Bjørn Lomborg: Miljømanden folk elsker at hade

"I starten troede jeg, at jeg skulle være atomfysiker. Men da jeg var et år på studieophold i USA, blev jeg involveret i fredsbevægelsen, og så tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved verdens store problemer", fortæller miljødebattøren Bjørn Lomborg.

Han beslutter sig for, at hvis han skal være med til at redde verden, skal han læse Statskundskab.

Som studerende ved Aarhus Universitet rakte ambitionerne således dengang i slutningen af 80'erne langt udover både fredagsbar og læsepensum.

At sætte sig for at redde verden er et stort projekt, men dengang Bjørn Lomborg i 20-årsalderen satte sig det mål, havde han ikke nogen anelse om, at det naive ungdomsprojekt skulle komme til at betyde, at han ville blive én af Danmarks mest omtalte personligheder. Kendt for både at være hadet og elsket - og for altid at optræde i jeans og hvid T-shirt selv til formelle lejligheder.

Fra atomvåben til Greenpeace

Da Bjørn Lomborg satte startskuddet for sit projekt med at redde verden, var det dog ikke miljøet, CO2-udslip og smeltende indlandsis, der optog ham.

"Jeg har altid været bekymret og været medlem af Greenpeace, men jeg havde ikke tænkt, at det skulle være mit akademiske virke", fortæller han.

"I virkeligheden startede jeg på Statskundskab, fordi jeg ville gøre noget ved atomkrig og alt sådan noget."

Det faglige fokus på miljøet begyndte i stedet for alvor, da han i 1994, efter at have taget en ph.d.-grad ved Københavns Universitet, begyndte at undervise på Aarhus Universitet.

"Min holdning er, at universitetet er lidt en pølsefabrik, hvor man hele tiden gennemgår det samme, så jeg kunne godt tænke mig at lave noget sjovt med mine studerende", forklarer han.

"Jeg havde læst et interview med en amerikansk økonom, som påstod, at det bliver bedre med miljøet. Min holdning var, at det måtte være noget højreorienteret amerikansk pjat, så en af de ting, vi gjorde, var at gennemgå hans bog for at vise, hvor forkert det var."

Til hans store overraskelse viser en masse af bogens højreorienterede amerikanske pjat sig at være sandt, så han beslutter sig for at forfølge det.

Vredens sande tilstand

Udover en række kronikker udkom i 1998 første konkrete udfald af Bjørn Lomborgs forfølgelse i form af bogen 'Verdens sande tilstand'. Hovedtesen i bogen er, at mange af miljøforkæmpernes forudsigelser om miljøet er overdrevne, og den påstand skulle vise sig at vække stor forargelse og vrede.

"Jeg ville nok selv have reageret på samme måde til at starte med og tænkt, at jeg måtte være helt gal på den", fortæller han. "Men det, der derimod var meget overraskende for mig, var, at folk ikke åbnede op for de argumenter, jeg havde."
Endnu mere overraskende for ham skulle det vise sig, at den massive vrede, bogen vakte, ikke blot var en døgnflue. Derimod udvikler vreden sig til en debat, der fortsat tages op flere år efter udgivelsen.

"Jeg valgte en lidt kontroversiel titel ved at kalde den 'Verdens Sande Tilstand', men jeg havde overhovedet ikke forudset sådan en reaktion", siger han og fortsætter med et skævt smil: "Jeg undrer mig også over, at der ikke er nogen, der er blevet tilsvarende sure over, at Al Gore kalder sin film 'En ubekvem sandhed'."

Ved at fremstå som totalt uden tøj på har de været med til at understrege, hvor vigtigt det er, at der en person som mig.

Debatten ender i 2002 ud i en retssag, hvor Bjørn Lomborg bliver anklaget for videnskabelig uredelighed. At det kom så vidt som til en retssag, er stadig et mysterium for ham.

"For mig at se var det en ekstrem sag af mccarthyisme, hvor de stemte sig sammen til at dømme mig uden at have nogen videnskabelige argumenter", fortæller han.

Selvom Bjørn Lomborg følte sig personligt forfulgt, er han sikker på, at retssagen også gav hans karriere et spark i den rigtige retning.

"Fordi de var så dumme, endte det jo rent faktisk med at være godt", forklarer han.

"Ved at fremstå som totalt uden tøj på har de været med til at understrege, hvor vigtigt det er, at der en person som mig."

