Asiens New York
Seoul er en by, der har rejst sig efter krig og konflikt og nu afspejler innovation, udvikling og Asiens fremdrift. Med andre ord en by alle studerende bør overveje som destination for et udvekslingsophold.
Når det er høfligt ikke at svare
Agnete på 22 havde en mission. Hun ville lære kulturen at kende et sted, hun intet vidste om. Derfor besluttede hun i 2009 at tage på udveksling i Korea, et land hun nu anbefaler alle at opleve.
Mit kendskab til Asien var ikke særligt stort, så jeg vidste i lang tid, at det var det kontinent, jeg ville udforske, når jeg skulle på udveksling. Jeg satte mig derfor bogstaveligt talt med et landkort foran mig for at finde ud af, hvilket land jeg vidste mindst om. Derfor faldt valget på Korea. CBS har en udvekslingsaftale med Korea University Business School i Seoul, som bortset fra én anden større by, er landets eneste mulighed for at læse på universitetet. Korea er et relativt underudviklet land udenfor hovedstaden.
Min kæreste og jeg var af sted sammen, og det var der
selvfølgelig en tryghed i. Tingene føles som regel nemmere, når man
er to, men ikke i Korea. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at koreanerne
har et ekstremt lavt niveau i engelsk, og sproget var derfor en
stor udfordring. Det er dog et meget venligt folkefærd, som er
ivrigt for at komme i kontakt med andre. De er meget hjælpsomme,
men den sproglige barriere gjorde det svært at integrere sig i
samfundet.
En anden udfordring i forbindelse med kulturen mærkede jeg på
universitetet. Herhjemme lærer vi at stille spørgsmål og være
kritisk over for de kilder, vi benytter. I Korea oplevede jeg, at
det var høfligt ikke at svare, når du i timerne blev spurgt om
noget. Du skal ikke ytre din holdning, men udvise høflighed ved at
holde mund. Eksamen bestod af multiple choice, hvilket i sig selv
også var en stor forandring for mig.
Korea er et splittet land, men det var ikke noget, jeg mærkede i
det daglige. Det var først, når jeg fik skabt tillid til folk, jeg
fornemmede, hvor meget konflikten mellem nord og syd påvirker den
enkelte. Konflikten er en familietragedie, fordi den har splittet
mange familier. Men det er et tabubelagt emne. For at vinde tillid
hos koreanerne, skal du opsøge dem. De er tilbageholdende, når det
gælder dét at etablere et dybere kendskab til dig.
Jeg synes, det var en stor oplevelse i sig selv at føle, at jeg
trods sproglige og kulturelle barrierer forstod kulturen i takt
med, at dagene gik. Jeg havde koreansk på universitetet, så jeg
lærte blandt andet at bestille mad, når vi gik ud og i det hele
taget at begå mig. Udfordringen i at tage til et land, hvor man
intet aner om noget som helst, og hvor sprog og kultur er så
radikalt anderledes, end hvad vi er vant til i den vestlige verden,
var simpelthen en fantastisk oplevelse.
Et meget ærligt folkefærd
I øjeblikket har Andreas skiftet hverdagen som cand.merc. i International Business på CBS ud med studier i Seoul. Her har han allerede efter en måned fået indfriet sine forventninger - om end ikke uden komplikationer.
Det har været en hektisk start i Seoul. Allerede efter få dage er det gået op for mig, hvor meget mere end blot faglig udvikling, det her ophold kommer til at betyde for mig. Du skal ikke tro, at når beslutningen om at tage på udveksling i Asien først er truffet, så er resten en dans på roser. Men det kan det blive, hvis du er tålmodig og accepterer de udfordringer, der melder sig.
For eksempel har jeg oplevet, at det ikke er sådan lige at finde bolig uden for de internationale huse, der er tilknyttet universitetet. Min kæreste og jeg er af sted sammen, men da hun ikke læser herovre, har vi ikke kunnet benytte os af mit universitets internationale hus. I vores søgen efter et sted at bo har vi fundet ud af, at koreanere næsten udelukkende taler koreansk. Vi fandt heldigvis en udlejer, vi kunne kommunikere med, og som kunne tilbyde os en lejekontrakt designet til udlændinge. Dvs. at vi ikke skulle binde os for et helt år, som ellers er det normale.
Selvom der har været enormt mange udfordringer forbundet med
sproget og kulturen, har det faglige niveau på studiet virkelig
levet op til mine forventninger. Jeg læser MBA-fag sammen med
koreanere på over 30 år, som har en del erhvervserfaring og derfor
meget at fortælle om. Jeg har heller ikke oplevet, at det bare
handler om at lære udenad, som tesen ellers ofte er om
bachelorniveauet.
På det sociale plan er mine forventninger også blevet indfriet.
Det er rigtig fedt at opleve, hvor sociale koreanerne er. De
udvekslingsstuderende, jeg læser med, er også åbne og har en
indstilling til, at det er spændende at lære nye mennesker og
kulturer at kende. Det er en naturlig del af den koreanske kultur,
at man spiser samlet de fleste af ugens dage, når man er færdig på
skolen eller på jobbet. Byen er proppet med billige, gode
spisesteder, barer og clubs, hvor du så ofte som muligt drikker
soju, som er deres nationale alkohol.
Koreanerne prøver altid, så godt de kan, at hjælpe, hvis du har brug for det. Her bliver ikke begået vold og kriminalitet i samme grad som i andre storbyer. Folk hverken stjæler eller snyder dig. Du får det, du har betalt for. Det er en sikkerhed, som er meget lig den, vi er vant til i Danmark. Engang kørte en taxachauffør min kæreste og mig et helt forkert sted hen på grund af en misforståelse. Den tog han på sin kappe, og vi betalte det, vi var blevet lovet, selv om turen kostede fire gange så meget.




