Femme fatale med fighterhjerte
Sangerinden Camille Jones har på trods af manglende uddannelse skabt sig et solidt brand i musikindustrien. Tro på dig selv, tag sagen i egen hånd og vær åben over for verden, så skal mulighederne nok komme til dig – men husk at udnytte dem.
1. Hvad var dit allerførste job?
"Det var, da jeg arbejdede som jordbærplukker. Jeg var cirka 12 år, og jeg arbejdede virkelig hårdt. Dengang syntes jeg, at jeg fik tjent helt vildt mange penge, men det var nok ikke så meget. Alligevel var det det værd, for det var sjovt, og der var en masse andre unge."
2. Hvad er den største udfordring ved din branche?
"Den største udfordring er ikke at give op og i stedet bevare troen på, at der er plads til mig i den her branche. For vi er mange om buddet, og der kommer flere til. Så jeg må holde hovedet koldt, kæmpe for det og blive ved med at forny mig selv."
3. Hvem er dit forbillede?
"Muhammed Ali kan jeg ikke komme udenom, for han var skarp og havde karisma. Han havde en talegave, var intelligent og samtidig flabet. Jeg troede, at boksning bare var noget, hvor de slog på hinanden, men efter jeg har set filmen 'Rumble in the jungle' (legendarisk VM-kamp hvor Muhammed Ali besejrede George Foreman, red.), har jeg fundet ud af, at der er masser af taktik i det. Sportsudøvere er lidt mere klare i spyttet, og der er ikke noget bullshit, fordi det ikke er nok at være heldig, du skal være en af de bedste."
4. Hvad er du mest stolt af i din karriere?
"Jeg er stolt af, at jeg aldrig nogensinde har givet op, og at jeg bliver ved med at arbejde for min musik. Derudover er jeg stolt af, at jeg har bygget noget op, som er stabilt, selv om det har taget lang tid. Der er mange, som har det hårdt i den her branche, og som ikke kan leve af det, selv om de er vildt dygtige og burde have chancen. Så når man får chancen, synes jeg, at man skal behandle den ydmygt."
5. Hvad er din største frygt mht. din karriere?
"Det er at komme til at tage nogle forkerte beslutninger, at overse en mulighed eller lade chancer passere forbi. De hænger ikke på træerne. Man skal også være en lille smule heldig, hvilket jeg også har været, men det er kombineret med hårdt arbejde."
6. Hvad er den mest grænseoverskridende oplevelse, du har haft i forbindelse med din karriere?
"Det var at flytte til England. Jeg har familie og venner, som
har fulgt mig hele livet, men da jeg blev færdig med at lave
teater, tænkte jeg, at jeg ville flytte til London, fordi det er i
England, det hele tager fart. Så jeg flyttede derover og sad og var
hamrende ensom. Jeg turnerede rundt i landet hver uge fra onsdag
til søndag, og resten af tiden var jeg alene i min ellers dejlige
lejlighed. Men jeg havde det ikke særlig godt, for
jeg havde ingen at dele det med. Det var derfor enormt
grænseoverskridende at flytte derover, og det var til gengæld også
grænseoverskridende efter et halvt år at sige: 'Det her gider jeg
ikke, jeg kan ligeså godt flytte hjem igen.'"
7. Hvad er dit bedste karrieretræk?
"Mit bedste karrieretræk var, da jeg besluttede mig for at starte mit eget pladeselskab og lave den plade, som 'The Creeps' er på. Jeg gik i banken og søgte om at låne 50.000 kr. Jeg sad bare og tænkte 'det går bare aldrig', selv om jeg var velforberedt. Min bankrådgiver ringede og sagde: 'Camille, det ser ud til, at du har styr på, hvad du vil bruge pengene til. Du kan godt låne de 50.000.' Jeg lavede og udgav pladen selv, fordi jeg havde lyst til at have frie tøjler. Så det bedste karrieretræk var at tage sagen i egen hånd."
8. Er der et karrieretræk, du har fortrudt?
"Jeg var enormt stædig på den første plade, jeg lavede, for jeg
var så bange for at miste min integritet og ikke være tro mod det,
jeg laver. Jeg skulle bestemme det hele, men jeg har med tiden
lært, at mine gode ideer blandet med andre folks gode ideer giver
et bedre resultat. Jeg ved ikke, om jeg fortryder det, for jeg så
det som en fase, jeg skulle igennem, men det kom til at betyde, at
jeg alligevel ikke fik lavet en plade,
som var 100 pct. mig."
9. Hvad vil du gerne opnå i din karriere?
"Jeg lever i dag af at rejse ud og spille, og jeg har haft stor
succes i udlandet, hvilket jeg gerne vil have mere af. Det er en
fed måde at møde nye mennesker og andre kulturer på. Jeg er
superglad for der, hvor
jeg står nu, men jeg kan sagtens tage det videre, og det skal
videre. Så helt tilfreds bliver man nok aldrig, men det er også en
god drivkraft."
10. Hvis du ikke var sanger, hvad ville du så lave?
"Jeg går virkelig meget op i biler, og den anden dag sagde jeg
til en af mine venner : 'Jeg vil sælge biler. Jeg kan sælge dem,
jeg vil.' Jeg har tidligere haft nogle sælgerjob, hvor jeg blev
månedens sælger flere gange i træk. Men min ven sagde: 'Det er du
simpelthen ikke et dumt nok svin til.' Derudover er jeg drevet af
tal, og jeg tager matematikkurser, fordi jeg synes, at matematik er
enormt sjov. Jeg synes, det er så
fedt at lave noget, som ikke er kreativt, og jeg slapper af, når
der er nogle faste rammer, som jeg skal forholde mig til, og jeg
elsker matematik."
11. Har du en bestemt filosofi eller et motto, du arbejder ud fra?
"Engang levede jeg efter, at jeg altid skulle sige ja, hvis jeg
var i tvivl. Det var fordi, jeg tog mig selv i at
blive rigtig kedelig på et tidspunkt i sociale sammenhænge, hvor
jeg sagde nej, hver gang folk ville noget. Jeg fik derfor prøvet
flere ting, fordi jeg var mere åben."
12. Hvad driver dig i din karriere?
"Det er musikken og at få lov til at udtrykke mig selv ved at lave musik og skrive sange. Jeg har altid syntes, at det var lidt luftigt, når folk sagde, at de fik bearbejdet en masse ting, hvor jeg bare tænkte, at jeg skulle overholde en deadline, men det er faktisk rigtigt."
13. Er du nogensinde træt af at gå på arbejde?
"Ja. Den anden dag troede jeg, at jeg skulle spille klokken et i
Skagen, men så fik jeg lige læst kontrakten
igennem, hvor der stod halv tre - om natten. Det var jeg lidt træt
af, men det er så fedt, når du står der."




