Headerspace 2012
.
Frank Ladegaard Erichsen

Bonderøven bag facaden

Frank Ladegaard Erichsen alias Bonderøven har skabt en karriere ved at gå mod teknologistrømmen og vende tilbage til rødderne. Læs her om hans karrierevej fra en lille skovhytte på Mols til ’Bonderøven’ på landsdækkende tv.

Da Frank Erichsen for et par år siden sad på Mols i en hytte uden strøm, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle ende som et kendt tv-ansigt. I dag ser han ikke Bonderøven som en karrierevej, men ikke desto mindre har han løbende gjort sig nogle karrierevalg, så der i dag er knap 900.000 DR-seere, der hver eneste uge følger ham på Kastanjegården.

Bonderøv ind til benet

Når vi ser Frank Erichsen bygge et hønsehus med gammeldags værktøj eller brygge sit eget øl, kan man let tro, at det hele er til ære for tv-kameraet. Men han har faktisk altid levet på den måde, vi ser i fjernsynet. Han er 100 pct. original, og det er ikke en livsstil, han har tilegnet sig for karrierens skyld. Selv som ung levede han et liv, der skilte sig meget ud fra den gennemsnitlige teenager, helt uden nogen form for teknologi.

"Jeg havde bosat mig i en lille skovhytte uden vand og strøm, hvor jeg kløvede mit eget brænde, syede på min trædesymaskine og lavede utallige afleveringer til gymnasiet med blyant foran en petroleumslampe. Det var så tilpas anormalt, at jeg skulle blive opdaget før eller siden. Jeg har ikke gjort det store ud af at skilte med min livsstil, men mine venner og familie vidste jo, hvad jeg gik og lavede", fortæller han.

Det var dog lidt en tilfældighed, at Frank Erichsen blev opdaget. Redaktionen på DR's livsstilsprogrammer kontaktede én af hans venner, der for nogle år siden havde lavet fjernsyn, for at høre, om han kendte én, der havde erfaring med bjælkehuse. Han henviste til Frank Erichsen, der kom med i programmet 'Frilandshaven'. Efter sin debut på tv så han muligheden i at formidle sin viden til en masse mennesker hjemme i stuerne, og han forblev derfor i kontakt med DR-redaktionen.

Vejen til skærmen

Efter samtaler med DR's redaktionschef Rikke Lauridsen, som tidligere var vært på 'Frilandshaven', fandt de sammen ud af at lave et program om unge mennesker, der ville arbejde med selvforsyning. Frank Erichsen havde ikke selv overvejet at være formidleren, men efter en snak ved køkkenbordet med kæresten Teresa, tog han chancen og kontaktede Rikke Lauridsen.

"Jeg ringede til DR og sagde: 'Skal vi ikke se, om vi kan lave noget sammen ?'", siger han entusiastisk. Hvis han skulle have sit eget tv-program, blev han dog nødt til at gå på kompromis med formen. "Jeg ville gerne lave nogle rent faglige programmer, hvor man efter en halv time kunne gå direkte ud og save nogle brædder og bygge sit eget hønsehus", fortæller han. Men DR mente, at hans idé til konceptet var for kedelig, så efter en dialog frem og tilbage, kom de frem til den nuværende model, der gav den optimale formidling. Men det er stadig noget, han tænker over i dag. "Det var et stykke fra mit udgangspunkt, men jeg havde jo heller ingen tv-erfaring. Jeg har affundet mig med det nu og indset, at det giver mere, end jeg havde håbet på", siger han.

Bonderøven som karrierevej

'Bonderøven' er i dag blevet større, end Frank Erichsen turde håbe på. Sammen med 'Spise med Price' er det det eneste program, der er blevet flyttet fra DR2 til DR1, fordi han blev ved med at slå seerrekorden. 'Bonderøven' giver ham i dag økonomisk frihed til at gøre det, han har lyst til.

"Jeg har lige skrevet min første bog, der forhåbentlig er en del af en lang række, hvor jeg kan gå i dybden med det, jeg gerne vil formidle. På den måde kommer jeg ud til folk på alle de måder, jeg gerne vil", svarer han passioneret. Så mon ikke årets julegave til familien Danmark er på plads. Han indrømmer da også, at hans succesfulde karriere som Bonderøven har ændret lidt på programmets udgangspunkt.

"Nu kan jeg gå herhjemme hele tiden og forske og eksperimentere i kraft af, at jeg får en løn af DR. Målet er at kunne sige, at jeg er selvforsynende og lever af gården, men indtil videre kan jeg kun sige, at jeg arbejder på at blive selvforsynende, mens DR holder banken fra døren. Men fordi tv-danmark hurtigt keder sig, skal der være en vis fremdrift i programmerne, og det ville ikke være muligt, hvis jeg skulle arbejde ved siden af", slutter han ærligt.

 

Frank Erichsen om:

  • Janteloven:

Glem janteloven og tag chancen

"Det handler om at tage fat i dit liv, forfølge det, du gerne vil og ikke lade dig hæmme af janteloven og andres meninger om, hvad du kan, bør og skal. Jeg har ingen uddannelse, fordi der ingen var, som var spændende nok. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle igennem en uddannelse, hvor halvdelen af tingene var noget, der ikke interesserede mig. Så var det bedre, at jeg selv søgte det, jeg synes, var spændende."

"Vi har kun én chance, før den store pære slukkes, og den skal du satme bruge på det, du brænder for. Jeg brænder for at leve på den måde, jeg gør. At jeg er så heldig, at det samtidig er noget, der giver mig en økonomisk frihed, er jo bare fantastisk."

  • Internettet

Internettet er begrænset

Når Frank Erichsen skal finde bøger, indrømmer han, at han bruger nettet, men han mener samtidig, at internettet ikke kan bruges til så meget andet. "Jeg går ikke på nettet for at søge informationer eller inspiration, fordi jeg synes, det er begrænset, hvad man kan finde derinde", svarer han oprigtigt.

  • Sine 3 yndlingsgadgets

"Det må blive min økse, min motorsav og min hest. Fordi det er de tre ting, der fylder mest i min hverdag. Men på en fjerdeplads kommer mobiltelefonen helt klart, for den bruger jeg også meget hver dag."

  • At få SU'en til til at række længst muligt

Køb en skurvogn

"Da jeg arbejdede på produktionsskolen, var der mange elever, som gik og klagede over, at de ikke kunne få den månedlige SU til at hænge sammen med bolig, nye ting, tøj osv. Mit generelle råd til dem alle sammen var: Køb en skurvogn, flyt ned på havnen og lav en køkkenhave - og pigerne skal nok blive helt vilde med det. Men der var sjovt nok aldrig nogen, der hoppede på den."

Tags:

  • Karriereportræt
  • Teknologi
  • Bonderøven
  • Frank Ladegaard Erichsen