Auf geht’s zur Wiesn in München
Ud over årets fest, Oktoberfest, byder München på et pulserende natteliv, skisportssteder og anerkendte universiteter. Så pak dine lederhosen plus dit 1L ølkrus og tag på udveksling i Tysklands livligste by.
Fællessang på Bakken på den fede måde
Om torsdagen fik 23-årige Alexander idéen, at han ville
til udlandet og studere. Mandag sendte han sin ansøgning uden at
kunne et ord tysk. Dermed blev den sikre hverdag på DTU skiftet ud
med oktoberfest, lederhosen og undervisning på tysk.
Jeg var nok lidt kæphøj, inden jeg tog af sted. Jeg havde en forventning om at arbejde hårdt for at få gode karakterer, men da jeg kom derned, fik jeg et andet syn på det. De gode karakterer blev nedprioriteret, fordi jeg hellere ville bruge tiden på mine kammerater og på at lære at tale tysk - men jeg havde det i det mindste sjovt.
Folk i München taler meget bayersk, som kan være lidt svært at forstå, men de er venlige og imødekommende - hvis du taler tysk til dem. Jeg var derfor ret frustreret den første måned, fordi mit tysk ikke var særlig godt, men jeg kom stille og roligt efter det, eftersom jeg fandt nogle gode tyske kammerater med masser af tålmodighed. Min ene ven fattede ikke et ord af det, jeg sagde den første uge, men inden jeg tog hjem, sagde han til mig med et stort smil: "Du siger stadigvæk ikke én eneste grammatisk korrekt sætning, men nu forstår jeg alt, hvad du siger."
Oktoberfest er tre uger ud af kalenderen, hvor byen summer af liv og masser af turister. Der er rejst kæmpe telte på Oktoberfestpladsen, som er gigantisk stor. Det er svært at forestille sig, hvor stort det er, men det kan lidt sammenlignes med Fælledparken med et stort bord, hvor du sidder med enliters ølkrus. Så nyder du solen og taler med folk, og bagefter går du ind i teltet, hvor du står på en bænk og synger med. Der er sådan lidt fællessang på Bakken over det, men på den fede måde og så i lederhosen. I midten af teltet står der et band og spiller samtidig med, at de skåler med publikum. Du spiser kylling med fingrene og tørrer dem af i dine lederhosen, mens du tager en stor tår af din øl.
Jeg har fået en masse ud af opholdet. Jeg er ikke bange for at tage til et andet land, hvor jeg ikke kender sproget. Nu kunne jeg godt finde på at tage til fx Kina for at bruge et halvt år på at lære sproget. Derudover har opholdet gjort mig mere uafhængig, så hvis jeg ikke finder arbejde i Danmark, kunne jeg godt finde på at tage til udlandet og arbejde.
Jeg er desuden blevet mere internationalt orienteret, fordi jeg gennem min læsegruppe har set, hvordan tyskere, kinesere og svenskere arbejder. Vi havde nogle helt forskellige tilgange til, hvordan vi skulle gribe et fag an. Tyskerne er enormt dygtige til at huske alting, kineserne til udenadslære uden egentlig at forstå noget, hvor svenskeren og jeg var ret ens - vi satte os ned og sagde, at vi ville have noget overordnet, og så kunne vi altid fordybe os og læse op på det senere. Opholdet har derfor givet mig en masse, både fagligt og personligt, så jeg vil helt klart anbefale andre at tage af sted. ■
Yuppietyper og fedt natteliv
Louise på 22, der studerer Erhvervskommunikation på CBS, havde været i München før, men hun havde ikke fået nok af den levende handelsby med masser af muligheder for studerende. Hun valgte derfor at udfordre sig selv ved at tage alene af sted i syv måneder.
Jeg forventede, at det ville blive det vildeste semester på min uddannelse, fordi jeg hørte fra alle, som havde været på udveksling, at opholdet kun handler om druk og nye venner fra hele verden, og det var der rigelig mulighed for. Der var arrangementer tre gange om ugen for Erasmus-studerende, så universitet gjorde rigtig meget for os. Der var ture rundt i Tyskland og skiture, som alle var ret billige. Jeg benyttede mig derfor af nogle af tilbuddene, fx var jeg med på en pubcrawl, da jeg lige var kommet derned. Jeg var dog ret skeptisk over for den, fordi det ikke lød til at være mig, men jeg endte med at møde to piger, som jeg brugte resten af min tid i München sammen med. Så selv om man er nervøs over for noget nyt, skal man bare springe ud i det.
Der er mange flinke mennesker i München. Det er en meget ung by, fordi det er én af de byer, hvor folk tager hen for at læse, så der er masser af muligheder for unge uden for skolen, bl.a. et godt natteliv. Jeg synes, der er lidt højere til loftet, selv om byen måske er kendt for at være konservativ og katolsk. Det er sådan lidt "tradition møder det moderne samfund." Derudover ser jeg München som en handelsby, fordi der er mange yuppietyper med jakkesæt, som bruger deres weekender på at køre ud på landet og spille golf.
Opholdet har givet mig rigtig meget, både fagligt og personligt. Jeg har fået rykket nogle grænser ved bl.a. at skulle bo sammen med en anden, som jeg ikke er vant til herhjemme. Det har bekræftet mig i, at jeg godt kan klare mig på egen hånd, hvilket har styrket min selvtillid. Det overgik derfor langt mine forventninger. Til gengæld var opholdet meget anderledes, end hvad jeg havde forventet, fordi jeg havde et studiejob dernede, hvilket betød, at min fritid var begrænset i forhold til mange andre Erasmus-studerende. Der var derfor meget at lave, især op til eksamenerne, men jeg kom igennem det, og det har kun gjort mig stærkere.
Den første måned føltes som ét halvt år og resten af opholdet som én måned. Tiden går så hurtigt. Lige pludselig skal du hjem igen, og du skal forlade en hel omgangskreds, du har bygget op. Det synes jeg, var rigtig svært. Men det er jo en del af det. Det skal jo slutte på et tidspunkt. ■






