukke din mobiltelefon. Det er vigtigt, at du kan huske navnet på vedkommende, du skal tale med. Smil og giv et fast håndtryk (uden at klemme for hårdt). Vær høflig. Sørg for at se alle personerne i øjnene. Undgå at sidde med armene over kors, forsøg derimod at virke åben og rolig. Så lad endelig være med at pille for meget ved håret eller kuglepennen på bordet. Brug de første minutter på at aflæse situationen. Kan du tillade dig at være lidt vittig eller er stemningen meget seriøs? Er du lidt nervøs, så tal hellere langsomt end for hurtigt.

Nervøsitet diskvalificerer ikke
Er du meget nervøs, så skal du ikke give op på forhånd. Det viser bare, at du er interesseret i jobbet, og at det betyder noget for dig. Hvis du derimod er lidt for afslappet og tilbagelænet, kan du virke for nonchalant og ligeglad. Selvsikkerhed er rigtig godt, men ikke hvis det virker overlegent. Du skal helst vise noget engagement og vise, at du tager samtalen alvorlig. Men forsøg så vidt muligt at tøjle din nervøsitet og få sagt de ting, der skal siges. Når du er grundig forberedt til jobsamtalen, går det som regel bedre. Du får overskud til at være selvsikker og svarer mere frit på spørgsmålene. (Læs mere i artiklen ’Forberedelse til jobsamtalen’).

Information om virksomheden
Ofte starter en samtale med, at ansætteren fortæller lidt om virksomheden. Her er det fint, hvis du har nogle kommentarer eller stiller nogle spørgsmål. Men sørg for ikke at afbryde! Forsøg at virke positiv og interesseret. Du skal selvfølgelig stadigvæk være dig selv og ikke overdrive din entusiasme.

Præsenter dig selv
Andre gange starter en samtale med, at du skal give en kort præsentation af dig selv. Sørg for at sige noget, der har relevans for jobbet.

Få afleveret dine pointer
Du kan opleve nogle ansættere, som ikke er særlig rutinerede, og som spørger meget ustruktureret. Hvis du har nogle pointer, du gerne vil have leveret, så er det vigtigt, at du selv forsøger at tage noget af styringen. Samtidig gælder det om at lytte efter, så du ikke fortsætter ud af én tangent.

Fortæl meget og levende
Det er vigtigt, at ansætterne ikke skal hale ordene ud af dig til samtalen, men at du kan tale på eget initiativ. Pas dog på med ikke at afbryde. Kom i stedet med lange svar på spørgsmålene. Sørg hele tiden for at give eksempler på dine erfaringer. Show it – don’t tell it. Kæd dine erfaringer og ambitioner sammen med jobbet. På den måde argumenterer du hele tiden for, hvorfor du passer til jobbet.

Fiktive cases og konstruktiv kritik
Du får nogle gange fiktive cases og problemstillinger, som du skal forholde dig til. Ofte bliver du også bedt om at sige din mening i forhold til virksomheden eller et produkt. Her må du meget gerne give konstruktiv kritik. Især hvis det er i forhold til et produkt, er det vigtigt, at du kan forholde dig kritisk til det og evt. inddrage et fremtidsperspektiv. Men alt med måde.

Afslutningsvis
Når ansætteren ligger op til en afslutning så træk ikke tiden ud. Spørg heller ikke til, hvor mange ansøgere, der ellers skal samtale. Det har du ikke krav på at vide, med mindre ansætteren selv siger det. Til gengæld må du gerne spørge om den videre procedure – om du vil blive ringet op, og om der kommer en ny samtalerunde. Medbring evt. din kalender, hvis der skal aftales en dato for en ny samtale. Skal der ikke være flere ansættelsesrunder så afslut evt. med at give dine referencer.

2. samtalerunde
Ofte er der to samtalerunder. Nogen gange er første runde en slags screeningsrunde, hvor det især er de faglige kompetencer, der afdækkes. Samtidig vurderer man, om du har en personlighed, der vil passe ind i virksomheden. I anden runde vil der ofte blive gået hårdt til den, hvor du skal redegøre nærmere for dine valg. Nogle steder er det de samme personer, der er til stede ved begge runder, og så kan du være meget mere konkret i anden runde. Andre steder er det et helt nyt hold, eventuelt med mere erfaring end det første, og så vil de to interview minde meget om hinanden.

Opsummering

  • Vær opmærksom på din fremtoning
  • Nervøsitet diskvalificerer ikke
  • Forsøg at virke selvsikker men ikke nonchalant
  • Virk positiv og interesseret når der fortælles om virksomheden
  • Få afleveret dine pointer 
  • Fortæl meget og levende
  • Hvis du bliver bedt om det: Forhold dig til fiktive cases og giv konstruktiv kritik
  • Afslut på en ordentlig måde
  • Artiklen er lavet på baggrund af Interview med Gitte Hemmingsen, HR-chef hos Moment A/S.

    Klik her for at besøge vores legat-database ï  Klik her for at besøge vores studierabat-sektion

     
    Tip en ven

    Udskriv

    Tilbage til oversigt

    Forrige | Næste

    Få andre gode råd til din jobsøgning:

    Målret din jobsøgning

    Netværk

    Styrk dit CV

    Den gode ansøgning

    Søg uopfordret

    Skriv et godt CV

    Forberedelse til jobsamtalen

    Brugen af test

    Find din kommende arbejdsgiver - søg i:

    Virksomhedsprofiler

    Studerende Online  |  Gothersgade 9  |  1123 København K.  |  E-mail: info@so.dk