Har du mod på en international karriere?
Har du mod på en international karriere? Vi har spurgt CBS og Københavns Universitet om mulighederne for at internationalisere karrieren i studietiden.
En international karrierevej er en lokkende tanke hos mange studerende. Et semester uden for landets grænser er ofte det første skridt på vejen. På to af landets største uddannelsesinstitutioner er internationaliseringen af de studerende da også et centralt tema.
Stor fokus på internationalisering
Det Internationale Kontor på Københavns Universitet arbejder for at øge udrejsekvotienten for studerende år for år, fortæller fuldmægtig Katja Pietras Nielsen. "Der er stor fokus fra universitets side på at øge udrejsemobiliteten. Internationalisering står højt på dagsordenen", siger hun.
Copenhagen Business School sender årligt mellem 1.100 - 1.200 studerende på udveksling. Ifølge AC fuldmægtig på CBS's internationale kontor, Kasper Dam Schultz, er det regeringens såvel som CBS's målsætning, at få flere studerende på udveksling. "Udveksling giver mulighed for noget større senere hen, og du har noget på cv'et, som gør dig mere attraktiv, når du er færdig", fortæller han.
Flest udrejsemuligheder på KU
Hvad enten man læser på KU eller CBS, er der flere muligheder for at rejse ud i løbet af studietiden. På CBS kan man komme på udveksling to gange i forbindelse med uddannelsen, på bacheloruddannelsens 5. semester og på kandidatuddannelsens 9. semester. Udrejsetidspunkterne er fastlagte og tænkt ind i de studerendes studieordning. Hos CBS oplever man ofte, at studerende som allerede har været på udveksling tager af sted igen.
På KU er det den enkeltes studieordning, som afgør hvor mange udvekslingsrejser det er muligt at komme på. Udrejsetidspunkterne er ikke fastlagte, til gengæld har de studerende mulighed for at komme på tre udvekslingsophold, såfremt studieordningen tillader det. Man kan komme af sted én gang på hver af KU's tre store hovedprogrammer, der tæller det nordiske samarbejde, det europæiske Erasmus samarbejde og endelig de bilaterale aftaler, som dækker over de oversøiske lande.
Store byer, anerkendte universiteter og tropisk klima
For de studerende på CBS er én destination særlig interessant. "USA er det mest populære land at tage til, og allerhelst New York og LA. Men ellers topper de engelsktalende lande listen over populære steder", siger Kasper Dam Schults. Han nævner også de anerkendte og prestigefulde universiteter såsom Stern School of Business og UCLA som meget attraktive destinationer. Endelig er de bløde værdier også med i de studerendes overvejelser. "Sol, varme og strand er gode trækplastre, så man kan fx tage til Rio i Brasilien".
Hos KU taler Katja Pietras Nielsen varmt for udbyttet af et
udvekslingsophold. "Man får et internationalt perspektiv i sin
uddannelse og en erfaring i at omgås i et internationalt miljø, der
kan være svær at få, hvis man kun studerer i Danmark. Og så giver
det meget både fagligt og socialt, så det kan bestemt anbefales",
slutter hun.






