De fleste mennesker bruger på den ene eller anden måde netværk til at opnå de ting, de ønsker. I jagten på det rigtige job kan målrettet brug af netværk være altafgørende.
Alle har et netværk
Måske ved du det ikke, men du har faktisk allerede et netværk. Man
kan kalde det et naivt, passivt eller hvilende netværk. Det består
af din familie og de mennesker, du omgås på studiet, i
fodboldklubben, til familiefester eller hvad det end måtte være, du
bruger dit liv på. Studiet er selvfølgelig vigtigt, da der her
findes folk inden for dit eget fagområde, og det er derfor heller
ikke i en mere målrettet henseende spild af tid at dyrke de sociale
kontakter.
Social intelligens
Nogle mennesker har et naturligt talent for at skabe netværk
omkring sig i kraft af, at de er udadvendte og har let ved at
kommunikere med andre mennesker. For sådanne personer med en vis
social intelligens vil det at skabe et netværk foregå næsten
automatisk. Folk, der er mere indadvendte og generte har sværere
ved at få opbygget et netværk. Ved at holde sig nogle få ting for
øje, kan man dog - om man er udadvendt eller indadvendt - optimere
udbyttet af sit netværk og udbygge dette i hensigtsmæssig
retning.
Vær naturlig
Der er delte meninger om, hvorvidt alle kan have gavn af at
netværke. Én holdning er, at alle kan lære det, mens en anden er,
at der skal en bestemt personlighed til for at netværke aktivt. Man
kan og skal dog ikke gøre vold på sig selv og sin personlighed i
sin netværken, da det nemt kan komme til at virke kunstigt og
anstrengt. På den måde opnår man kun det modsatte af den ønskede
effekt, nemlig at promovere sig selv negativt i stedet for
positivt.
Et nødvendigt redskab
I dag bruger de fleste mennesker på den ene eller anden måde
netværk til at opnå de ting, de ønsker. Derfor er man handicappet i
forhold til disse mennesker, hvis man vælger ikke at bruge sit
netværk i jagten på job, lejlighed eller hvad, man nu måtte
mangle.
Vær målrettet
For at kunne netværke så målrettet som muligt, er det afgørende at
vide, hvad det er for et mål, man arbejder hen imod. Har man et
ønske om at få job i en bestemt virksomhed, kan man begynde med at
opsøge virksomheden i forbindelse med opgaver på studiet. På den
måde kan man skabe kontakter, der kan vise sig nyttige siden hen.
Det er en god ting, at der er et reelt produkt, som virksomheden
får ud af det, da du dermed har noget konkret at tilbyde. Men ofte
vil man som studerende møde stor goodwill fra virksomheders side,
og det bør man udnytte.
Netværk på studiet
Det er en stor fordel at kende personer, der har samme faglige
baggrund som én selv, og som man kan kontakte i situationer, der
kræver hjælp fra en kollega, man ikke konkurrerer med. Derfor er
studietiden oplagt til at skabe den form for kontakter. Det kan man
gøre ved at danne læsegrupper med dem, man fungerer godt med både
fagligt og socialt, idet faglighed kombineret med sympati og
venskab skaber stærke netværksrelationer.
Gør folk tjenester
Generelt kan en god måde at få udbygget sit netværk på være at gøre
folk tjenester. Ud fra ovenstående er det selvfølgelig mest
optimalt, hvis det er personer, der kan hjælpe dig til at nå dine
mål, som du forsøger at få inkorporeret i dit netværk. Men en god
regel i networking er også, at man ikke på forhånd skal udelukke,
at en person en dag viser sig at være brugbar i ens netværk. Derfor
bør man altid være et rart, behageligt og elskværdigt menneske, som
folk har lyst til at hjælpe. Man skal ikke kræve, at andre hjælper
én, man skal selv hjælpe andre.
Begynd i god tid
Du kan ikke regne med at høste frugt af dit netværk lige med det
samme, og det tager også tid at opbygge et godt netværk. Det gælder
derfor om at komme i gang, allerede mens du studerer, så du den
dag, du får brug for det, har et bredt og velfungerende netværk at
trække på.
Du skal turde
Når du får brug for dit netværk, skal du turde bruge det. Ellers er
netværket intet værd. Vær åben over for hvilke situationer og
personer, du kan bruge til at netværke. Fester og byture kan
udmærket danne grundlag for aktiv networking, og mennesker, du
møder i festligt lag, kan siden vise sig nyttige for dit netværk.
Det anbefales dog ikke at forcere noget i selve den sociale
situation, men vende tilbage på et senere tidspunkt for at snakke
eventuelle 'forretninger'.
Følg op
Det er i øvrigt en god idé at følge op på møder med personer, der
kunne være interessante for dit netværk. Hvis man f.eks. udveksler
visitkort (hvis man altså har sådan et - ellers skulle man måske
overveje at få et) eller telefonnummer, bør man melde tilbage kort
efter, bare for at markere, at man ikke har glemt vedkommende. På
den måde bliver denne også mindet om, hvem du er, og chancen for,
at han eller hun husker dig fremover, er større.
Frokost
Et trick kan også være at spise frokost med personer, du kan have
udbytte af. På den måde bliver man ikke bare et kort i stakken
eller et navn, man ikke kan sætte ansigt på. I stedet får man et
forhold til hinanden og fatter i bedste tilfælde sympati for
hinanden, så man i fremtiden har et ønske om at hjælpe
hinanden.
Sats realistisk
Det er dog nok ikke særlig realistisk at skaffe sig en frokost med
direktøren for den virksomhed, man gerne vil arbejde i, mens man
stadig er studerende. Men i stedet kan man forsøge at komme til at
spise frokost med nogle ældre studerende fra ens uddannelsessted,
der nu arbejder for den pågældende virksomhed. På den måde får man
et forhold til nogle personer, der måske på et tidspunkt kan lægge
et ord ind, når der skal ansættes. Husk på, at det skønnes at 60-80
% af alle job i det private erhvervsliv aldrig bliver slået op.
Kort sagt…
… handler networking om at interagere socialt med de mennesker, man
omgås i studie- og forretningsmæssig, men også i enhver anden
sammenhæng. Et netværk bygger på en økonomi af tjenester, der
udveksles. Men et netværk er stærkest, når der samtidig indgår
elementer af sympati, respekt og venskab og det ikke udelukkende er
baseret på kold beregning. Netværk er ikke noget nyt, og mennesker
har i større eller mindre grad altid netværket. Men hvis du er
bevidst om det, kan du øge udbyttet af dit allerede eksisterende
netværk og lade det medvirke til, at du når dine mål.
Opsummering:
- Begynd i god tid
- Vær villig til at bruge tid på det
- Sæt dig mål
- Find ud af hvilke personer, der kan hjælpe dig til at nå disse
mål
- Forsøg at få disse personer til at være en del af dit
netværk
- Begynd evt. med at gøre dem tjenester, så de får lyst til at
hjælpe dig
- Sørg for at følge op på møder, så du ikke bliver glemt
- Vær din personlighed tro i din netværken
- Vær generelt et behageligt, venligt og moralsk menneske, så andre
har lyst til at hjælpe dig med at nå dine mål
Artiklen er lavet på baggrund af interview med Klaus Kjøller, forfatteren til bogen 'Netværk på godt og ondt' og Tommy Ahlers fra zyb.com, som er it-iværksætter. Artiklen er et sammendrag af to interview. Begge interviewpersoner står derfor ikke nødvendigvis inde for hele indholdet.




