Headerspace 2012
.

Tag styringen over din smartphone

Den er fiks og gør alt tilgængeligt ved et klik – smartphonen. Men kan vi styre det? Få her gode råd til, hvordan du tager kontrollen over din smartphone på jobbet.

Den intelligente teknologi er populær, og ifølge Danmarks Statistik har hver tredje danske hjem en smartphone. Med den fikse telefon bliver vi mere og mere tilgængelige, men kan vi styre "onlinelivet"? So.dk har talt med to smartphone-ejere om, hvordan de adskiller arbejde og privatliv og undgår at blive stressede.

"Når jeg er hjemme, så er jeg hjemme"

Bernt Petersen, salgsdirektør i Royal Danish Fish, fik sin smartphone for halvandet år siden. Og spørger man ham om, hvordan han skelner mellem at bruge sin smartphone arbejdsmæssigt og privat, så gør han, som han altid har gjort.

"Jeg er meget bevidst omkring min brug af min smartphone. Når jeg er hjemme, så er jeg hjemme - tid med familien har høj prioritet, og det har jeg gjort mig selv meget klart."Bernt Petersen

En væsentlig pointe her er også, at Bernt Petersen ikke har sin arbejdsmail på smartphonen.

"Det ville bare give anledning til stress, hvis der hele tiden poppede nye mails op, når jeg var hjemme. Nej, jeg gider ikke stresse mig selv på den måde", siger han og fortsætter:

"Kan du ikke adskille arbejde fra privatliv, så drop arbejdsmailen på din smartphone, ellers bliver det bare en kæmpe stressfaktor", siger han og tilføjer, at han ved vigtige sager giver sin privatmail, som er installeret på smartphonen.

Carsten Mogensen, specialkonsulent i Regional Udvikling hos Region Nordjylland, har også en smartphone. Han bruger den dog kun til helt lavpraktiske ting så som kalender, mail og til at ringe fra - og kun, når han er ude til møder eller lign. i arbejdsmæssigt regi. På sin pind på jobbet er den slukket, og det er den også altid derhjemme.CarstenMogensen

"Jeg gider ikke høre på mails, der tikker ind hele tiden. Derfor er den kun tændt, når jeg er ude af huset. Sidder jeg på kontoret har jeg min computer og fastnettelefon, og privat bruger jeg den ikke, så er jeg ikke på arbejde, så er den også altid slukket", siger han.

Bernt Petersen bruger derimod sin smartphone fra morgen til aften, men arbejdsmæssigt egentlig ikke til så meget mere, end han brugte den gamle telefon til.

Bliv ikke slave af den

Bernt Petersen er meget begejstret for smartphonen og alle de muligheder, den åbner op for, men alt med måde:

"Man skal passe på, at man ikke bliver slave af den. Den kan nemt komme til at blokere for det sociale, og det er farligt", understreger han.

For ham er det altafgørende, at din smartphone ikke stjæler al din tid, så det går ud over det sociale.

"Den største trussel er, at du kan miste dit sociale liv. Sæt derfor nogle klare grænser op for, at når du fx er sammen med din familie, så lægger du din smartphone fra dig. Og er du single, så sørg for at komme ud. I det hele taget så skal din smartphone ikke styrer dit liv", siger han.

Bernt Petersen bakkes op af Carsten Mogensen, hvis klare råd og opfordring til andre med en smartphone på jobbet er: "SLUK den, når du har fri."

"For ikke at blive gjort til slave af sådan en telefon, er den eneste løsning at slukke den, når du har fri - simpelthen kun bruge den til arbejdstelefon", siger han og fortsætter:

"Altså vores chefer har det med at sende mails kl. ti, elleve og tolv om aftenen, og så ville de poppe op, og man ville være tilbøjelig til at læse dem og svare tilbage. Vi er jo opdraget til at svare med det samme."

Netop fordi smartphonen gør alt så tilgængeligt, skal vi lære at styre det. Og her har Bernt Petersen en afsluttende pointe, der giver stof til eftertanke:

"Vi kan jo spørge os selv om, hvorfor vi bliver mere og mere stressede, når tingene i og for sig bliver lettere."

Tags:

  • Arbejdskultur
  • Smartphone