Kulturforskelle og storslået natur
Smuk og storslået natur og det at få rykket sine fordomme var nogle af de største oplevelser, Peter og Helle tog med sig hjem fra deres udlandsophold i Sydafrika. De ønskede begge at opleve et radikalt anderledes land end Danmark, og er begge blevet betaget af landet.
Action og luksus i Cape Town
26-årige Helle skiftede sidste år sine
kommunikationsstudier på CBS ud med et MBA-program i Sydafrika. Her
fik hun venner fra hele Afrika, og hun vil ikke udelukke, at hun
vender tilbage for at skrive specialet.
Jeg har tidligere været på udveksling i USA, men jeg syntes, der
skulle være lidt mere action denne gang. Og så er Sydafrika et
ekstremt spændende land bl.a. pga. dets turbulente historie og den
multikulturelle befolkning. Jeg valgte at læse MBA-programmet i
Cape Town, som er CBS' udvekslingsaftale, selvom det ikke har nogen
direkte relevans til mit kommunikationsstudium herhjemme. CBS
formidlede kontakten, men alt andet stod jeg selv for. Jeg søgte en
masse legater for at få økonomien til at hænge sammen. Desuden
kunne jeg tage min SU med, så det kunne sagtens køre rundt. Pengene
rækker længere i Sydafrika, jeg boede derfor sammen med nogle andre
udvekslingsstuderende i et stort hus med pool, bjerg- og havudsigt.
Ren luksus, noget jeg ikke engang kan drømme om på SU
herhjemme.
Fordi vi havde penge og var studerende på MBA-programmet, var de
mennesker, vi mødte, automatisk afskåret fra det Sydafrika, som
størstedelen af befolkningen lever i. Livet på skolen og
studenterlivet var meget overklasse og beskyttet. Men det var ikke
i min interesse udelukkende at leve et beskyttet overklasseliv, så
mens vi var på programmet, havde vi et fag, hvor vi sammen med en
lokal NGO indsamlede penge og byggede et hus i et township. På den
måde fik jeg indblik i de vilkår, de fleste sydafrikanere lever
under.
Det overraskede mig, hvor meget sikkerhed og fattigdom kom til at
fylde i min hverdag. Selvom vi levede et rigt liv og blev hårdføre
over for kriminalitet, havde vi da indbrud i vores biler, og jeg
havde svært ved at forstå, at man efter mørkets frembrud ikke kunne
gå på gaderne. Men det blev en vanesag, og så handler det om at
bruge sin sunde fornuft. Det var samtidig nogle oplevelser, der gav
mig netop det perspektiv på mit traditionelle CBS-liv, jeg var
taget ud for at opleve, og jeg kan absolut ikke udelukke, at jeg
kommer tilbage for at skrive speciale.
Jeg fik meget fagligt ud af opholdet, men det var på det
personlige plan, at det var den største oplevelse. At opdage, at
Sydafrika ikke er det store, farlige land, som medierne beskriver,
var en sund øjenåbner, og så var det spændende at opleve et så
multikulturelt samfund. Jeg er beæret over at have fået venner fra
afrikanske lande, der med en radikalt anderledes kultur og baggrund
tænker og drømmer om de samme ting som jeg.
Hvis man vil på udveksling i Sydafrika, skal man ikke være bange
for de sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Hvis bare du bruger din
sunde fornuft, ligesom du bør i alle andre lande, skal du ikke være
bekymret.
Praktik i midten af ingenting
På trods af røverhistorier og skræmmende
kriminalitetsstatistik besluttede 25-årige Peter sig for at tage i
praktik i Sydafrika. Her oplevede han et splittet land med rigdom
på den ene side og slum på den anden. Alligevel imponerede landet
ham med fantastiske naturoplevelser.
Den primære grund til jeg valgte at tage i praktik i udlandet,
var, at jeg aldrig havde været på et længerevarende udlandsophold
før. Jeg havde skrevet bachelorprojekt om Sydafrika, og på
overbygningen blev jeg venner med en fyr, der havde været i praktik
på ambassaden i Pretoria, så der opstod tanken. Jeg så, at de havde
et opslag som praktikant på Business to Business-programmet, som
var interessant i forhold til mit Business and Development Studies
på CBS. Jeg skulle bl.a. følge op på partnere, vurdere og behandle
ansøgninger til programmet, forberede og deltage i møder osv.
Ambassaden hjalp med bolig og andre praktiske ting, studiet var
slet ikke involveret.
Sydafrika er et fantastisk land at rejse rundt i; der er strande,
bjerge, ørken, fl oder, savanne, storbyer og steder, hvor du føler,
du er i midten af ingenting. Samtidig er det et todelt land med 7-8
millioner mennesker, der har en levestandard som i Danmark eller
bedre, og 20 millioner mennesker, som lever i fattigdom. Det giver
én noget at tænke over.
Dog var den største overraskelse, at det egentlig ikke var mere
anderledes end derhjemme. Sådan oplevede jeg det i hvert fald i
begyndelsen. Men jeg fandt hurtigt ud af, at der var en del ting,
der var anderledes. Jeg havde selvfølgelig læst om den høje
kriminalitet, og selvom jeg undgik ubehagelige oplevelser, var det
noget, jeg skulle vænne mig til og huske at være opmærksom på. Man
går ikke ud efter mørkets frembrud, man låser altid dørene i bilen,
og der er steder, hvor man kraftigt frarådes at tage hen. Men er
man opmærksom på sine omgivelser, når man bevæger sig rundt,
minimerer man kraftigt risikoen for, at der sker noget
ubehageligt.
Hvis du gerne vil til Sydafrika, skal du prøve at danne dig dit
eget indtryk af landet først. Før jeg tog af sted, hørte jeg flere
røverhistorier, som viste sig overhovedet ikke at passe.
Kriminalitetsstatistikken kan også virke skræmmende, men i forhold
til ens personlige sikkerhed foregår størstedelen af kriminaliteten
i områder, hvor du alligevel ikke kommer.
Rent personligt er naturoplevelserne i Sydafrika og
nabolandene nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft. Det kan
lyde som en kliché, men for mig var det tiltrængt at få udvidet
horisonten og flyttet nogle grænser rent mentalt. Det var virkeligt
givende at møde en masse nye mennesker og få mange nye oplevelser i
et fremmed land.






