Jobbet som management konsulent hos NNIT er ikke det eneste i Kim Greisens hverdag. Ved siden af arbejdet dyrker han nemlig ekstremsport og træner til en 20 dobbelt ironman med distancer på mere end, hvad et normalt menneske kan klare. Det er hårdt og brutalt, men det er her, han får sit kick.
38 km. svømning, 1.800 km. cykling og 422 km. løb. Den distance har Kim Greisen gennemført på 8 dage, 16 timer og 37 minutter. Det er en tidobbelt ironman, og selvom han godt er klar over, at det ikke er godt for helbredet, har han planer om, at det skal være vildere. Til november vil han gennemføre, vinde og slå rekord på en 20 dobbelt ironman.
"Under konkurrencerne får jeg altid et glimt, hvor jeg tænker: 'Fuck, det er det her, jeg lever for'. En 20 dobbelt ironman er dog ikke sundt for kroppen, og det føles bestemt heller ikke sundt under selve konkurrencen."
Alligevel lytter Kim Greisen ikke til sin krop, når han mærker, at det begynder at blive hårdt. Han kører på, indtil han har gennemført. For ham drejer det sig nemlig ikke kun om selve konkurrencerne. Hele ekstremsportslivsstilen er med til at give ham indhold og glæde i hverdagen.
"Livsstilen omkring konkurrencerne er sund. Det at træne, spise sundt og sætte sig nogle mål er godt for dig. Det kan godt være det i selve øjeblikket er usundt for min krop, men det er sundt for min sjæl. Jeg ved godt, det nogle gange ville være nemmere, hvis jeg lå på sofaen og spiste flæskesvær, men det gør mig bare ikke lykkelig."
Nøglen til glæde
Den aktive livsstil er nøglen til Kim Greisens glæde ved livet. Han har fundet sit talent og vil udforske hvor langt, det kan bringe ham. Det er det, der driver ham.
"At finde noget du er god til og så bare give den fuld gas og se hvor langt, du kan komme i den retning, det er bare helt fantastisk. For nogle mennesker er det at male, læse godnathistorier eller træne hunden, for andre at spille guitar. For mig er det altså sporten."
Men han afviser ikke, at det også er spændingen og den benhårde konkurrence, der pirrer ham.
"Jeg føler, jeg er den bedste udgave af mig selv. Det giver mig stor livsglæde og stor tilfredsstillelse at lave de ting, jeg gør, og leve, som jeg gør."
Hans hverdag er planlagt ned til mindste detalje, for hvis han skal nå al sin træning samt at se kæreste, venner og familie, så er der ikke meget tid til overs.
"Jo mere man ønsker noget, jo mindre kalder man det arbejde. Og det her er jo noget, jeg virkelig vil og noget, jeg brænder for. Så det er ikke en pestilens at skulle op kl. 5:15 hver dag, for jeg glæder mig til at komme ned at træne. Og jeg glæder mig til at komme på arbejde bagefter, og jeg glæder mig til at komme hjem og træne igen efter arbejde."
Benhård prioritering
Den benhårde prioritering i hans liv og de mange valg og fravalg, han hele tiden gør sig, er ikke noget, der generer ham.
"Det passer mig fint, at jeg hele tiden gør status over mit liv. Jeg synes, det er vigtigt at gøre. Vi skal ikke gøre noget, fordi vi plejer, eller fordi det forventer andre. Det er vigtigt, at vi sætter os ned en gang i mellem og kigger indad og spørger os selv, om vi nu bruger de timer i døgnet på det, vi egentlig gerne vil."
Kim Greisen har valgt at bruge de fleste timer i døgnet på sin sport. Men den fylder ikke alle 24 timer, for han har valgt den modsatte vej, end den mange atleter normalt følger. Han har taget en uddannelse, før han blev grebet af sporten. Og det er han glad for. Det betyder nemlig, at der er flere projekter i tilværelsen end sporten. Men han indrømmer, at hvis han ikke kunne dyrke sin sport længere, ville der opstå et stort tomrum.
"Der findes faktisk et begreb i sportens verden, der kaldes OL-syndromet. Jeg fik det selv sådan efter den tidobbelte ironman. Jeg havde levet og åndet for det projekt i så lang tid, og da det så var gennemført
lå jeg og kunne ingenting. Så opstod der et tomrum, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle slippe af med."
Det ultimative mål
Sporten vil dog altid være en del af hans tilværelse og en del af det ultimative mål for ham i livet. Men hvad er egentlig det ultimative mål, når man allerede er blevet nummer to ved VM i en tidobbelt ironman?
"I min verden er toeren altid den første taber, så jeg kæmper selvfølgelig for at komme øverst på skamlen. I november stiller jeg op til en 20 dobbelt ironman, og den tager jeg over for at vinde, og jeg går efter verdensrekorden. Det er det ultimative nu og her, og bagefter er der noget nyt, der bliver det ultimative", slutter Kim Greisen.
