Hjerte, hjerne eller nosser

42-årige Troels Lyby var fra ganske lille af fascineret af teaterverdenen. Hans forældre slæbte ham ofte med til forestillinger, og han husker, hvordan han følte sig draget af det. "Det var jo nok drømmen om at stå på en scene og blive set. Der var også flere skuespillere, som gjorde et stort indtryk på mig, så jeg havde vel en vis følsomhed over for det." Han fortsætter i en selvironisk tone: "Jeg kan sågar huske, at jeg tænkte: 'Det der skuespil ser da vildt let ud - det kan jeg da også.'" Og det kunne han. I dag kan Troels Lyby se tilbage på en lang række skuespilspræstationer på scenen såvel som på det hvide lærred. Han har medvirket i film som 'Anklaget', 'En kort en lang', 'Okay', 'Blå mænd' samt spillet roller i tv-serierne 'Forbrydelsen', 'Krøniken' og 'Sommer'. Men inden han nåede så langt, har det været en vej med mange udfordringer.

Ikke mindst når det handlede om at komme fra den lille landsby til at skulle begå sig i storbyens teaterverden, hvor dine bedste venner også er dine rivaler. Og når det gælder om at levere varen på scenen, så publikum kan fatte bare et glimt af sympati for selv den værste skurk.

I rampelysets skær

Scenen havde et tag i Troels Lyby ganske tidligt, hvor han sang i forskellige bands i hjembyen Solbjerg i udkanten af Århus. "Vi spillede sådan semiprofessionelt, men det var ikke noget, vi kunne leve af. Jeg spillede med en kreds af drenge, jeg kendte fra folkeskolen, men da jeg senere begyndte at spille inde i Århus, vidste jeg, at jeg skulle finde ud af, om det var musikken eller skuespillet, jeg ville satse på.

Jeg kan sågar huske, at jeg tænkte: 'Det der skuespil ser da vildt let ud - det kan jeg da også.

Og der var ingen tvivl for ham, at det skulle være skuespillet. Han søgte derfor ind på Skuespillerskolen i Odense og kom ind i tredje forsøg.
"Tredje gang havde jeg besluttet mig for, at det var sidste gang, jeg ville søge. Jeg havde mødt en masse mennesker i miljøet, der brugte uhyggelig meget tid på det uden at komme nogen vegne, og jeg havde en aftale med mig selv om, at hvis det ikke lykkedes efter nogle skud, ville jeg droppe det … men i sidste hug kom jeg sgu ind."

Fra kartoffelmarkerne til storbyen

Da Troels Lyby i 1994 var færdig på skuespillerskolen, ventede den virkelige verden og storbyen på ham. Han var dog så heldig umiddelbart efter at blive ansat på Dr. Dante på Avenueteatret i København. Her fik han endda lejlighed til at bruge sit musiktalent i musicalen 'Gasolin', hvor han havde sin debut. Sammen med en perlerække af andre unge nyudklækkede skuespillere som Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen og Sidse Babett Knudsen oplevede han en fantastisk tid, hvor han lærte meget af det, skolen ikke havde kunnet.

"På skuespillerskolen var det hele mere blødt, men i den virkelige verden skal du jo levere varen. Der kom en professionalisme ind over det, som gjorde, at jeg udviklede mig fra at være en anden boheme-kunstner-wannabe-fyr til pludselig at skulle bevise, at jeg faktisk kunne aflevere noget for at høre hjemme i branchen."
I starten kunne Troels Lyby også mærke, at han var en landsbyknægt og ikke havde Holbergsk blod i sine årer.

"Allerede på skolen var der mange, der i forvejen kendte hinanden og havde forbindelser i teaterverdenen, og da jeg kom til København, kunne jeg da godt mærke, at min referenceramme begrænsede sig til, hvad der var foregået på Aarhus Teater."

Han trækker på smilebåndet:
"Til at begynde med tænkte jeg, at jeg jo bare lige var kommet ind med firetoget og ikke vidste en skid om det her miljø."

Heldigvis får du også hård hud på hænderne af at vokse op, hvor kragerne vender, så det var ikke noget, der slog ham ud. Fra hjemstavnen fik han også al den opbakning, han kunne tænke sig.

