Headerspace
.
Brug af IT til eksamen

Computere er ikke altid en fordel

So.dk har talt med Carsten Butz, som er studieleder på IT Universitetet, om IT-brug til eksamen. Men selv på informationsteknologiens højborg er det ikke givet, at det altid er en fordel med mere IT.

Hvordan kan det i grunden være, at man selv på IT Universitetet anvender papir og blyant til skriftlige eksaminer? Studieleder på IT Universitetet, Carsten Butz, fortæller:

"Der er mange overvejelser angående brug af computere til eksamen. Om det rent faktisk er en fordel for de studerende, dvs. om det hjælper eller besværliggør processen, samt utrolig mange tekniske overvejelser. Der er nogle fordele i at anvende computer til tekst-eksamener, men der er også nogle ulemper." Carsten Butz understreger flere gange, at problematikken ikke er så simpel, som den umiddelbart kan forekomme - det er derfor vigtigt at være fordomsfri i sin overvejelse af fordele og ulemper. At erstatte det håndskrevne, er kun en del af det.

Andre eksamenstyper

En løsning kunne være at ændre på eksamensformerne, så måden man bliver evalueret på egner sig bedre til brug af PC. Vi spørger derfor Carsten Butz, om det er muligt i fremtiden udvide antallet af eksamenstyper, hvor man må anvende computere til eksamen. Og faktisk er der flere lande, hvor man forsøger sig med andre metoder.
"Nogle universiteter i udlandet har eksaminer, hvor man arbejder med beregninger, og så indtaster svaret - f.eks. et tal. Man har adgang til PC, enten i et eksamenslokale eller derhjemme. Man logger på, når eksamen starter, og så har man f.eks. fire timer."

Hurtigere svar

Carsten Butz giver en længere, kompliceret forklaring på forskellige teknikker fra udenlandske universiteter, som i bund og grund går ud på, at man indtaster sine resultater online i løbet af en begrænset tidsperiode. Fordelene er flere - man undgår f.eks. at skulle vente i ugevis på sit resultat, da det bliver beregnet automatisk, og underviseren kan trække statistikker ud på, hvilke opgaver, der var sværest eller lettest for de studerende.

Kompliceret teknolog

Men at lave online-eksamener er ikke ukompliceret løsning, og på ITU skal de studerende ikke forvente det indført de første par år: "Det kræver virkelig forskning i, hvordan vi kan bruge computere i eksamen", forklarer Carsten Butz, som vurderer, at det er meget resourcekrævende at opsætte den type eksaminer i forhold til almindelige skriftlige eksaminer. Eksamensprogrammet skal både udvikles og programmeres, hvilket er meget tidskrævende. "Og det kræver, at man har nogle undervisere, som virkelig brænder for det, og som har prøvet det før."

ITU om 10 år

Kompliceret IT eller ej - skriver man monstro stadig i hånden til eksamen på ITU om ti år? I nogle eksaminer vil man helt sikkert gøre det, mener Butz. "I programmeringseksaminer kunne man forsøge med PC, men i nogen tilfælde vil det faktisk være en ulempe. I programmering er det ikke det vigtigste, at koden virker. I praksis har man jo nogen, der sidder og tjekker om der er syntaksfejl eller lignende. Det vigtige er, om de overordnede principper er ok, om algoritmen er ok. Om man så har glemt et semikolon et sted, der er mindre vigtigt. Hvis man har computer til sådan en eksamen, så vil man være meget bekymret, hvis der kommer alt for mange fejlmeddelelser."

Fremtiden holder en pen i hånden

På ITU konkluderer man altså, at papir og pen i visse tilfælde stadig er den bedste eksamensløsning for de studerende. Så selv om antallet af skriftlige eksaminer er tyndet kraftigt ud i takt med, at nye alternative eksamensformer har vundet indpas, kan man som studerende ikke forvente at vinke endegyldigt farvel til de håndskrevne eksaminer foreløbig.

Tags:

  • Eksamen
  • IT
  • IT og Teknik