Headerspace 2012
.
Stine Bosse

Stine Bosse: En god forretning at være kvinde

At Stine Bosse præsterer at være både kvinde og chef for Nordens største forsikringsselskab, burde vel ikke være en bedrift i sig selv. Men at hun formår at bruge sin kvindelighed og bløde værdier strategisk til gavn for virksomheden er til gengæld lige præcis det, der gør hendes bedrift ekseptionel.

Siden Stine Bosse i 1988 fik sin første chefstilling i Tryg-koncernen, er det de samme spørgsmål, hun har måttet tage stilling til igen og igen: Hvordan kombinerer man en chefstilling med at være kvinde og mor?

"Det er ret irriterende altid at skulle svare på de her spørgsmål fra pressen om, hvordan det er at være kvinde og chef. Jeg har været rigtig træt af det i mange år. Jeg havde det sådan: Helt ærligt kan vi ikke snakke om noget, der er relevant. Noget om ledelse, noget om mennesker. Men det med mit køn og min stilling er åbenbart noget, der optager mange. Så jeg har lært at leve med spørgsmålene."

Den lille forskel

Googler man Stine Bosse, støder man igen og igen på artikler og udtalelser, der handler om netop det faktum, at hun er en succesfuld erhvervskvinde. Fx kan man på Financial Times' hjemmeside finde hende på en liste over verdens 50 mægtigste kvinder i erhvervslivet.

"Jeg aner ikke, hvordan Financial Times når frem til de her resultater. Jeg har ingen idé om, hvordan jeg er havnet på den liste til at starte med. Men jeg har det dog også sådan, at når jeg nu engang er kvinde og bliver fremhævet som et forbillede i en køns-kontekst, så bliver jeg nødt til at stå ved det og tage min position alvorligt. Så nytter det jo ikke noget, at når de ringer fra London og spørger de danske journalister, hvad Stine Bosse gør for kvinder i Danmark, er det eneste svar de får tilbage: 'Ingenting. Stine Bosse gør ingenting for danske kvinder.' Det kan jeg jo heller ikke leve med."

Et lille suk undslipper den ellers så fattede forretningskvinde, idet hun fortsætter:

"Jeg føler mig nogle gange lidt ensom som kvindelig chef i Danmark. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der blev flere af os. Så ville det heller ikke være så enestående og specielt, og så ville journalisterne forhåbentlig holde op med at stille alle de tåbelige spørgsmål om mit køn. Men samtidig skal jeg huske mig selv på at glæde mig over, at alle disse spørgsmål trods alt har været med til at generere en masse positiv PR for Tryg. Så måske er det ikke så ringe endda."
Da hun nu allerede er blevet ansporet til at snakke om det evindelige emne, vil hun dog gerne uddybe på hvilke områder, hun mener, det har betydning for Tryg at have en kvinde i chefstolen.

"Som kvindelig chef er jeg med til at inspirere mine mandlige kolleger til at turde tage deres følelser mere med i beslutningsprocesser. Det vi populært kalder "kvindelig intuition", tror jeg ikke på, skulle være en egenskab, der er enestående for kvinder. Det, vi kvinder kan, er blot, at vi tør stå ved den og tør lytte til og respektere vores indre stemme. Det kunne mænd sagtens også gøre, hvis de turde."

Jeg føler mig nogle gange lidt ensom som kvindelig chef i Danmark. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der blev flere af os.

På trods af de indledende undvigelsesmanøvrer er en vis ildhu alligevel at spore i Stine Bosses stemme, da hun fortsætter:

"Med hensyn til både at have familie og karriere så går jeg meget ind for, at mænd prioriterer at kombinere deres karriere med at være gode og nærværende forældre. Derfor opmuntrer jeg altid de unge mænd til at tage barselsorlov, og jeg har stor respekt for de mænd, der prioriterer deres familie. Her til morgen ringede jeg til lederen for vores strategiudvikling, men han havde ikke tid til at snakke med mig, for han var lige ved at følge sin datter i skole. Det gør mig glad, når mine kolleger - kvinder som mænd - kan finde ud af at have deres prioriteter i orden."

Ansvar for kriminelle

Selv prioriteter Stine Bosse det sociale ansvar højt. I 2008 tog hun sammen med et kamerahold og fire unge fyre med anden etnisk baggrund end dansk og en kriminel fortid på en 120 km. lang vandretur i Spanien.

