I vores jagt på den almindelige danske studerende mødte vi en pige, hvis læseferie bestod af sene læse-sessioner, cocktail-drikkeri med veninderne samt en 3 timer lang gruppeeksamen.
Lise er 20 år, bor på Nørrebro i København og har netop færdiggjort 2. semester på den humanistiske basisuddannelse på RUC. So.dk fulgte Lise i ugen op til hendes afsluttende eksamen for at undersøge, hvordan den gennemsnitlige danske studerende tilrettelægger sin hverdag.
Torsdag d. 17. juni
Dagens gruppemøde starter klokken 14.00 på Hovedbiblioteket, og kun fire af de seks gruppemedlemmer i Lises gruppe er ankommet. Alligevel viser mødet sig at være lidt af en forløsning. "Skriveprocessen har været lidt vanskelig med den her gruppe, fordi det har været svært at holde folk i gang. Men ved det her møde var det som om, at alle var fokuserede og tændte", siger Lise.
Da mødet slutter ved 18-tiden, tager Lise hjem til en af sine veninder fra gruppen for at se det sidste afsnit af 'Sex And The City' og drikke hjemmerystede cocktails. Ved midnatstid er Lise hjemme på Nørrebro igen.
Fredag d. 18. juni
Dagen starter ved 12-tiden med en telefonsamtale med en af de andre gruppemedlemmer. Natten forinden har gruppen modtaget skriftlig kritik fra deres censor, og der er et par hårde kritikpunkter. Lise arbejder koncentreret i de næste fire timer. Hun når både at læse og at få skrevet lidt på det oplæg, hun skal holde om 'Eurowoman' til onsdagens eksamen, inden hendes forældre kommer til middag.
Ved midnatstid møder Lise tre veninder på Rådhuspladsen. De fire piger skal i byen, og på Lises foranledning starter de på 'Proper' på Vesterbrogade, hvor de drikker et par cocktails. "Det var rart med et afbræk i eksamenslæsningen og ikke mindst at se nogle andre mennesker end gruppen", siger Lise. Pigerne ender på 'Streckers' i indre by - bestemt ikke Lises yndlingssted, men efter et par drinks er det hele pludselig meget sjovere!
Lørdag d. 19. og søndag d. 20. juni
"Jeg er først hjemme fra byen ved 7-tiden lørdag morgen, så jeg sover til 15.30, hvor jeg straks går i gang med at læse lidt af den teori, vi har anvendt til projektet", fortæller Lise. Hun fortsætter arbejdet indtil klokken 19.00, hvor hun tager til middag hos sin far.
Søndag arbejder Lise med sit oplæg fra 11.00 til 17.00. Det skal helst være færdigt til mandagens gruppemøde. "Egentlig skulle jeg have været til fødselsdag hos en veninde, men jeg kunne simpelthen ikke overskue det, når jeg endnu ikke var færdig med oplægget", siger Lise.
Om aftenen ser Lise en smule fjernsyn og støvsuger lidt - næste gruppemøde skal nemlig afholdes i hendes lejlighed.
Mandag d. 21. juni
Lises gruppe ankommer klokken 11. For første gang i læseperioden er hele gruppen samlet, og det er en fordel, mener Lise: "Det var et ret struktureret møde, og jeg fik indtryk af, at alle havde samme fokus." Gruppemedlemmerne fremlægger deres oplæg for hinanden og laver en disposition til eksamen, inden mødet slutter klokken 15.
En af veninderne fra gruppen bliver efter mødet for at give Lise moralsk støtte. Om aftenen skal hun nemlig på sit livs første blind date med en fyr, hun har mødt på en dating-side på Internettet.
Aftenen viser sig dog at blive lidt af en fiasko: "Det var som at være på date med en venindes lillebror - han lignede en lille dreng på 12 år! Vi snakkede høfligt om overfladiske ting men fik intet ud af det, så jeg tog hjem efter knap to timer."
Tirsdag 22. juni
Det er dagen inden eksamen, så Lise står tidligt op for at kigge på sine noter en sidste gang. Hun får også øvet sit oplæg igennem, inden hendes mor ankommer ved 17-tiden. De tager ind i 'Vester Vov Vov' for at se 'Lost In Translation'. "Det var en god film, og det var virkelig rart at få afledt tankerne lidt inden eksamenen", fortæller Lise.
Onsdag 23. juni
Eksamenen varer fra klokken 9.30 og tre timer frem. "Jeg er ikke særlig glad for at gå til eksamen, men den her var ok. Censor var sjov, og vi fik grinet lidt, hvilket gjorde os alle mindre nervøse", fortæller Lise. Gruppen ender med at få 9. Ikke alle er lige glade for karakteren, men Lise er tilfreds: "Arbejdsprocessen har været svær, og alene derfor synes jeg, at 9 er flot", slutter hun.




