Synes du, det er svært at bevare motivationen og stå op til en dag foran computeren hver eneste dag måned efter måned? Vi har talt med Signe Skov fra studie- og karrierevejledningen på KU, og Vibeke Ankersborg, kandidatafhandlingskonsulent på CBS, som hver opstiller tre gode råd til hvordan du undgår specialesumpen.
Signe Skov har otte års erfaring med vejledning af universitetsstuderende i opgave- og specialeskrivning. Her kan du læse hendes tre gode råd til specialestuderende:
1. Lav delmål og deadlines
Bryd hele specialet op i overskuelige skrivebidder (afsnit) og det halve år i overskuelige tidsintervaller (timer, dage - nogle gange minutter). Sæt deadlines for hvornår noget skal være færdigskrevet og færdiglæst. Husk dog at indregne elastik til uforudsete hændelser i planlægningen, tid til pauser og tid til at opretholde et almindeligt socialt liv.
2. Opsøg feedback
For at fremme tekstkvaliteten er det en god idé at modtage feedback fra fx medstuderende, vejleder og feedbackgruppe både tidligt og løbende i din skriveproces. På den måde bliver du mere fortrolig med og bevidst om den genre, du skriver i - den videnskabelige. Du mindsker således risikoen for at skrive i en gal genre eller at skulle revidere og omskrive en masse tekst. Desuden speeder det din skrive- og refleksionsprocesser op, når du taler med andre om dit projekt.
3. Skriv hver dag
For at opnå en effektiv og konstruktiv skriveproces, er det afgørende, at du kommer i gang med at skrive fra dag 1. Derved udvikler du din tænkning, mens du skriver. Dette medfører, at du læser, problemformulerer, analyserer og litteratursøger mere fokuseret og målrettet, plus at det giver dig en fornemmelse for psykologisk gevinst, når du er startet på dit speciale og har fået taget hul på "de 80-100 sider".
Du skal være fleksibel og indstillet på at skrive flere steder på én gang i specialet, for du starter sjældent med at skrive fra side 1 og frem. Mere effektivt og konstruktivt er det at starte på de afsnit, hvor du har mest på hjerte eller som er opsamlende og overbliksskabende, fx kapitelindledninger og delkonklusioner. Det er også en god idé at starte på de afsnit, der er styrende for specialet, og hvor du viser mest selvstændighed, nemlig analyserne og diskussionerne.
Vibeke Ankersborg har skrevet bogen "Specialeprocessen. Tag magten over dit speciale", hvor hun bl.a. opstiller 15 punkter for, hvordan du kommer igennem specialeprocessen. Her fremhæver hun de tre vigtigste:
1. Beslut dig for at du skriver speciale
Det er et fuldtidsjob, der kræver din opmærksomhed så skab både mental og tidsmæssig plads i dit liv til, at du kan koncentrere dig om specialet.
2. Accepter at det er en proces. Det betyder:
- At du skal træffe en masse vigtige beslutninger i startfasen, hvor du har mindst viden.
- At der er en masse valg og fravalg undervejs, uden at du kan kende konsekvenserne af valgene.
- At der er en masse ubesvarede spørgsmål og spørgsmål, som du ikke ved, at du kommer til at stille senere i processen. Derfor vil du opleve at gå i stå med jævne mellemrum. Det er en integreret del af processen, der går over, og du skal ikke lade dig frustrere af det.
3. Benyt dig af universitetstilbuddene
Brug alle de tilbud, som dit universitet stiller til rådighed i form af vejledning, specialeseminarer, materialer m.v. Du er ikke den første, der skriver speciale, så brug andres viden og erfaringer i stedet for at opfinde det hele selv.
Læs også de resterende gode råd fra Vibeke Ankersborgs bog "Specialeprocessen - tag magten over dit speciale".




