Peter Lund Madsen: Forskerhjerne & entertainerhoved

Fantastisk. Det er måske det ord, der bedst beskriver Peter Lund Madsens karriereforløb. Han kan som få slippe af sted med at mikse videnskab og underholdning og er ikke bange for at træde nye og ukendte græsgange i denne kategori. Selv benytter han ordet flittigt, når han fortæller om sin store passion, hjernen, og om hvorfor han allerede som tiårig vidste, at han skulle være læge.

"Det er jo et fantastisk job. Det syntes jeg også dengang. Det at kunne hjælpe andre og gøre en forskel. Det var vigtigt for mig", siger Peter Lund Madsen.
Fantastisk ambitiøs karakteriserer personligheden bag den anerkendte og populære foredragsholder, tv-vært, sangskriver, teaterinstruktør og -skuespiller. I mange år var det drømmen om at blive professor med eget laboratorium, der drev ham dybere og dybere ind i hjernens kringlede kroge. I dag har han accepteret, at han nok har forpasset chancen, men passionen for hjernen hænger ved.

Tilfældigt og heldigt

I en alder af blot 27 år kunne han iklæde sig lægekittel og stetoskop, men til forskel fra i dag var der dengang ikke mangel på læger på arbejdsmarkedet, og det var svært at få et job efter studiet. Udsigten til at skulle søge arbejde i Sverige, som i Peter Lund Madsens forstand var det værste, der kunne ske, motiverede ham til at kvalificere sig til et arbejde ved at forske og skrive videnskabelige artikler allerede på medicinstudiet.

"Jo mere man havde forsket, jo flere videnskabelige titler, man var med på, jo mindre var risikoen for, at man skulle til Sverige", forklarer han.

At denne irrationelle frygt for at komme til Sverige senere skulle bane vejen for en årelang fascination af hjernen og dens funktion, havde Peter Lund Madsen dog ikke forudset. Et vikariat på Rigshospitalet efter endt, veludført uddannelse blev startskuddet til forskertilværelsen. Her blev Peter Lund Madsen for første gang introduceret til hjerneforskning og blev så grebet af emnet, at han ansøgte om at komme til at forske med den bedste inden for feltet, den nu afdøde professor Niels Lassen, som arbejdede på Bispebjerg Hospital.

"Det var et held i mit liv, at jeg mødte og blev ansat hos Niels Lassen. Det er der ingen tvivl om, fordi han har lært mig meget, og det var et fantast-isk sted at arbejde", fortæller Peter Lund Madsen begejstret.

Man skal ikke bruge sit liv på at ville en bestemt ting, fordi risikoen for, at man ikke opnår det, er så stor.

Modviljen mod at rejse udenlands forduftede nu som dug for solen, da han via professoren fik en unik mulighed for at komme til at arbejde side om side med en førende amerikansk hjerneforsker ved National Institute of Mental Health, et slags amerikansk rigshospital.

"Hvis man er et ordentligt sted og laver ordentlig forskning, så stiller man spørgsmål, som ikke er blevet besvaret før. Det vil sige, at hvis man er heldig og dygtig, så har man mulighed for at vide noget før alle andre. Og det er fantastisk. At være med til at lægge en sten af viden sammen med alle de andre sten, menneskeheden har samlet sammen. Stiger hjerneaktiviteten, når vi drømmer? Eller falder den? Det er sjovt at finde ud af", siger Peter Lund Madsen, der på det tidspunkt drømte om at gøre store opdagelser i sin forskning af hjernens aktivitetsniveauer under søvn, drømme, stress og afslapning mm.

Stødte hovedet mod muren

Netop denne drøm fik yderligere næring af, at Niels Lassen holdt et vågent øje med sin protegé og jævnligt opmuntrede ham til at gøre sit arbejde og gøre det godt.

"Han var i USA flere gange for at kontrollere, at jeg gjorde det godt nok, for han var meget nervøs, da han sendte mig over til Doktor Louis Sokoloff, for de var jo venner. Og han ville synes, at det var pinligt, hvis han havde sendt et fjols derovre", forklarer Peter Lund Madsen med et sarkastisk glimt i øjet.

Opholdet i USA var dog en succes og kastede en pris af sig. Derfor kunne det ikke gå hurtigt nok, da han tilbage i Danmark ville fortsætte sin forskning på Rigshospitalet. Men sådan skulle det ikke gå.

