Anders Morgenthaler: Om penge, kunst og muligheden for at gå amok

"Jeg havde meget tidligt en bevidsthed om, at jeg var nødt til at bruge det, jeg kunne", starter tegneren og instruktøren Anders Morgenthaler. Faktisk lærte han først sent at læse og skrive, og derfor har han altid vidst, han måtte leve af at tegne. Det var det eneste, han var god til.

Hans første rigtige job som tegner havde han lige efter gymnasiet, hvor han arbejdede på 'Skærmtrolden Hugo'.

"Det interessante her var, at jeg kom direkte ud af gymnasiet og fik en hardcore lønnet stilling", forklarer han. Men det, der var knap så interessant, var, at han her kun var et lille tandhjul i det store maskineri. For et helt centralt træk hos Anders Morgenthaler er, at han altid har følt et stærkt behov for at sætte sit personlige præg på alt, hvad han laver.

"Jeg sad dér og animerede det her helt vildt grimme univers", forklarer han, "og det var irriterende, for jeg prøvede hele tiden at opfinde sidekarakterer eller andet nyt for at lave mit eget."

Så efter halvandet år på 'Skærmtrolden Hugo' stod han for første gang ved den skillevej, der skulle vende tilbage livet igennem. Skillet mellem livet som kunstner eller som pengemand. Dengang som siden har han valgt kunstneren.

Morgenthalers design

Han forlader Hugo og søger ind på både Filmskolen og Designskolen i København. Uden held. I 1996 kommer han så ind på Koldings Designskoles Multimedielinje, og dét bliver ifølge ham selv intet mindre end fundamentet i hans senere karriere.

"I Kolding var der totalt fokus", forklarer københavneren, der her endelig får ro omkring sig til bare at tegne. Han lærer tegnefagets helt grundlæggende teknikker og kommer frem til kernen i faget; kombinationen af den personlige streg og det tekniske håndelag.

"På Kolding Designskole fik jeg at vide, at alt, hvad jeg lavede, var noget lort. Jeg blev fuldstændig nedbrudt, og der er den her gamle ting med, at hvis du vil bryde reglerne og skabe dit eget, skal du først lære den helt basale teknik at kende", forklarer han.

På Kolding Designskole fik jeg at vide, at alt hvad jeg lavede var noget lort. Jeg blev fuldstændig nedbrudt.

Og det var der ro til i Kolding. For på trods af at Morgenthalers kunstneriske univers er fyldt med regelrette fortællinger, er hans eget liv langt fra noget
typeskåret narrativ og han selv ikke nogen tre-akters superhelt. På mange måder har hans liv været præget af en søgen og en rastløs kreativitet. Han forklarer det sådan her:

"Da jeg søgte ind på Filmskolen for anden gang i 1996, var det f.eks. noget værre juks, jeg søgte ind med. Det var ikke disciplineret. Der var hele tiden en søgen, der var enormt ufokuseret, fordi jeg ville alt, ville kunne alt og havde lyst til alt." Han fortsætter:

"Kolding, det betragtede jeg sådan set bare som mit eget personlige værksted", forklarer han og beskriver, hvordan han så det ganske strategisk som et trinbræt til at opnå, hvad han ville; at blive tegnefilmsinstruktør. Og selvom Anders Morgenthaler hverken er selvhøjtidelig eller ufordøjelig, udstråler han alligevel en form for selvvægt, der nok er uundgåelig, når man tager sin egen kunstneriske originalitet og autenticitet så alvorligt.

Siden da har han da også - for at blive i hans eget billedunivers - været en heftig ejakulation af energiske outputs og kan i dag kvittere med virker inden for alt fra tegner, børnebogsforfatter og instruktør til animator og tv-vært.

Kunstner eller kræmmer

Da Morgenthaler søger ind på Filmskolen for tredje gang, ryger han lige igennem. I et asketisk arbejdsmani har han på egen hånd produceret seks minutters tegnefilm, og det havde de aldrig set før. Lettet og stolt stryger han direkte ind på Animationslinjen og når knap at føle sig på sikker grund, før han finder ud af, at det langt fra er slut her.

"Jeg blev enormt benovet over at komme ind på Filmskolen, og så gjorde jeg det selvfølgelig igen", siger han med et tilgivende smil. "Så finder jeg ud af, at det, jeg laver nu, stadigvæk skal udfordres."