Retssagen ender med en frikendelse af Bjørn Lomborg, men han understreger, at det kun er i bagklogskabens bekvemme lys, han kan kigge tilbage på retssagen som en karriere-booster. I de år, den står på, er modstanden enorm stressfuld for ham.

"Jeg blev dybt deprimeret over, at folk i den grad kunne miste grebet. Havde vi levet i middelalderen, havde de stemt for, at jeg var heks, og at det var okay at drukne mig."

På trods af heksesymbolikken vil han dog ikke gøre noget om, selvom han fik muligheden for det.

"Det er ikke mig, der kan gøre noget om, men jeg vil da håbe, at de ville gøre noget om - f.eks. holde op med at være så dumme."

Fra akademiker til administrativ

At turde tage en rolle, der går imod strømmen, skal vise sig at blive kendetegnende for Bjørn Lomborgs karriere. Han er heller ikke bange for at gå på kompromis med sine egne karriereplaner for at sikre sig, at den rolle overhovedet bliver taget. Det er netop med den begrundelse, han i 2002 tager imod tilbuddet om at indtræde som direktør for det nystiftede Institut for Miljøvurdering.

"Min vurdering var, at vi havde brug for sådan et institut, men jeg var usikker på, om det ville blive lavet, hvis jeg ikke var direktør, og det var derfor, jeg ansøgte", fortæller han.

Jobbet i en offentlig institution indeholder meget mindre frihed end livet som akademiker, og en stor del af tiden går med administrative opgaver.

"Nogen elsker den slags, men for mig er det sagen, der betyder noget", fortæller han.

Havde vi levet i middelalderen, havde de stemt for, at jeg var heks, og at det var okay at drukne mig.

"Jeg havde hele tiden sagt, at jeg kun ville være med til at starte det op og ikke være administrator."

Derfor forlader han allerede i 2004 stillingen for igen at vende tilbage til sit liv som lektor ved Aarhus Universitet, og i 2005 bliver han tilknyttet Copenhagen Business School som adjungeret professor. Her består hans arbejde i at forberede en gentagelse af konferencen 'Copenhagen Consensus', hvor en række førende økonomiske eksperter mødes for at skabe en prioriteret liste over verdens store udfordringer.

Kedelige problemer og svaner i Køge

Sideløbende med sit arbejde i 'Copenhagen Consensus' skriver Bjørn Lomborg på bogen 'Cool it', som udkommer i september 2007. I bogen gentager han sin skepsis for miljødebatten, og denne gang skal hans påstande vise sig at dele vandene. På én gang karakteriseres han som 'et skjult angreb på menneskeligheden' af 'Washington Post', samtidig med, at den engelske avis 'The Guardian' placerer ham på en liste over de halvtreds mennesker, der kan redde jordens klima. Selv ser Bjørn Lomborg denne ambivalens som et udtryk for, at der ikke bliver lyttet ordentligt til det, han siger.

"Når jeg holder oplæg, er der altid nogen, der bagefter kommer op til mig og siger: "Jeg troede, jeg ville hade dig", fortæller han.

"Det er fordi det budskab, folk oplever, jeg siger, ofte er et budskab, der er blevet malet af andre og ikke mig selv. Det jeg rent faktisk siger, er som oftest ikke særligt provokerende."

Overraskende for nogen mener han faktisk, at vi skal bekymre os om miljøet, men han understreger, at det er vigtigt, at vi bekymrer os om de rigtige ting og ikke lader os styre af mediebilledernes dagsorden.

"Vi ender altid med at snakke om de ting, der enten har de mest skræmmende billeder eller de sødeste dyr. Det er ikke oplagt, at det er den rigtige måde at prioritere på", forklarer han og giver som eksempel perioden, hvor debatten om fugleinfluenza var på sit højeste.

Det budskab, folk oplever, jeg siger, er ofte et budskab, der er blevet malet af andre og ikke mig selv.

"De havde jo kraftedeme live coverage med folk i gasmaskedragter ude og samle svaner op syd for Køge - den svane er jo for helvede ikke den, der dræber hele menneskeheden."

Det arbejde, han i øjeblikket er koncentreret om i forbindelse med konferencen 'Copenhagen Consensus', har netop som målsætning at sætte fokus på de problemer, der ikke nødvendigvis er gejlet op i medierne.