Frihed og mad på bordet

De første år i København handlede for Troels Lyby om at etablere sig og få sit navn slået fast i skuespillerverdenen. Han ser dog projektet som vellykket og føler i dag, at han er nået dertil i sin karriere, hvor han i højere grad kan vælge sit arbejde ud fra lyst og ikke kun tænke på, hvad der bringer brød på bordet.

"I dag skal jeg have det sjovt med det, jeg laver. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve at tage sagerne i egen hånd og forsøge at skrive eller instruere noget."
Selvom Troels Lyby ser ud til at hvile i sin egen selvtillid, kløjes han dog noget med at svare på spørgsmålet om, hvad der præcis er hans forcer som skuespiller.

"Det er sgu svært at svare på, og det kan jeg ikke bare sidde her og sige, uden at det kommer til at lyde dumt."

Den beskedne jyde fremhæver i stedet en mission, som han forsøger at udføre:
"Jeg vil bare gerne prøve så mange roller af som muligt. Det er det, jeg stræber efter, og det er også en måde at undersøge mig selv på."

Og det er efterhånden ikke så få roller, Troels Lyby har kastet sig ud i. Han er glad for den alsidighed, han føler, de forskellige roller har budt ham, men selvom han har medvirket i en del tv-dramatik, synes han ind imellem, at rollerne på dansk tv bliver for flade.

"Amerikanerne er sindssygt gode til at gøre deres tv-karakterer meget dybere. De er ikke bange for at tage dem ud i nogle ekstremer og lade skuespillerne forsvare disse ekstreme personligheder."

Han fremhæver 'Sopranos', som er en af hans absolutte favoritserier.
"I serien følger vi jo nogle virkelig dumme svin, men vi bliver stadig underligt fascineret af dem. Herhjemme skal vi være så politisk korrekte, og det gør figurerne flade."

For Troels Lyby er det vigtigste for en skuespiller, at han både formår og får lov til at vise den dobbelthed af mennesket, som netop gør afbildningen realistisk.

"Hvis publikum får stukket en facitliste ud med, hvem der er gode, og hvem der er onde, bliver det jo vildt uinteressant." Han fortsætter passioneret:

"Jeg vil se komplicerede mennesker, som både er det ene og det andet. De renskurede karakterer hører ikke hjemme i virkeligheden, og det hele bliver derfor urealistisk."

Fra bæst til menneske

Troels Lyby har vanskeligt ved at fremhæve en rolle, han har spillet, som står højere end de andre. Efter en kort tænkepause, nævner han alligevel hovedrollen i filmen 'Anklaget', hvor han spillede en mand, der bliver anklaget for at have misbrugt sin datter.

"Vi havde et meget intenst forløb med at lave filmen, og den var supergodt skrevet. Og i denne film var der nemlig denne her dybde i karakteren, hvor man i gåseøjne skulle gå ind og forsvare sin rolle."

Han understreger vigtigheden af, at en skuespiller kan finde ud af at forlade sin egen moral, når han træder ind i en rolle.

Til at begynde med tænkte jeg, at jeg jo bare lige var kommet ind med firetoget og ikke vidste en skid om det her miljø.

"Jeg har jo et moralkodeks for Troels, men det ville være uærligt af mig at tage det med ind i mit arbejde. Jeg skal jo ikke fortælle folk, hvad der er rigtigt og forkert."

Generelt ser Troels Lyby noget spændende i skurkerollerne, hvis de vel at mærke giver råderum for, at du kan spille dem nuanceret.

"Jeg har mange drømmeroller, men hvis jeg skal nævne en, må det være Richard den 3. af Shakespeare. Jeg så Laurence Olivier spille rollen som barn, og jeg var bare helt vildt fascineret af ham."

Igen slår han på den dobbelthed, som skurkerollen måske bedst af alle kan repræsentere.

"Richard den 3. er en grim krøbling, der er totalt undervurderet og latterliggjort af sine omgivelser, og pludselig vokser den her satan frem i ham, og han erobrer kongemagten. Han er talerøret ud til publikum gennem hele stykket, og det giver denne her fantastiske dobbelthed."

