Han var ved at begynde på studiet, men endte i stedet som stofmisbruger. En studerende og tidligere narkoman fortæller her om kampen mod lavt selvværd og euforiserende stoffer, og om at komme ud på den anden side som et stærkere menneske.
"Jeg var 18 år og havde lige færdiggjort en HTX. Mine forældre havde store ambitioner på mine vegne og ville gerne have, at jeg skulle fortsætte på universitetet og læse til ingeniør eller sådan noget. Men de forventninger følte jeg bare ikke, at jeg kunne leve op til. Jeg vidste ikke, hvad jeg selv havde lyst til med mit liv og tvivlede også på mine egne evner. Jeg var i en form for identitetskrise, og i bakspejlet kan jeg se, at det var mig selv, der opsøgte stofferne. Jeg manglede en form for fællesskab, et sted, hvor jeg kunne føle, at jeg hørte til og blev accepteret, som jeg var."
"Det var en fantastisk oplevelse, første gang jeg prøvede at ryge hash. Alle mine problemer og bekymringer om studium og fremtid var pludselig glemt. Det var så fedt lige pludselig bare at kunne slappe af og grine med de andre, føle mig sej og som en del af et fællesskab."'
"Allerede da jeg havde røget hash i to måneder, var jeg afhængig. Jeg var 18-19 år, boede hjemme og røg hash hver aften, når jeg kom hjem fra mit ligegyldige skodjob. En dag prøvede jeg amfetamin, og det var altså bare lige det federe. Sådan fortsatte det; grænserne skulle hele tiden rykkes. Det næste stof var altid lidt federe end det forrige. Men jeg benægtede fuldstændig, at jeg havde et misbrug. Jeg var jo ikke narkoman! Som jeg så det, var stofferne ikke mit problem. De var min løsning. De næste fire år var bare en glidebane mod stadig stærkere stoffer."
"Som 23-årig fandt jeg pludselig mig selv siddende i en lille lejlighed, der lignede lort, og med en kæreste, der også var misbruger. Jeg havde ingen penge, intet arbejde, havde ikke sovet i flere dage, kunne ingenting og havde det rent ud sagt ad helvede til. På det tidspunkt var jeg heller ikke så velkommen i mit narkomiljø længere. Det var min egen skyld, fordi jeg havde dummet mig og ikke behandlet folk ordentligt. At blive frosset ude fra mit vante miljø var en god ting, forstået på den måde, at det var med til at motivere mig til at stoppe med stofferne."
"Det var en meget blandet følelse, det fremkaldte i mig, at have taget beslutningen om at holde op og søge hjælp.På den ene side var jeg virkelig motiveret til at komme ud af det. Men en anden del af mig havde også lyst til at blive ved; blive i den velkendte ramme, som mit misbrug havde dannet om mit liv. Når jeg var høj, var jeg jo fri for bekymringer. Det var kun indimellem, at det hele var noget lort. Men det vænner man sig jo også til."
"Jeg kontaktede et såkaldt visitationscenter, hvor jeg skulle til nogle samtaler, for at de kunne afgøre hvilken behandling, der ville være bedst for mig. Men jeg havde det så dårligt og var så langt ude, at de meget hurtigt besluttede at springe visitationen over og indlægge mig direkte på en behandlingsinstitution. Jeg var indlagt der i seks måneder. Siden da har jeg været en del af en netværksgruppe for eks-narkomaner. Jeg kommer stadig i gruppen to til tre gange om ugen. Der er stadig meget, jeg skal have ryddet op i indeni mig."
"Hvis jeg skulle beskrive min proces med at blive clean med bare
to ord, så ville det være: 'Hård' og 'smuk'. Den hårde del var, at
jeg skulle begynde at se på, hvad der kunne ligge til grund for mit
misbrug. Det var hårdt at kigge indad og se på mine egne svagheder
og problemer. Det var altså ikke de fysiske abstinenser, der var de
værste. Det allerhårdeste var pludselig at være i stand til at
tænke klart og blive konfronteret med alt det lort, jeg havde
lavet, uden at have nogen steder at flygte hen. Men det smukke i
det var samtidig al den kærlighed, jeg pludselig mærkede. Specielt
var det en helt ny følelse at mærke kærlighed til mig selv. Jeg
indså, at jeg faktisk er et helt ok menneske, og at jeg også har en
masse potentiale. For første gang i mit liv kunne jeg begynde at
tænke realistisk på min fremtid og mine muligheder. Et par år inde
i processen besluttede jeg, at jeg var klar til at give mig selv
den ultimative udfordring og søge ind på universitetet."
"Jeg ved, at jeg er narkoman, og det er noget, jeg bliver nødt til at tage meget alvorligt. Derfor kan jeg heller ikke drikke alkohol. Hvis jeg først beruser mig med ét stof, så vil det automatisk lede videre til andre og stærkere stoffer. Derfor kan jeg desværre heller ikke deltage lige så aktivt i det sociale liv på studiet som mine medstuderende. I mine gode perioder kan jeg godt gå til et par fester og sagtens have det sjovt uden at være hverken beruset eller skæv. Faktisk oplever jeg, at jeg har langt nemmere ved at være udadvendt og social nu end både før og under mit stofmisbrug."
"Når jeg sammenligner mig med mine medstuderende, tror jeg, at jeg nok tager mig selv lidt mere seriøst end de fleste andre på min alder. Jeg tror langt fra, det er alle studerende, der ligesom mig, føler sig direkte taknemmeligefor at være i stand til at studere. Jeg har oplevet en lang tid, hvor jeg ingenting kunne, så nu føles bare det at stå op om morgenen, tage hen på studiet og være til stede til en undervisning som en stor sejr. Det faktum, at jeg har overvundet mit misbrug, fylder mig med en følelse af uovervindelighed. Hvis jeg kan klare det, så kan jeg klare alt. Også et universitetsstudium."
"Begreberne 'lykke' og 'livsglæde' provokerer mig. For mig er det ligesom synonym med noget uopnåeligt; det perfekte liv. Det er fuldstændig uhåndterbart og ikke til at arbejde med. Jeg kunne da godt tænke mig bare at have det super godt hele tiden. Men det er bare ikke muligt. Derimod er en meget vigtig leveregel for mig - hvor banal den end lyder: At tage én dag ad gangen. Hvis jeg kan og tør være til stede i nuet - i både det gode og det svære, så skal det nok gå alt sammen."
