Maria var i det frygtede specialevakuum. Lær af hendes hendes historie.
Du er langt om længe nået til afslutningen på dit studium. Forude venter det virkelige liv og et rigtigt job. Du skal bare lige have skrevet det hersens speciale, men det kan vel ikke være et problem. Eller kan det...
Sådan tænkte Maria Therese Miller Jakobsen også, da hun tog hul på specialet på Masteruddannelsen i European Business and Law på Handelshøjskolen i Århus. Hun satte en deadline for afleveringen, men måtte snart sande, at specialet ville blive en hel del forsinket.
Den tunge beslutning
"Der er jo mange, der siger, at man skal overveje grundigt, hvad man skriver speciale i, fordi det tit er det, man kommer til at beskæftige sig med bagefter. Så for mig var det en meget, meget tung beslutning at træffe. Jeg var bange for at lægge mig fast på et enkelt emne og så komme til at fortryde", fortæller Maria.
Derudover lokkede arbejdslivet efter specialet ikke Maria, da lange arbejdstider over for studielivets frihed og fleksibilitet ikke fristede. "Jeg var glad for at kunne gå på café og hygge mig og være ung og leve. Så det havde nok noget at gøre med, at den virkelige verden og voksenlivet truede forude", siger Maria med et smil.
Samvittigheden
Den dårlige samvittighed blev hurtig dominerende for Maria. "Den var der jo bare hele tiden og gik ikke væk. Når man sad foran fjernsynet og så Beverly, fik man dårlig samvittighed, fordi man burde arbejde på specialet i stedet. Det kunne godt stresse rigtig meget."
En investering
En anden stressfaktor for Maria var at sammenligne sig med sine medstuderende. Tidligere havde de altid fulgtes ad og afleveret opgaver samtidig, men med specialet var det anderledes.
"Alle dem jeg havde læst med blev færdige, og det syntes jeg var enormt stressende", fortæller hun. De fik job, mens Maria stadig hang fast i studielivet. "Jeg var vildt glad på deres vegne, men jeg havde rigtig dårlig samvittighed over ikke selv at være færdig", siger Maria, der på samme tid arbejdede som kontorassistent til en meget lavere løn, end den hun ville få, hvis hun brugte sin uddannelse. "Så det var egentlig en investering for mig at blive færdig", reflekterer hun.
Samvittigheden blev en motivation
Maria var dog aldrig i tvivl om, at specialet nok skulle blive færdigt. Hendes storebror er aldrig blevet færdig med sit speciale, fordi han fik fast job, der hvor han havde arbejdet under studiet. Men Maria havde ikke selv et studierelevant job, så det var vigtigt for hende at få skrevet specialet. Samvittigheden blev gradvis større, men den endte også som motivationen, der løste problemet.
"Jeg kunne til sidst mærke, at jeg var så gal på mig selv over ikke have fået skrevet specialet, at det motiverede mig.
Maria blev færdig med sit speciale i 2008 og arbejder i dag hos Novo Nordisk som Mobility Partner i afdelingen Labour relations and global mobility.