Efter at have talt om alvorlige roller i det meget seriøse drama fremhæver Troels Lyby også sine komedieroller i blandt andre 'En kort en lang' og 'Blå mænd'. Han understreger, at de kan være lige så spændende og givende at spille.

"Som skuespiller indgår du altid en aftale med publikum, når de træder ind ad døren. Du skal formidle til dem, om forestillingen er morsom, eller om den skal tages meget alvorligt."

Han fortsætter med et glimt i øjet:
"Det er jo fantastisk dejligt, når folk griner. Men specielt når det er en komedie."
Men uanset om det er en komedie eller en tragedie, han spiller, handler det for ham altid om det samme.

"Jeg vil bare fortælle den historie, der ligger i stykket, så godt som overhovedet muligt. Men det er da virkelig også på sin plads, at folk ikke altid skal gå hjem efter en forestilling og tænke over tingene flere dage efter."

En underlig deal

Når du kaster et blik på Troels Lybys cv, må du konstatere, at hans drengedrøm om scenen er gået i opfyldelse. Imidlertid kan han dog sagtens se en bagside af medaljen ved at leve et liv på de skrå brædder. Udover de lange arbejdsdage og uregelmæssige arbejdstider bryder han sig ikke om det albueskubberi, som unægtelig er en del af branchen.

"Der er så meget konkurrence internt i branchen, hvor folk måler sig i hinandens succes og fiasko, og det er selvfølgelig ubehageligt."

"Det er også en branche med en masse fantastiske mennesker, men vi lever jo med, at vi er rivaler med vores bedste venner i forhold til at få roller. Man må bare lære at tage det sure med det søde."

Han lægger heller ikke skjul på, at han ikke er videre begejstret for den mediebevågenhed, der følger med berømmelsen.

"I starten var jeg glad for det ud fra devisen 'al reklame er god reklame', men det bliver mildest talt uinteressant i længden."

Premierebilletterne, der vælter ind af brevsprækken derhjemme, er heller ikke noget, han ynder at gøre brug af.

"Du finder ud af, efter du er rendt til premiererne nogle gange, at det ikke rigtig kan noget, der er ikke noget i det, og det giver dig ingenting."

Han har svært ved at holde masken, da samtalen falder på ugebladene og deres jagt på kendte mennesker til at udfylde deres sladderspalter.

"Den kulørte presse mener jo, at man har en aftale med dem: De skriver noget om os i forbindelse med premiererne på vores film, og så skylder vi dem ellers at stille op til hvad som helst", siger han og ryster på hovedet:

"Det er sgu en underlig deal, og jeg har bestemt aldrig indgået sådan en aftale med dem."

Frygten for at fare vild

At Troels Lyby lever og ånder for det arbejde, han nu engang har valgt, er tydeligt at spotte. Men at vejen til scenen til tider har været barsk, lægger han ikke skjul på og understreger, at man virkelig skal brænde for branchen for at have gode chancer for at slå igennem i den.

"Det er fint nok, at du gerne vil være kendt og har en masse drømme i den retning, men der skal være noget nedenunder de drømme. Du skal elske at stå på scenen! Du skal virkelig brænde for det, for ellers er der simpelthen for mange downsides ved det, så bliver du ikke glad."

Han afviser heller ikke den velkendte fordom om, at der i skuespilverdenen ligger en risiko for, at skuespilleren mister sig selv på vejen mod succes.

Du skal elske at stå på scenen! Du skal virkelig brænde for det, for ellers er der simpelthen for mange downsides ved det.

"Hvis du hele tiden måler dit værd i omverdenens vurdering af dig, kan du nemt fare vild. På scenen står du hver aften foran 6-800 mennesker, og hvis du tager deres respons ind i dit liv, vil du være i fare for at føle dig overset, ulykkelig og bitter."

Klar over den voldsomme alvor i ordene trækker Troels Lyby smågrinende lidt i land:
"Okay, det lyder måske lidt for forfærdeligt. Men en ting er sikker - som skuespiller skal du hele tiden kunne navigere dine valg og være ydmyg over for dit arbejde, så mister du ikke dig selv."

Tags:

• Karriereportræt
• Troels Lyby
• Skuespiller