Ansøgningen er den del, hvor du beskriver din interesse for et specifikt job. Det gælder om at fortælle, hvad du kan bidrage med til virksomheden og om at sælge dig selv ved at fremhæve, hvorfor netop du med dine kompetencer og erfaringer er den helt rigtige til jobbet.
Det er vigtigt, at du stiler og målretter din ansøgning til det enkelte job. En ansøgning skal typisk fylde en A4-side og stilen skal gerne afspejle den sprogstil, som virksomheden selv anvender. Se eksempelvis hvilken tone virksomheden bruger på deres hjemmeside.
Byg din ansøgning op med hjælp fra "fiskemodellen"
Opbygningen af din ansøgning kan med fordel ske ud fra den såkaldte 'fiskemodel':
Hovede/mund:
Din indledning skal skabe øjeblikkelig interesse og "bide sig fast". Du har mulighed for at være lidt kreativ og skille dig ud. Fortæl gerne allerede her om din motivation for at søge stillingen, samt om din viden om virksomheden
Krop:
Her skal du fremhæve de kompetencer og erfaringer, som kan sætte dig i stand til at løfte og eventuelt videreudviklede arbejdsopgaver, virksomheden har behov for. Det er i dette afsnit, du henter dine cv-erfaringer frem og parrer dem med de krav, der stilles.
Ideelt set skal din argumentation være opbygget som en "tretrinsraket": start med at nævne, at du har erfaringen. Forklar derefter på hvilken måde, du har opnået og brugt denne erfaring og afslut med at redegøre for, hvordan du vil kunne bruge den fremadrettet hos den pågældende virksomhed. Både i forhold de nævnte opgaver og i et udviklingsperspektiv.
Hale:
Her skal du slå det lille ekstra slag, der cementerer din egnethed som kandidat. Husk at afslutningen er det sidste, læseren ser og det er derfor vigtigt, at du bruger tid på at skrive den, så du skiller dig ud fra mængden og bliver husket.
Do's
- Medtag kun erfaringer og kompetencer, hvis de direkte medvirker til at positionere dig
- Anvend korrekt dato og jobtitel og stav kontaktperson og virksomhedens navn korrekt
- Sørg for at stilen både i overskriften og teksten passertil virksomheden
- Lav afsnit og luft, så ansøgningen ikke virker for kompakt
Dont's
- Undgå stavefejl
- Vær opmærksom på, at du ikke repeterer dit cv i ansøgningen
- Undlad at bruge generelle ansøgninger
- Pas på, at du ikke fokuserer for meget på, hvad du får ud af jobbet - virksomheden er mere interesseret i, hvad du kan bidrage med
- Vendinger som "jeg håber" og "jeg tror" i forbindelse med din anvendelighed i jobbet. Tro på dig selv og skriv i stedet "Jeg kan", "Jeg vil"
- Brug ikke fest- og feriebilleder




