Over hele landet er der mulighed for at få arbejde, der primært er baseret på en frivillig og ulønnet indsats. Ved at tage et sådant arbejde gør du for det første noget for andre. For det andet og mindst lige så vigtigt, gør du noget for dig selv. Mange arbejdsgivere bemærker, hvis du har udført en form for frivilligt arbejde – herved udviser du nemlig vilje, fremsynethed og engagement.
Vi giver derfor her en række forslag til, hvordan du kan gøre dig selv og dit CV mere attraktivt for kommende arbejdsgivere.
Studiejob
Det er selvfølgelig optimalt, hvis du ved siden af dine studier kan supplere med et studierelevant job. Mange jobs kan være relevante for din fremtidige karriere, og det er vigtigt at være kreativ og tænke bredt, når du skal ud at lede efter et studiejob.
Find dit studiejob her på Studerende Online
Læs også, hvordan du får jobbet:
Hvordan får du det fede studiejob 1
Hvordan får du det fede studiejob 2
Hvordan får du det fede studiejob 3
Hvordan får du det fede studiejob 4
Praktik
Det er efterhånden en kendt sag, at praktik ser godt ud på dit CV. Også blandt arbejdsgivere får man øjnene op for, at en praktikant kan bidrage med og være behjælpelig med mange ting. Send en ansøgning til din drømmevirksomhed, hvor du fortæller, hvorfor de har brug for netop din arbejdskraft, søg på nettet eller kontakt dit studie for information om hvilke virksomheder, der søger en praktikant.
Praktisk speciale
Hvis du gerne vil have praktisk erfaring og samtidig et ben indenfor hos en virksomhed, er det en god idé at skrive speciale i samarbejde med en virksomhed. Som studerende møder man ofte megen goodwill hos virksomheder, og det bør udnyttes til at skabe kontakter, der kan være guld værd efter, at specialet er afleveret. Samtidig leverer du et konkret produkt til virksomheden, som de kan bruge til noget.
Læs: Kombiner dit speciale med en praktisk case
Socialt arbejde
Især inden for social- og sundhedssektoren er der brug for arbejdskraft. Mange byer har et 'frivilligcenter', der kan give dig et overblik over mulighederne for socialt arbejde i området. Det kan f.eks. være diverse rådgivningscentre eller et værested for unge eller ældre, der har brug for en frivillig.
Læs: Det må aldrig blive en sur pligt
NGO-arbejde
Næsten alle såkaldte ’Non Governmental Organizations’ har også brug for frivillig arbejdskraft, og det er ofte muligt selv for uerfarne at komme til at prøve kræfter med opgaver på et meget højt niveau. Dansk Røde Kors, Amnesty International, Red Barnet og Mellemfolkeligt Samvirke er blandt de mest kendte, men der findes mange flere.
Læs: Medansvar for andre mennesker
Mediearbejde
Kom med i redaktionen på dit studieblad, lav lokal-tv, universitetsradio, skriv læserbreve og kronikker eller skriv til diverse internetmedier. Uanset om drømmen går mod Børsen, Eurowoman, DR eller Computerworld, er øvelse som bekendt vejen frem.
Læs: Ugens syrede studiejob - reklamespeaker for alt mellem himmel og jord
Webarbejde
Du kan også vælge at opdatere kollegiets hjemmeside, lave dit eget internettidsskrift, eller bestyre boligforeningens server. Eller tilbyd din hjælp til personligt webarbejde på en flapseddel i dit supermarked – så er der oven i købet penge at tjene.
Salg
Det er ganske forkætret i visse kredse at være sælger, men faktisk kan et job som telesælger give dig nogle erfaringer, som store dele af erhvervslivet sætter højt. I dag giver mange steder fast timeløn ud over akkorden, så der er også mulighed for at sikre sig en solid indtægt samtidig med, at du får erfaring med opsøgende arbejde.
Politisk arbejde
De fleste politiske partier har en hjemmeside, hvor du kan finde oplysninger om, hvilke muligheder der er for at lave politisk arbejde. Og én ting er sikkert: Du vil være MEGET velkommen! Og lyder det kedeligt med politik, så husk hvad din samfundsfagslærer sagde: ”At sige, at man ikke er interesseret i politik, er det samme som at sige, at man ikke er interesseret i rammerne for ens eget liv”.
Undervisning
Tilbyd lektiehjælp. Her er der oven i købet mulighed for at tjene lidt på det også. Det eneste det kræver, er en flapseddel i det lokale supermarked eller på biblioteket og lidt pædagogiske evner. Næste skridt kan være at blive underviser på et aftenskolekursus.
Læs: Being Karsten Meyhoff
Foreningsarbejde
Sportsklubber, fagforeninger, boligforeninger, ornitologforeninger, Numismatisk Forening… Der er stort set ingen hindringer for, at finde sig en tjans i en forening. Skulle du alligevel finde nogen, så bryd dem ned ved selv at stifte en forening.
Projektarbejde
Arranger fester, stævner, demonstrationer, loppemarkeder eller koncerter. Næsten uanset hvad, er det fedt – både til jobsamtalen og i fredagsbaren - at kunne pege på en bestemt begivenhed og sige: ”Det har jeg lavet!”
Hvad vil virksomhederne have
Søg i vores database med virksomhedsprofiler og få en ide om, hvad de enkelte virksomheder lægger vægt på, og hvad du derfor kan stile imod at udbygge dit CV og din erfaring med.
Internettets vide verden
Hvis du endnu ikke er blevet inspireret, kan du altid søge på Internettet – her vil du finde brugbare oplysninger på en hvilket som helst søgning, der relaterer sig til frivilligt arbejde.