"Udgangspunktet for projektet var en personlig indignation i forhold til den socialpolitik, der bliver ført i Danmark, som jeg synes, er helt forkastelig og blandt andet havde ladt disse drenge i stikken. De unge mennesker, der bliver kriminelle, er jo ikke født brandstiftere og ballademagere. Når der er nogen unge mennesker, der har denne her skadelige adfærd, så må det jo være noget, vi har gjort ved dem. Vi burde vide bedre end blot at sætte hårdt mod hårdt og hæve fængselsstraffene. For det hjælper i hvert fald slet ingenting. Som samfund har vi alle et ansvar, også for at sige fra, når vi synes, at nogen er på vej i en helt gal retning. Vi kan ikke bare beslutte os for at putte eksempelvis alle nydanskere ned i en kasse, hvor der står uromagere på. Det er en meget uheldig tendens det der med bare at generalisere og stigmatisere andre mennesker, fordi vi selv føler os magtesløse og måske har lidt dårlig samvittighed", siger hun og fortsætter:

"Jeg mener, at virksomheder er forpligtiget til at tage et socialt ansvar. Politikere kan godt lave love og rammer - og dem kan man så være enig eller uenig i - men det meste politik foregår jo i det virkelige liv; på arbejdspladser og mellem medarbejdere."

Hun ser ikke noget modsætningsforhold i, at et forsikringsselskab samtidig plejer omgang med tidligere straffede personer.

"Jeg ser en fin synergi mellem projektet med de unge kriminelle og det, vi arbejder med, nemlig at forsikre privatkunder og virksomheder. Det ligger i selve signalværdien - det budskab som jeg altid arbejder ud fra i alle sammenhænge - at det handler om at være tryg. Det er vigtigt for mig, at der altid er et link til virksomheden og en overensstemmelse med vores værdier i de ting, jeg foretager mig. Derudover ligger der en økonomisk gevinst for os i at gøre noget, som kan være med til at mindske kriminalitet i samfundet. At få de unge mennesker ud af kriminalitet og i job, det batter faktisk også på vores bundlinje."

Bossen og bøllerne

I januar måned i år kunne vi følge turen på landsdækkende tv i et dokumentarprogram med det fængende navn 'Med bossen og bøllerne på tur'. Noget der umiddelbart genererer et spørgsmål om, hvor stor en del af projektet, der i virkeligheden bare handlede om at skaffe positiv PR til Tryg.

"Ærligt talt var jeg langt mere opmærksom på risikoen for, at det kunne gøre det modsatte. Tænk nu, hvis det hele floppede, hvor hårdt ville det så ikke komme til at ramme koncernen og skade vores omdømme i befolkningen? At der skulle laves en film om projektet, og der derfor skulle en journalist med på turen, var udelukkende noget, jeg gik med til,fordi det var en betingelse fra Tryg-fondens side, for at de ville bevillige penge til projektet. Men jeg var tit meget træt af det der kamerahold. Lige som jeg syntes, at nu var vi brudt igennem med et eller andet i vores samtaler, så lød det fra journalisten: 'Gør lige det der igen, så tager vi den lige fra en bedre vinkel.' Det var virkelig forstyrrende."

Det er vigtigt for mig, at der altid er et link til virksomheden og en overensstemmelse med vores værdier i de ting, jeg foretager mig.

Men projektet floppede ikke. Efter den gennemførte vandretur fik de fire unge mænd tilbudt job i koncernen. I dag er der to af dem, der henholdsvis er elev og har studiejob i Tryg. En tredje arbejder i virksomhedens hovedomstilling, mens han venter på at komme ind på en videregående uddannelse. Den fjerde af drengene blev student her til sommer og kommer derefter og arbejder på et projekt for dem.

Det er med stor begejstring i stemmen, at Stine Bosse fortæller om de samtaler, hun undervejs havde med de fire unge mænd. Oplevelserne de delte på turen har tydeligvis efterladt et stort indtryk på den blonde kvinde fra Nordsjælland.

"Da jeg kom hjem, kunne jeg virkelig mærke, hvor meget det havde flyttet inden i mig at være sammen med og tale med de her unge mennesker. Jeg havde dels fået både af- og bekræftet en hel mase fordomme, og dels var jeg virkelig blevet trænet i min evne til at leve mig ind i andre mennesker, hvis liv og virke ligger meget langt fra mit eget."

