Styrk dit cv med it-kompetencer
Er du er en nørd til officepakken og sociale medier, men ved ikke helt, om du skal skrive det på dit cv, så læs videre her. Moment har talt med to HR-eksperter, der giver sig svaret på must-haves og nice-to-haves på dit it-cv.
Det kan være svært at finde ud af hvilke it-kompetencer, du skal skrive på dit cv. Hvad er vigtigt at have på det, og hvad er lige meget? Rekrutteringsansvarlig Søren Rosenkrantz Larsen fra Banedanmark og Chefrådgiver Mogens Holbøll fra Bysted giver dig her fifs til cv'et.
Basispakken
Begge er enige om, at du som grundlæggende it-kunnen skal kunne navigere rundt i officepakken. Dvs. du kender de basale funktioner i Word, Excel, PowerPoint og Outlook som fx at tjekke mails, opdatere kalender, printe osv. Du behøver ikke nødvendigvis at være superbruger, selv om det selvfølgelig er en fordel.
"At være superbruger i eksempelvis Excel vil sige, at du kan lave avancerede formler og tabeller", forklarer Søren Rosenkrantz Larsen. Hvis du skriver superbruger på cv'et afviser både Banedanmark og Bysted, at de tester, om du rent faktisk er det i det givet program. I stedet anvender de en anden teknik til at afgøre, om dit cv holder stik.
"Vi går ind og crashtester de folk, vi ansætter på deres it-kompetencer ved at spørge ind til specifikke programmer, fx. om de har kendskab til FireWorks. Enten ser de blanke ud, eller også kan de fortælle, hvad programmet kan", svarer Mogens Holbøll.
Ud over officepakken er der en række andre programmer, som begge mener, vil være et plus på cv'et. Her gælder det CMS-systemer, SAP og MS-project, som mange virksomheder anvender. Både Søren Rosenkrantz Larsen og Mogens Holbøll mener, at selv om du ikke er it-haj, er det en fordel, at du har kendskab til dem og kan anvende dem på basalt niveau.
Sociale medier
Selv hvis du kan brevflette i Word eller anvende en pivotttabel i Excel, mener både Mogens Holbøll og Søren Rosenkrantz Larsen, at det ikke er de eneste it-kompetencer, du skal skrive på cv'et. I kommunikationsbranchen, hvor Mogens Holbøll arbejder, fremhæver han vigtigheden af at kende de sociale medier.
"Vi forventer, studerende har styr på sociale medier. Du behøver ikke at være ekspert, men du skal have kendskab til sociale medier og vide, hvordan du bruger dem, fx hvordan du opretter en side på Facebook eller en profil på Twitter", siger han.
Fortvivl dog ikke, hvis du ikke har en twitterprofil, for det er ikke nødvendigt, at du dagligt skriver om din hverdag med 140 tegn. Han mener, at det er nok at vide, hvordan sociale medier fungerer.
Søren Rosenkrantz Larsen, der arbejder i jernbanesektoren, stiller ikke de samme krav til kendskab til sociale medier, men indrømmer, at det sender et godt tegn til virksomheden, hvis du har en facebookeller linkedin-profil. De skal dog bruges i professionelle sammenhænge. "Vi tjekker kun personen på LinkedIn, fordi Facebook for mig tilhører privatsfæren, og derfor får du lov til at have den for dig selv", siger han.
Vis gåpåmod og initiativ
Hvis du ikke har en masse viden og erfaring med sociale medier eller et specifikt officeprogram, er der stadig mulighed for at få jobbet, bare du udviser mod på at lære nyt. "Hvis du kan overbevise mig om, at du har styr på nogle programmer og teknologier og samtidig udstråler lyst til at lære, så er jeg helt tryg", siger Mogens Holbøll.
Han råder dig til at udvælge nogle programmer eller platforme, som interesserer dig, og som du har lyst til at lære mere om. "Specialisér dig inden for nogle få områder, for du kan alligevel ikke blive ekspert på alle områder, og det forventer virksomheden heller ikke", siger han.
Er der et krav om et specifikt program i et jobopslag, som du ikke kender til, mener begge, at du alligevel skal søge jobbet. "Hvis du passer på alle kvalifikationer, som står i jobannoncen, men du mangler ét program, kan vi godt finde på at ansætte dig. Det har vi gjort før, og så får du bare et kursus i programmet", siger Søren Rosenkrantz Larsen.
Det essentielle er, at du selv tager initiativ og eksempelvis undersøger, hvor der er mulighed for at tage et kursus i programmet, som du til samtalen præsenterer for virksomheden, mener han. På den måde sender du et signal om vilje til din måske kommende arbejdsgiver.
Tag et SU-lån!
En anden måde du kan vise arbejdsgiveren initiativ på, er ved at holde dig opdateret inden for teknologi, hvilket Mogens Holbøll mener, er meget vigtigt. "År for år stiger kravene til it-kvalifikationer - man kan måske ligefrem sige måned for måned - for hvad vi og det øvrige arbejdsmarked forventer af de studerende." Han tilføjer, at du ikke behøver at være ekspert inden for alle medier, men du må ikke se blank ud, når Twitter bliver nævnt.
Hos Banedanmark ser de anderledes på det. "Du behøver ikke at være stærk i sociale medier, for det er også noget, du kan lære. Jeg vil ikke afvise, at vi i fremtiden får brug for nogen, der kender til, hvordan man laver apps, men det vil blive meget specifikt for det enkelte job."
Ligeledes mener de hos Bysted, at medierne er i rivende udvikling. Mogens Holbøll nævner iPad og smartphones, som i den grad er med til at ændre vores medievaner. Han er derfor ikke i tvivl om, hvad hans råd til studerende er: "Hvis du ikke allerede har en smartphone, så tag et SU-lån og køb dig en. Det er et uundgåeligt medie, og det vokser eksplosivt", slutter han.