"Da jeg kom hjem fra USA, troede jeg, at jeg skulle være min generations store hjerneforsker. Jeg håbede på det, men så døde Niels Lassen, og jeg fandt ud af, at jeg stod relativt alene med den tro og forhåbning. Jeg syntes hverken, at min karriere gik hurtigt nok, eller at mine fremtidsudsigter så tilstrækkelig positive ud", fortæller Peter Lund Madsen, der for første gang oplevede ikke at kunne leve op til egne forventninger. Og drømmen om at blive professor på Rigshospitalet med eget laboratorium begyndte at smuldre.

To år senere efter megen brok, besvær og surhed, tog han konsekvensen af sine bristede drømme og besluttede sig for at vende forskermiljøet ryggen. At tage tilbage til det amerikanske forskermiljø, som han havde oplevet værende langt mere dynamisk og konkurrencepræget a la "let the best man win", var ikke en mulighed af hensyn til familien i Danmark.

"Det er en meget ensidig ting at være forsker. Det er i hvert fald svært for familien", forklarer Peter Lund Madsen, der har en kone og to børn på hhv. 14 og 19 år. Han begyndte at tænke i alternativer.

"Den første del af mit arbejdsliv var meget målrettet, og jeg havde et klart defineret ønske om, hvor jeg skulle ende. Og det er der ikke noget problem i, men man skal bare - og dét er et vigtigt råd - så snart man kan se, at det bliver lidt for besværligt, vælge en ny plan. Man skal ikke bruge sit liv på at ville én bestemt ting, fordi risikoen for, at man ikke opnår det, er så stor."

Peter Lund Madsen kender nemlig kun alt for godt historierne om sørgelige skæbner i universitetsverdenen. Folk, der ville ende som professor, og som har brugt alt, alt for meget tid på at stirre sig blind på ét bestemt område og aldrig opnår det, som de drømte om.

"Universitetsverdenen er indrettet på den måde, at du får en liste med gøremål: Du skal skrive en disputats, du skal til udlandet, og du skal ditten og datten og op og ned ad stolper, frem og tilbage. Og hvis du er dygtig og heldig, så ender du som professor. Men der er mange om buddet, og det kan så nemt gå galt. Tænk, hvis man bruger hele sit arbejdsliv på at forsøge at blive professor, og det mislykkes", siger han retorisk.

Sådan en skæbne skulle for alt i verden ikke overgå ham. Derfor måtte han langsomt men sikkert slå sig til tåls med realiteten og, omend ikke opgive, så søge at få sine ambitioner opfyldt på anden vis.

"Hvis man kan undgå det, så skal man ikke arbejde med noget, som man synes er kedeligt i ret lang tid ad gangen," siger Peter Lund Madsen.

Selv begyndte han at tage en klinisk uddannelse som hospitalslæge og sendte i øvrigt sit første forslag til et tv-program til DR2, der på det tidspunkt var kendt som 'Klogekanalen'. Han fik grønt lys og trådte frem på skærmen som 'Hjernemadsen'. Sidenhen har han stået bag fire tv-programmer, alle om hjernen og dens underfundigheder.

Mindre målrettet, men stadig ambitiøs

I dag har Peter Lund Madsen en anderledes og mere afslappet tilgang til sine fremtidige gøremål. Han beskæftiger sig stadig med emner vedrørende hjernen og mener selv, at han er lige så ambitiøs som tidligere i den forstand, at han stadig gerne vil lave noget, han er stolt af.

Forskellen er, at han nu i langt højere grad er gået bort fra fastlagte planer, og i stedet lader tilfældet råde.

"Jeg ved, at jeg aldrig bliver professor, desværre. Men jeg ved, at nu skal jeg lave en Bellevue-forestilling, og så er jeg ved at skrive en bog. Jeg aner ikke, hvad jeg skal lave bagefter. Men jeg ved, at jeg skal lave nogle nye projekter, som jeg har lyst til, og som jeg tror, vil give mig endnu en chance for at lave noget, som jeg er stolt af."

Han ser det ikke som sit projekt at formidle forskning. Egentlig er han imod en opdeling, fordi forskning ifølge ham i sidste ende er et spørgsmål om formidling.