På spørgsmålet om, hvad der overraskede hende allermest i mødet med de fire unge, svarer hun:

"Sammenlignet med de unge mennesker eller teenagere, som jeg ellers har kendt - jeg kan nævne mine egne børn som eksempel - så var de her drenge virkelig overraskende motiverede, betænksomme og hensynsfulde unge. De udviste en enorm omsorg både indbyrdes og over for os andre. Den omsorg var på turen på et helt lavpraktisk niveau lige i forhold til at tilbyde at bære sin vens rygsæk eller låne sin jakke ud til en, der måske frøs. Når de drenge tidligere har været ude i noget skidt og begået kriminalitet, så har det jo tydeligvis ikke handlet om - som mange desværre fejlagtigt tror - at de er dårlige mennesker, som bare er ude på at gøre livet surt for andre. Tværtimod viste disse drenge sig at ligge inde med en masse potentiale og ressourcer. Men de var bare ikke blevet mødt på nogen ordentlige præmisser. De havde ikke fået lov til at vise alt det gode, de faktisk rummer og kan."

Fremtidens tryghed

Vandreturene med de unge nydanskere er i dag implementeret i virksomhedens uddannelse af deres egne ledere. Her får Trygs ledere mulighed for, som Stine Bosse udtrykker det: "At lære det, de aldrig ville kunne læse sig til i en bog."

"Det er meget vigtigt, at mine ledere forstår at relatere til mennesker i en hel anden kontekst end dem selv. I ledersprog hedder det empati, og det er en ualmindelig vigtig egenskab at have som chef."

Selv besidder Stine Bosse ikke bare indlevelsesevne og empati, men også benhårde ambitioner for sin virksomhed.

Folk vil blive nødt til at skulle betale for deres egen tryghed, og det er præcis, hvad vi sælger.

"Mit ønske for Tryg i fremtiden er, at virksomheden udvikler sig fra "bare" at være et forsikringsselskab til et blive leverandør af tryghed. Jeg ser en udvikling hen imod et samfund, der vil få sværere og sværere ved at tilbyde sine borgere den sociale tryghed, som især den skandinaviske velfærdsmodel ellers har kunnet brillere ved. Derfor tror jeg på, at vi som forsikringsselskab i fremtiden vil få mulighed for at spille en endnu vigtigere rolle, fordi folk vil blive nødt til at skulle betale for deres egen tryghed, og det er præcis, hvad vi sælger."

Men spørgsmålet er så, om ambitionen for virksomheden og chefens socialpolitiske arbejde ikke ender med at modarbejde hinanden. Til det svarer hun klart og velforberedt:

"Jeg mener sagtens, at socialpolitik og forsikringsarbejde kan gå hånd i hånd. Som jeg nævnte før, går jeg meget op i, at virksomheder også tør tage et socialt ansvar. Forsikringsbranchen skal ikke bare levere et produkt, som vi kan tjene penge på, vi skal levere et produkt inden for nogle rammer, som tilgodeser vores kunder bedst muligt. Der skal være balance i tingene - en balance mellem samfundet og erhvervslivet generelt - og den balance vil jeg gerne være med til at skabe med Tryg.

Som forsikringsselskabets øverste chef på niende år, må Stine Bosse selv føle sig tryg i sin stilling. Men hvornår begynder rastløsheden at melde sig?

"Jeg kan godt lide at tænke på, at jeg stadig har mulighed for at træffe nogle valg, der ville kunne føre mig nogle helt andre steder hen, end der hvor jeg er nu. Jeg kan fx stadig nå at blive præst, hvis jeg skulle ønske det. Den mentale tilstand af, at alting stadig er muligt, tror jeg, er med til at holde én ung. Jeg er lige blevet mormor. Men jeg er også en kvinde i min bedste alder, og der er stadig meget, jeg skal nå at udrette, før jeg går på pension."

--- --- --- ---

Karrierekvindens forbilleder

Stine Bosse har, allerede fra hun var ung, haft to dominerende forbilleder for sin karriere:

Sten Rode, Den første adm. direktør for Tryg.

- "Han brød med normerne for, hvordan en chef skal være. Fx havde han ikke noget skrivebord, men blot en lænestol på sit kontor, og han var nok den første til at indføre åben-dør-politikken over for sine ansatte. Desuden ser jeg meget op til ham for den ydmyghed, han udviste som chef. Han havde heller ikke brug for statussymboler og store biler. Det han stod for som direktør; nytænkning, tilgængelighed og ydmyghed er dyder, jeg selv efterstræber i min chefrolle."

Bodil Nyboe Andersen. Tidligere nationalbankdirektør og nu en del af bestyrelsen for Tryg, samt bestyrelsesformand for Københavns Universitet og Dansk Røde Kors.

- "Dengang Bodil Nyboe Andersen blev nationalbankdirektør, var der kun meget få kvinder med topposter inden for erhvervslivet i Danmark. Det gjorde virkelig et indtryk på mig at se denne her seje kvinde bestige en så prestigefuld stilling. Det var meget inspirerende for mig at opdage, at det kunne man også."

Tags:

  • Stine Bosse