Gruppeeksamen skaber splid blandt studerende
Regeringens planer om at genindføre gruppeeksamen, vækker ikke lige stor glæde blandt alle studerende. En undersøgelse foretaget af so.dk viser, at kun halvdelen synes, at det er en god idé. Danske Studerendes Fællesråd fastholder alligevel, at universiteterne har brug for gruppeeksamen.
Da VK-regeringen afskaffede gruppeeksamenen i 2007, skabte det voldsomme protester hos mange studerende, så derfor burde planerne om at genindføre gruppeeksamen også nyde stor opbakning blandt de studerende.
Kun hver anden støtter gruppeeksamen
En undersøgelse foretaget af so.dk viser, at kun halvdelen af de studerende på videregående uddannelser ser positivt på at genindføre gruppeeksamen. Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Magnus Pedersen, forstår godt, hvorfor de studerende er splittede.
"På universiteterne er det vidt forskelligt på hvilke fag, det giver mening at have gruppeeksamener. Derfor er der en del studerende, der ikke mener, at det er nyttigt, men også mange, der finder det brugbart. Det giver fint mening og påpeger netop behovet for muligheden for gruppeeksamen", udtaler han til so.dk.
De bedste trætte af at hjælpe de dårligste
Lars Kaaber, Dr.phil., mener, at der ligger en anden forklaring bag de uenige studerende.
"Det er ofte de dygtigste studerende, der hiver de dårligste op og laver meget af arbejdet for dem. Og omvendt kan de mindre gode også føle sig i klemme. Og det tror jeg faktisk, begge parter er trætte af", vurderer han.
Gruppeeksamen giver uheldige konsekvenser
Som eksaminator og censor ved gruppefremlæggelser på universiteter har Lars Kaaber flere gange været vidne til uheldige konsekvenser af gruppeeksamenen. Blandt andet da han selv måtte give en karakter, der ikke var helt retvisende for alle i gruppen.
"En af gruppens medlemmer sad, på grund af uoverensstemmelser i gruppen, til den lyse afleveringsmorgen og skrev hele opgaven om. I denne situation vurderer vi i realiteten en individuel eksamen som en gruppeeksamen. Og jeg synes faktisk ofte, der bliver givet en individuel karakter, selv om det er en gruppeeksamen", forklarer han.
DSF vil have gruppeeksamen tilbage
DSF holder alligevel fast i, at gruppeeksamenen igen skal være en del af universitetsloven.
"Det er vigtigt at genindføre gruppeeksamen, for det sikrer, at de måder vi undervises på, også afspejler den måde, vi går til eksamen på. Både i løbet af studierne og i vores senere arbejdsliv laver vi gruppearbejde, og det skal vi også have mulighed for til vores eksamener", siger Magnus Pedersen.
Han ser genindførslen af gruppeeksamenen som det første, nødvendige skridt. Herefter er det de studerende selv, der skal finde ud af hvilke fag, der egner sig bedst til gruppeeksamener.
"Når gruppeeksamen genindføres, vil vi som studerende i studienævnene selv kunne bestemme på hvilke fag, der skal være gruppeeksamen. Det vil altså ikke være tvang, men en mulighed, vi ser frem til", siger de studerendes formand.




