Tænk ud af boksen når du skal lave dit cv
Det kan godt være, at du ved, hvordan man skriver et godt cv - men ofte er cv´ere kedelige og bliver væk i mængden. Se nogle (temmeligt) anderledes og super inspirerende måder at lave et cv på.
Når man tænker på opsætningen af et cv, tænker man oftest på en A4 side, som indeholder rækkevis af imponerende og detaljerede informationer. Tidligere var et cv da også mest en ekstra feature, som arbejdsgiverne kunne bruge til at få et hurtigt overblik over en ansøger.
I dag bliver cv'et læst som det første, og det er derfor her, du har chancen for at skille dig ud og fange virksomhedens opmærksomhed. Det kræver, at du tænker "ud af boksen" og i øvrigt bruger lidt ekstra tid, men indsatsen resulterer måske i dit drømmejob. Få inspiration fra kreative arkitekter, designere og fotografer.
Eksempel 1: Lomme cv'et
Dette er et eksempel fra arkitekten Temitope Shoda. Et visitkort er et vigtigt værktøj i forretningsverdenen, så hvorfor ikke lave dit cv om til en bunke visitkort sat sammen med en skrue og møtrik? På ét kort kan du have kontaktinformation, på et andet relevante studiejob, på et tredje uddannelse osv. Så kan arbejdsgiveren bladre kortene igennem og få et overblik over, hvad der for ham er relevant.
Eksempel 2: Brochure-cv´et
Her har den grafiske designer Carole Courouble valgt at forme sit cv som en brochure. Igen er ideen at tænke "ud af boksen" og fokusere på eksempelvis foldemåden. Det typiske cv er oftest en enkel A4 side, men ved at vælge en anden form, kan dit cv skille sig ud.
Eksempel 3: Stof-cv´et
Dette eksempel er lavet af den grafiske designer Melissa Washin, som har valgt at få sit cv trykt på et stykke stof. Du behøver ikke at bruge stof, men prøv at tænke i andre materialer end det almindelig hvide stykke papir. Måske papir med glans, farvet papir, pap, tapet… - kun fantasien sætter grænser!
Eksempel 4: Form/farve-cv´et
Igen er en grafisk designer på spil, denne gang Ong Xi Ru. Her er der brugt forskellige farver til hvert emne for at skabe opmærksomhed. Sammen med farven kan du vælge en frugt eller andet, som har samme farve som teksten. Du kan bruge bolde, geometriske former, grøntsager osv. - brug gerne noget, der siger noget om dig som person.
Eksempel 5: Fotografi cv´et
Fotografen Eyad Hussein har taget et billede af nogle effekter, der siger noget om ham som person. Sammen med disse ting ligger hans cv. Han kombinerer teksten med noget visuelt og gør det dermed anderledes og ikke mindst nemmere for læseren at huske.