For mange bliver Filmskolen ifølge Morgenthaler nemlig en slags blåstempling eller et helle, men efter livet på skolen venter de hårde, kommercielle krav og realiteter. Noget han selv var ganske godt forberedt på, da han sideløbende med Filmskolen havde arbejdet på fuld tid som kreativ direktør på produktionsselskabet TV Animation. Som han selv forklarer det, var det 'sindssygt hårdt', men selvom han kørte på 70 timer plus og direkte fik at vide, at han ville få sparket fra Filmskolen, hvis han ikke droslede ned, fortsatte han alligevel. Og det har han ikke fortrudt.

For sagt kort gjorde TV Animation to ting ved Morgenthalers karriere. Dels udviklede han her nogle billige, salgbare animationsteknikker, som han har kunnet trække på lige siden, og dels bevirkede hans hektiske arbejdsliv paradoksalt nok, at hans afgangsfilm fra Filmskolen blev en stor succes. Selv økonomien var god.

Faktisk var den så god, at han måtte sige op. For som han forklarer det, stod han i præcis samme situation som år tilbage på 'Skærmtrolden Hugo', hvor han enten måtte vælge livet som kunstner eller som pengemand.

"I løbet af de fire år gik det op for mig, at jeg ikke havde lyst til kun at lave ting, der var billige og at tjene kassen. Det interesserede mig mindre og mindre. Jeg ville hellere fokusere på det kunstneriske", forklarer han.

Så han blev enig med sin partner om, at det var bedst, han stoppede sit virke for TV Animation. Morgenthaler opgav alle sine rettigheder, men beholdte til gengæld en masse erfaring om, hvad der kræves af animation i kommerciel virksomhedsstrategi.

Han stod nu med en ny, billig og velfungerende animationsteknik at spinde output på, og indirekte havde hans mangefacetterede og travle liv hjulpet hans afgangsfilm fra Filmskolen - 'Araki - The Killing of a Japanese Photographer' - rigtig godt på vej. Netop fordi den var blevet underprioriteret på det groveste, havde afgangsfilmen fået en vis ubekymret lethed over sig, og han havde undgået at forfalde til perfektionisme med alle dens faldgruber af prætentiøsitet. 'Araki' strøg direkte op gennem Filmskolens tag og mod international anerkendelse. Noget der har haft stor betydning for hans videre karriere. "Det betød alt", forklarer han emfatisk.

"Det, der altid sker med afgangsfilm fra Filmskolen, er, at folk går fuldstændig i krampe, fordi den er et vigtigt visitkort. Jeg havde ikke skænket afgangsfilmen en tanke. I virkeligheden var jeg i gang med at lave en real-spillefilm (der dog aldrig fik biografpremiere, red.), forklarer han. "Dér sagde Filmskolen stop, men jeg gjorde det alligevel."

For Anders Morgenthaler har den her særegne formastelige selvsikkerhed. I hvert fald hvad angår hans kunstneriske evner.

"Jeg er meget usikker i mange andre sammenhænge, men så har jeg den her side af mig selv, som har en kolossal tro på, at de idéer, jeg har, er de rigtige", forklarer han.

Raketbrødre og flodheste

Efter Filmskolen og TV Animation står Morgenthaler så igen midt i en uafklaret søgen af forskellige projekter.

"Jeg hutler mig fra opgave til opgave med forskellige partnere af producere", fortæller han, og det bliver til et helt års søgen, hvor han bl.a. laver musikvideoer for Kashmir og Superheroes, men aldrig for alvor finder de rigtige samarbejdspartnere. Det går sådan set godt, og hans musikvideoer får positiv respons. Bare ikke økonomisk, men som han forklarer det, er det igen valget mellem det kunstnerisk ambitiøse eller det kommercielt rentable.

"Nogle kunstnere har udviklet den her idé om, at de også skal have villaer og privatskoler, men i gamle dage hvis du ville være kunstner, skulle du være beredt på at lide", siger han glødende.

"Det, der interesserede mig med musikvideoer, var muligheden for at gå amok. Jeg kom lige fra TV Animation hvor alting skulle puttes ind i bokse, men her var der igen kunstnerisk frirum", forklarer han.

Men på samme tid som Morgenthaler stoppede på TV Animation, skiftede hans halmstrå, filmkonsulenten Vinca Wiedemann, stilling og konsulenten, der overtog hendes plads, var ikke nær så begejstret for hans arbejde. Så nok var der frirum, men også tomrum.