"Jeg skriver på en bog om hjernen. Ikke for at formidle, men fordi jeg gerne vil skrive en god bog om hjernen, der er nem at forstå. Det er en udfordring for mig, og jeg vil få en tilfredsstillelse ud af det, hvis jeg kan finde ud af at gøre det. Jeg laver også et teaterstykke om virkelighedsopfattelse. Ikke fordi jeg synes, at man bør formidle noget om virkelighedsopfattelse, men fordi det er et fantastisk emne til et teaterstykke", begrunder han. Teaterstykket laver han sammen med sin bror, journalist Anders Lund Madsen, som han også har lavet stykkerne 'Mr. Nice Guy' og 'Enden er nær' sammen med.

Jeg ved, at jeg aldrig bliver professor, desværre. Men jeg ved, at nu skal jeg lave en Bellevue-forestilling.

I det hele taget mener Peter Lund Madsen, at det er forskerens opgave og ansvar at formidle sin viden og knowhow videre til den brede befolkning, velvidende at det ikke er al videnskab, der kan formidles. Han giver ikke meget for den ofte fremførte, kedelige påstand om, at når folk ikke interesserer sig for naturvidenskab, så er det fordi, journalisterne ikke er i stand til at formidle det ordentligt.

"Forskeren har et enormt ansvar for at få viden ud til mennesker. Og vigtigere endnu, så er det forskerens ansvar at afgøre på forhånd, hvad det er, der skal formidles og hvordan. De må have en meget høj moral mht., hvad de fodrer journalisterne med", konstaterer han. Alligevel fastholder han, at hans mission ikke er formidling som sådan.

Jeg vil gerne dele ud af min viden, men jeg føler ikke nogen speciel forpligtelse til at gøre det. Det er kun for at give folk en god oplevelse.

"Der er nogle gange sådan noget spejderagtigt over det. Når jeg nu holder foredrag, så er det en udfordring at kunne lave et, hvor jeg kan stå og have opmærksomheden i en time, mens jeg fortæller om hjernen. Det er fint, sjovt og kræver en masse træning. For mig krævede det en masse træning," retter han og uddyber:

"Jeg vil gerne dele ud af min viden, men jeg føler ikke nogen speciel forpligtelse til at gøre det. Det er kun for at give folk en god oplevelse."

Af samme grund vil han heller ikke sættes i bås som hverken videnskabsmand eller entertainer. Men som han selv udtrykker: "Hvis jeg er det ene, så er jeg også det andet".

Burde redde liv

På mere end én måde kan man argumentere for, at Peter Lund Madsen alligevel har opnået det, som han har altid har drømt om. Han er blevet selvstændig erhvervsdrivende med eget kontor og vælger selv hvilke projekter, han vil give sig i kast med.

"Jeg er 100 % tilfreds med mit arbejdsliv. Jeg nyder, at jeg ikke har nogen chefer, og det er skønt, at jeg ikke har noget karrierespil at deltage i. Jeg skal ikke fedte for nogen, og det er fantastisk dejligt. Men jeg er da stadig lidt vemodig, når jeg tænker på alle de opdagelser, jeg ikke fik gjort", siger Peter Lund Madsen, der heller ikke er bleg for at indrømme, at han nok burde redde liv i stedet for at stå på en scene.

Efter otte års 'on and off'-arbejde som hospitalslæge vil han da heller ikke afvise, at han en dag vender tilbage til stuegangen. Et arbejde som han trods alt savner - blandt andet på grund af den umiskendelige følelse det hvide stykke klæde vækker i ham:

"Selv hvis jeg har været i dårligt humør, og patienterne har været irriterende, så har jeg altid gjort mig umage og talt pænt til dem, og det har ikke altid været lige nemt. Jeg er bestemt ikke noget tålmodigt menneske, men når jeg tager lægekitlen på, så bliver jeg et godt menneske. Så er det mig, der tager vare på situationen", siger Peter Lund Madsen, hvis seneste arbejdsplads var psykiatrisk afdeling på Frederiksberg Hospital.

Ved siden af bog- og teaterprojektet er Peter Lund Madsen netop nu ved at videreuddanne sig til psykiater. Et valg han først og fremmest begrunder med, at psykiatriske patienter er en overset patientgruppe. Men det er også værd at bemærke, at han i rollen som psykiater vil kunne udleve barndomsdrømmen om at gøre en forskel som læge: nemlig at være en 'Mr. Nice Guy' i bogstavelig betydning.

Tags:

• Peter Lund Madsen
• Læge
• Entertainer