"I Copenhagen Consensus kalder vi os forsvarer-ne af de kedelige problemer", fortæller han med et smil.

Elsket at hade

Bjørn Lomborgs udtalelser har således ikke bare ført til en retssag. Han er gået hen og blevet en offentlig personlighed, som folk både elsker og elsker at hade. I tidens løb har en FN-chef sammenlignet ham med Hitler, og han er blevet omdrejningspunkt for en hadeside på internettet. Men heller ikke denne modstand har sat en stopper for hans engagement.

"Hvis folk siger: "Ej, det kan man da ikke sige", så er det helt afgørende for, at det netop bliver sagt", forklarer han.

En anden vigtig faktor for, at han nu i forbindelse med 'Copenhagen Consensus' insisterende fortsætter sin forskning, er, at han ikke er i tvivl om, at de påstande, han kommer med, er sande.

"Jeg er sikker på, at vi om 10-30 år slet ikke vil kunne forstå, hvorfor vi bekymrede os om mange af de her miljømæssige problemer", fortæller han.

"På samme måde som vi i dag synes, det er naturligt, at sorte er lige med hvide, og at homoseksuelle også skal have rettigheder."

Selvom han ikke lader sig stoppe af de store følelsesmæssige udbrud mod ham, betyder det ikke, at Bjørn Lomborg nyder at blive hadet og kaldt provokatør.

"Jeg ville da synes, det var meget rarere, hvis alle syntes, jeg var enormt dygtig og god, men jeg tror, det er konsekvensen af at sige noget interessant", forklarer han.

"Det er fint at have en anden holdning end mig, men det understreger, at det er nødvendigt, at vi har den her debat - og at vi har nogen som mig."

Mere tid til Playstation

Selvom 'Copenhagen Consensus' arbejder med verdens "kedelige problemer", synes Bjørn Lomborg bestemt ikke, at hans arbejde er kedeligt. For ham er det en meget vigtig faktor, når han skal tage stilling til sin fremtid.

"Jeg vil hele tiden stille mig selv spørgsmålet, om det, jeg laver, i virkeligheden er sjovt", fortæller han.

"Jeg tror ikke nødvendigvis, det er det eneste liv, men det er det liv, jeg har lige nu, og det ville være rigtig surt at have spildt det på en masse ting, der var halvkedelige.

Udover at det er vigtigt at have et sjovt liv, har Bjørn Lomborg ikke nogen konkrete mål med sin fremtidige karriere. I stedet vil han lade tilfældig-heder og muligheder bestemme vejen for fremtiden på samme måde, som de har gjort indtil nu.

"Jeg har aldrig troet, at noget af det her ville ske, men så ender jeg med at skrive nogle kronikker, som ender med, at jeg skriver en bog, og som ender med at ændre hele mit liv. Det handler om at gribe mulighederne og hele tiden gøre de ting, der er spændende", forklarer han.

Skulle han alligevel komme med et konkret bud på noget, han gerne vil opnå i fremtiden, ville det være at give sin Playstation mere tid i sin hverdag.

"DR2 lavede på et tidspunkt en serie, der hed 'Meningen med livet', hvor man skulle medbringe en ting, der gav én mening med livet. Jeg tog en Playstation med, fordi det netop er så utroligt vigtigt at have det sjovt", forklarer han.

Når Bjørn Lomborg understreger, at der skal være tid til at have det sjovt, hænger det måske sammen med, at der i øjeblikket ikke er meget tid til overs til at spille Playstation. Til maj blænder 'Copenhagen Consensus' op for endnu en konference, og det kræver så meget af hans tid, at legebarnet er nødt til at blive lagt på hylden for en periode. Det betyder dog ikke, at han ikke nyder arbejdet med konferencen. Tværtimod kan han se den som sit personlige værk for enden af en karrierevej, der har krævet et par ørefigner.

"Jeg er stolt af det, fordi det er godt, men jeg synes også, det er fedt, at så mange vil være med", siger han med entusiasme i stemmen.

"Og et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det er fordi, det er så åbenlyst en god idé, at det går så godt", tilføjer han.

"Gode idéer sælger næsten sig selv", når han lige at afslutte, før hans mobiltelefon for femte gang på en halv time stjæler hans opmærksomhed og understreger, at det kræver tid at være både offentlig darling og syndebuk.

Tags:

• Karriereportræt
• Bjørn Lomborg