

So.dk har undersøgt, hvordan de studerende vil stemme, og resultaterne viser en klar tendens: Hele 17 procent af de studerende vil sætte deres kryds ved Ø den 15.
Enhedslisten har generelt vundet meget frem siden sidste valg, hvor de var lige ved at ryge ud af Folketinget. De seneste meningsmålinger fra Epinion den 5. september viser, at Enhedslisten står til 5,9 procent af stemmerne. Hvis det alene stod til de studerende, ville Enhedslisten dog stå til hele 17% af stemmerne ifølge en undersøgelse so.dk har lavet blandt godt 1200 studerende.
Følger valgstrømmen
Tendensen kommer ikke bag på lektor ved institut for Statskundskab på AAU, Johannes Andersen. Ifølge ham følger de studerende valgstrømmen:
"Unge er meget påvirkelige overfor valgvindene. De vil gerne være med vinderne og bevæger sig i samme retning som flertallet."
I 2001 gik de unge, sammen med resten af befolkningen, mod højre, fra 2005-2007 bevægede strømmen sig langsomt mod venstre, og lige siden har den danske befolkning bevæget sig mod venstre - og fordi de unge følger valgvindene, ses tendensen ekstra tydeligt her ifølge Johannes Andersen. Rune Stubager, lektor på Statskundskab ved AU, bakker op:
"Bevægelserne er typisk stærkere blandt de yngste. Især førstegangsvælgerne har endnu ikke fået faste stemmemønstre, hvorfor de især er påvirkelige overfor generelle bevægelser i samfundet."
Værdipolitiske holdninger
Ifølge Rune Stubager hænger de studerendes opbakning til Enhedslisten sammen med en generel herskende rød holdning på de videregående uddannelser:
"På de længere uddannelser er der en generel overvægt af værdipolitiske holdninger. Der sker en socialisering gennem uddannelsen, hvorigennem mange får venstreorienterede holdninger", siger han.
Rune Stubager peger desuden på, at studerende er i en udsat position, hvilket kan være med til at forklare det venstreorienterede stemmevalg. Det betyder ikke så meget for de studerende, at skatten hæves, men til gengæld meget, hvor mange SU-klip, man har til rådighed.
Ny energi og radikale synspunkter
Johannes Andersen mener imidlertid ikke, at hovedårsagen til den store opbakning til Enhedslisten skal findes i de politiske standpunkter. Forklaringen er nærmere, at Enhedslisten fremstår som et nyt, frisk pust:
"De er ungdommelige, friske, har radikale synspunkter og kommer med ny energi. Jeg tror mere, at det er en oplevelse, en fornemmelse og ikke så meget indholdet. Efterfølgende sker der så en efterrationalisering, hvor den studerende finder ud af, at de faktisk også er enige i politikken," siger han og supplerer med, at det jo i 2001 var oprørsk at stemme på højrefløjen, fordi det dengang var "det nye".
SF har toppet
Et sidste aspekt i det tegnede billede er, at Enhedslisten tager mange stemmer fra SF, som ifølge Johannes Andersenhartoppet:
"SF var det første parti mange studerende stemte på, men de toppede måske for tidligt, og er ikke længere så radikale i deres holdninger. SF mister således stemmer til Enhedslisten og De Radikale", siger han.
Undersøgelsen viser desuden, at 18 procent af de studerende vil stemme på de Radikale. Dette understøtter ligeledes bevægelsen mod venstre og pointen ift. den generelle bevægelse i samfundet, som ses ekstra stærkt hos de unge.