Det er meget vigtigt aldrig at lade sig gå ned på afslagene. Så tager du bare det, der går godt, og går bananas i den retning.

Det eneste lyspunkt var Wulffmorgenthaler-striben i Politiken, som han var begyndt at producere sammen med Michael Wulff.

Igen redder det ham ikke at fokusere for snæversynet på det enkelte projekt. For ved at have tusinde bolde i luften, undgik han, ligesom med 'Araki', at stille sig for sårbar. Både økonomisk og følelsesmæssigt.

"Det positive her er, at det går vildt godt med striben i Politiken. Det er meget vigtigt aldrig at lade sig gå ned på afslagene", forklarer han. "Så tager du bare det, der går godt, og går bananas i den retning." siger han optimistisk. "Nu har jeg f.eks. premiere på min nye film (Ekko, Red.), men den har været færdig i et år, og jeg sidder ikke og bliver enormt skuffet, hvis der ikke er mange, der ser den, for jeg er allerede videre."

Ja, lyder det über-positivt, så er det det nok også, og Anders Morgenthaler besidder en form for insisteret positivitet. Men grundtanken holder, og den stædige optimisme har holdt hans hoved oven vande mange gange.
Morgenthaler går altså bananas med den vidunderligt voldspervertede Wulffmorgenthaler-stribe, men efter en spurtende periode med succes på Politiken og DR står han igen ved den velkendte og paradoksale skillevej. Han må ud.

"Det gode ved striben og Dolph er, at de er et visitkort, jeg kan vise", forklarer han. "Det dårlige er, at jeg også hele tiden skal sige: 'Jeg kan også alt det andet.' Det er fuldstændig det samme som på TV Animation. I princippet skal jeg træde ud i det øjeblik, det kan lykkes", siger han. "Fortsætter jeg med at lave humor, jamen igen, så kommer jeg ikke videre."

København/Bombay

Det gør han til gengæld, da han for et par år siden møder daværende Zentropa-producer Sarita Christensen. For pludselig begynder det hele at rykke. Hans idéer får igen retning og fokus, og inden længe begynder hans spillefilm 'Princess' for første gang siden Vinca Wiedemanns opsigelse at modtage støtte.

"Det er et af de livsøjeblikke, der bare er skide heldige", forklarer han. "Her møder jeg én, der har den samme energi som mig men et helt andet talent." For hvor Morgenthaler har det kreative talent, har Sarita Christensen nemlig den konsekvens, der skal til for at give de mange udbrud retning:

"Hun får en person, der er dygtig nok og har de rigtige historier, og så kan hun også endelig bruge al sin energi. 'Princess' begynder at få manusstøtte, vi indkøber udstyr osv.", forklarer han entusiastisk, og sammen har de nu startet mediehuset 'Copenhagen/Bombay', der vil bringe kvaliteten og de gamle værdier tilbage i børneunderholdningen.

I princippet skal jeg træde ud i det øjeblik, det kan lykkes.

"Vi vil skabe et sted, hvor det ikke længere er de multinationale selskaber, der skaber indholdet til børn. Hvor de ikke bliver seksualiserede, men lærer noget", forklarer han uden at lege altruistisk idealist:

"Det er klart, at det er en kommerciel kontekst, og vi vil tjene mange penge på det her. Vi vil gøre for børneunderholdningen, hvad økologi har gjort for mad: Det bliver ting, der har indhold, sunde værdier og er…", han pauser et lille øjeblik, men smiler så og siger: "En lille smule beskidte." Præcis som vi kender det fra Morgenthalers hånd.

Udtoning

Det sidste, han fremhæver, er fundamentet. Alt skal udspringe af lysten og af skabertrangen. Og til spørgsmålet om hvorvidt han har noget at sige til de mange studerende læsere, siger han:

"Ja for helvede! Det handler fandeme kraft-bankemig om at gøre, hvad man har lyst til. Alle forsøg på at gå efter pengene, det, kan jeg ikke forestille mig, er livgivende i længden. Man er nødt til at finde ud af, hvad der virkelig giver én energi.

Og finder du bare halvt så meget energi som det summende uran-ekstrakt Morgenthaler, har du nok til at tilbagelægge mange lysende lysår.

Tags:

• Karriereportræt
• Anders Morgenthaler
• Filminstruktør