Headerspace 2012
.

Sunny California

Drømmer du om strande, sol og sangria? Så er udveksling til Californien noget for dig. Her finder du prestigefyldte universiteter som UCLA og UC Berkeley, og du vil have rig mulighed for at få D-vitamin, når du læser Maslow på din yndlingsstrand.

Lever stadig højt på glæden

Selvom Julie havde et godt studiejob hos Kromann Reumert, tog hun orlov og flyttede med kæresten til Californien i et år. Her havde hun udsigt til Stillehavet, undervisning i verdensklasse og kunne følge præsidentvalget på tætteste hold.

"Jeg tænkte, det ville være både interessant og godt for min karriere i advokatbranchen at læse i udlandet. Jeg har boet i storbyer før, så det var ikke fjernt for mig at tage af sted. Men jeg ville prøve noget nyt og anderledes. Og Californien er helt anderledes. Samtidig er Pepperdine University, School of Law nr. et i verden inden for feltet af international jura, som jeg interesserer mig for, hvilket var en stor motivation."

"At søge om udveksling via Juridisk Fakultet var virkelig nemt, idet KU har en lang række faste udvekslingsaftaler. Da jeg var blevet optaget, bestemte min kæreste sig for at sige sit job op og læse en MBA uddannelse derovre, så han tog med." 

"For at få økonomien til at stemme søgte jeg en masse legater. Jeg tror, jeg har søgt fem gange så mange legater, som jeg har fået. Men til gengæld har legaterne også dækket mit ophold 100 %. Selvfølgelig har jeg brugt egne midler på udflugter, men bolig, regninger og bøger - de er blevet dækket." 

"En af de største forskelle på dansk og amerikansk uddannelsesstruktur er, at den amerikanske følger den sokratiske  metode. Dvs. at professorerne spørger os, og de forlanger, at vi svarer. Desuden er undervisningen mere praktisk orienteret end den danske, og så er der mødepligt til forelæsningerne. Det betød, at det var et reelt problem, hvis du fx blev syg."

"Du rejser jo til udlandet bl.a. for at møde nye mennesker, men alle havde virkelig travlt med jura, så når vi var sociale, var vi ofte aktive imens. I Californien bruger man naturen meget. I stedet for at sidde på en café og drikke kaffe, går man en tur på stranden eller spiller tennis, og det giver bare en masse energi. Jeg tror på, at glæde avler glæde, og californierne har bare en optimisme, som jeg stadig lever højt på, selvom det er mørkt og vinteragtigt nu." 

"En af de største oplevelser var den aften, da Obama vandt præsidentvalget. Vi kørte hjem fra universitetet og hørte over radioen, at han var på vej ind på scenen. Så vi løb ind på den første og bedste lokale bar, hvor folk sad begejstrede og fulgte med på TV. Det var en rigtig stor oplevelse, fordi man vidste, at nu skete der noget vigtigt."

"Hvis du skal på udveksling, vil jeg råde dig til at sætte dig godt ind i de forskellige universiteter. Du skal bare springe ud i det selvom det kan virke meget faretruende, og der er rigtig mange forhindringer. Mit ophold gav mig både kulturelle, faglige og sociale erfaringer, som jeg ikke ville have været foruden."• 


Sammenhold blandt mangfoldighed

Peter skiftede de danske biologibøger ud med engelske på University of California Davis. Her fik han indsigt i et spirende område af Biologi og skabte sig et netværk inden for den internationale forskerverden.

"Jeg valgte udveksling, fordi det gav mig mulighed for at studere på University of California Davis, som er et af de førende universiteter inden for det biologifelt, som jeg synes, er interessant, så det var et perfekt valg af universitet." 

"Hvis du skal til USA, skal du begynde din planlægning tidligt. Efter mit første år på biologistudiet i Danmark gik jeg til informationsmøder og undersøgte KU's lister over samarbejdsaftaler. Derefter skulle jeg indstilles fra min uddannelse, godkendes af KU, og til sidst skulle det amerikanske universitet godkende mit valg af campus. Selve økonomien skulle jo også planlægges. Jeg søgte en masse legater og tog selvfølgelig min SU med, så økonomien løb stort set rundt."

"Davis er en lille by, som hovedsageligt er bygget op omkring universitetet. Der er derfor en masse mennesker, som udlejer værelser til studerende, og jeg lejede et hos en kvindelig kunster, hvor der også boede en amerikansk studerende." 

"De største udfordringer jeg mødte, var de faglige, men på en positiv måde. Deres kandidat- og ph.d.-uddannelse er ikke adskilt, så de forventer rigtig meget af én, og arbejdsbyrden er stor. Men jeg synes, at der var et godt sammenhold mellem de studerende på kurserne. Det tror jeg faktisk, er meget karakteristisk for amerikanske universiteter. Studerende kommer jo fra alle dele af landet, så de har ikke deres faste vennekreds, som vi kan have i København. Meget af det sociale foregår faktisk med dem, man har undervisning med." 

"Det er ikke kun på universitetet, der er et godt sammenhold. Der er stor tolerance mellem mennesker i det nordlige Californien. Det synes jeg, er utrolig fedt.  De sætter pris på hinandens forskelligheder i stedet for at blive bange for dem. Det kunne vi godt lære noget af." 

"Det danske uddannelsessystem kunne samtidigt lære noget af det amerikanske.  Administrationen gjorde et stort arbejde for at få fagene til at passe til udvekslingsstuderendes behov. Selvom du ikke var indskrevet på det rigtige program, var de meget fleksible mht. kurser og projekter, du kunne tage."

"Jeg har fået meget ud af min tur. Rent fagligt har jeg fået nogle rigtig gode kontakter, som jeg er i gang med at følge op på. Jeg fik kendskab til et spændende fagområde indenfor biologi og selvfølgelig en masse gode venskaber." 

"Det vigtigste ved udveksling er, at du er åben for nye kulturer og planlægger i god tid. Hvis du undersøger mange universiteter inde for dit fagområde, og som ligger et sted, hvor du synes kulturen er spændende, så er der god chance for, at du får mere ud af opholdet, end hvis du bare tager et hurtigt valg."•

Tags:

  • Udveksling
  • Rejsebreve
  • Californien
  • Hollywood