Her giver den erfarne HR Manager Eva Nickless fra den internationale konsulentvirksomhed 'Celerant Consulting' sit bud på det perfekte cv.
Hvilke vigtige oplysninger skal CV'et indeholde?
Alle relevante personalia - Navn, adresse, nuværende bopæl, telefon, e-mail, civil status etc. Det er også altid en god idé at skrive alder på, selv om det ikke er et krav.
Det er generelt godt at nævne fritidsinteresser, da det viser lidt om, hvilken type person man er.
Uddannelse er meget vigtigt: Institution, varighed, fokusområde, resultat i form af karakterer eller pladsering i gruppen. CV'et skal indeholde en oversigt over, hvilke stillinger man har besat for hvilke firmaer, og det skal være tydeligt, hvorledes man er 'steget i graderne.'
Hovedansvarsområder og resultater er meget vigtige! Her gælder det om at være konkret, f.eks. skal man ikke inkludere ting, man har lavet som en del af et team. Fidusen er at udskille ens eget bidrag og vigtigheden af dette; ikke det teamet har leveret. Husk at inkludere alle relevante tal, som giver en kvantitativ indikation på ens resultater.
Det er vigtigt, at man har referencer med, men disse behøves ikke at listes på selve CV'et.
Hvad kigger I først efter på CV´et?
Hvilken erfaring man har, dvs. hvilke firmaer man har arbejdet for, hvor længe har man arbejdet for dem, hvilken industri de opererer i, hvilke ansvarsområder man har haft, og hvilke resultater man har opnået - pointen er at definere, hvor godt dette imødeser vores krav.
Uddannelse er næste punkt: Hvilke skoler har man gået på, hvor højt uddannet er man, og hvilke resultater har man nået?
Hvordan foretrækker du layout på et CV? Og hvor langt må det højst være?
CV'et skal være en opsummering af det, man har lavet, ikke en biografi - maksimum tre sider, helst en. En kortfattet oversigt (bulletpoints) over hvad man har lavet (dels kvalitative resultater, men de kvantitative er de vigtigste). Husk datoer og steder. Personlige data først, dernæst uddannelse, erhvervserfaring og til sidst personlige interesser, kurser mv. Det er som regel bedst at liste tingene i omvendt kronologisk rækkefølge, så de seneste meritter kommer først etc.
Derudover er det vigtigt for os at CV'et er skrevet til jobbet. Dvs. at et CV ikke er en biografi, det er ikke generisk (samme CV kan sjældent bruges til to forskellige ansøgninger). Det skal give kvantitativ og kvalitativ support til en ansøgning.
Er det en god idé med billede?
Umiddelbart synes vi ikke, det er en specielt god idé. Selv om alle rekrutteringsfolk prøver at være objektive i deres vurdering, så vil et billede på en eller anden måde have en effekt, som både kan være positiv eller negativ. Derfor er det en risiko. Personligt ville jeg ikke gøre det.
Er ens fritidsinteresser relevante oplysninger?
For os er de. Det giver en indikation på, hvor meget man foretager sig i fritiden, og hvor vigtigt dette er for én. Men du skal ikke inkludere ting som: Kan lide at lave mad, gå i biografen eller læse bøger - de er helt uvigtige, og udskiller dig ikke fra de 1000 andre kandidater, som har søgt på samme job.
Er der ting på CV´et, som gør, at du med det samme ligger det nederst i bunken?
Længden og hvis layoutet gør det uoverskueligt - hvis sproget er dårligt, eller CV'et er fyldt med stavefejl, ryger det ikke nederst i bunken, men snarere lige i skraldespanden. En anden ting, som kan have denne effekt, er, når ansøgere skriver det forkerte modtagernavn (et som ikke eksisterer i virksomheden) eller søger på to forskellige stillinger i samme ansøgning. Det giver modtageren en fornemmelse af, at man ikke har ulejliget sig med at skrive sin ansøgning ordentligt, og måske ikke er så specielt interesseret i lige denne stilling.
Ekstra kommentarer
CV'et er først og fremmest et salgsdokument, der skal fungere som en støtte til et eventuelt introduktionsbrev. Det er derfor vigtigt at CV'et gør følgende:
- Skabe interesse ved at bevise, at ansøgeren har relevant erfaring til jobbet - hvad har du som vi ønsker?
- Hjælper ansøgeren med at skille sig ud fra mængden af andre ansøgere - hvad er det ved dig, som gør, at netop du er unik?
- Giver en indikation af, at du er kvalitetsbevidst med alt, du foretager dig - stave og syntaks fejl i et CV tolereres ikke!
- Giver den, som læser CV'et, en mulighed for at danne sig et billede af, hvordan du er - hvad har du præsteret, og hvad har du at tilbyde?
Eva Nickless
Eva Nickles er 'Nordic HR Manager' for den internationale konsulentvirksomhed Celerant Consulting. Virksomheden har endnu ikke nogen studentermedhjælpere, men det er planen at begynde at involvere sig med universiteter og handelshøjskoler. Bl.a. i forbindelse med forskelligt researcharbejde.




