Spaghetti med kødsovs igen i aften? Vi har lokket et par fifs om madlavning og gode råvarer ud af tv-kokken Nikolaj Kirk. Læs her, hvordan du laver god, spændende og varieret mad, selvom du er på SU.
Består dine tre daglige hovedmåltider lidt for ofte af havregryn, rugbrødsmadder og spaghetti med kødsovs ? Selvom du er på SU, kan du sagtens spise lækkert, varieret og sundt. Nikolaj Kirk har en lang karriere som kok bag sig, og så har han udgivet kogebøgerne 'Grundkøkken' og 'Fisk'. Vi spurgte ham først, hvordan man pifter en leverpostejmad op, hvortil han svarede:
"Det ved jeg ikke noget om. Det handler om at lære at lave mad."
Han erkender, at madlavning kan være svært, men at du må øve dig, lige som med så meget andet i livet.
"Første gang du prøver, går det måske galt, men du lærer det, så hav tålmodighed."
Når du kokkererer, er det tiden, der er den afgørende forskel og ikke prisen på råvarerne. Frysepizzaer, der er hurtige at varme, er ifølge Nikolaj Kirk ikke madlavning.
"Du skal vide noget om at stå i et køkken. Det kan du lære dig selv, hvis du laver mad et par gange om ugen - mere skal der ikke til."
Udover tid, anbefaler han, at du altid har en række basisvarer i køkkenet såsom ris, pasta, linser, bønner, bulgur, couscous og så masser af krydderier.
"Krydderier er det magiske. De kan løfte enhver ret", mener han.
Følg årstiderne
Nikolaj Kirk anbefaler, at du følger årstiderne i din madlavning. Så sikrer du dig, at du spiser varieret og får det optimale ud af grøntsagerne. Han advarer, at når jordbærrene stiger i pris, skal du holde dig fra dem.
"Glæd dig til næste sæson i stedet for at betale i dyre domme for jordbær, der ikke smager af noget", siger han.
"Køb jordskokker i efteråret og varm dem i ovnen med lidt honning, salt og peber. Spis kylling eller fisk til", er hans råd til den mørke tid.
Han er enig i, at det er problematisk at købe nye, varierede grøntsager ind hver dag, men derfor kan man godt spise varieret alligevel.
"Riv grøntsagerne en dag og spis en asiatisk ret med kylling til. Dagen efter hakker du dem i tern og laver suppe på dem med lidt bacon eller nogle nudler. Den tredje dag laver du en puré af de samme råvarer, du har brugt to dage inden, og spiser fisk til", foreslår han.
Stegt sild med persillesovs
Netop fisk er Nikolaj Kirk begejstret for, da de ifølge ham er supersunde og smager skønt. Han er udmærket klar over, at de også er dyre, derfor er hans råd at gå efter silden.
"I gamle dage spiste man sild seks gange om dagen ! Det er rigtigt. Det er en sindssyg god næringskilde."
Og sild er billige. Men hvis du ikke er til marineret sild, kapers og karrysalat, så giver han dig her et alternativ, som tilmed holder fast i danske traditionelle retter.
"De fleste tænker, at de ikke kan lide sild, men prøv at lave stegt flæsk med persillesovs, hvor fisken erstatter flæsket. Lidt sennep på silden og så på panden."
Han understreger, at det lugter lige så meget i køkkenet som stegt flæsk - det smager bare lidt anderledes. Hvis du stadig ikke har mod på stegte sild, anbefaler han til slut at gå til fiskehandleren. Der er masser af lækre fisk til rimelige priser.




