Headerspace 2012
.
Valg

Studerende dumper Lars Løkke og Venstre

En undersøgelse lavet af so.dk viser, at studerende på videregående uddannelser ikke er glad for Lars Løkke Rasmussen og hans parti Venstre. Kun hver 10. studerende vil sætte kryds ved Venstre den 15. september, og hver 5. dumper Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Rød blok stormer frem.

En undersøgelse foretaget af so.dk, som godt 1.200 studerende besvarede, viser, at hvis de studerende kunne bestemme, ville Venstre gå fra at være regeringsparti til at komme langt udenfor indflydelse. Faktisk ville de kun få 12 pct. af de studerendes stemmer, hvilket ville gøre dem til Danmarks 5. største parti. En markant forskel i forhold til flere valgprognoser, der giver Venstre 23 pct. af stemmerne. Ifølge Kenneth Thue Nielsen, der er politisk redaktør på dr.dk, er det ingen overraskelse, at Venstre scorer så lavt blandt unge studerende: "Mindst to ud af tre førstegangsvælgere stemmer til venstre for midten", udtaler han til dr.dk.

Dumpekarakter til Lars Løkke

Undersøgelsen viser også, at hver 5. studerende dumper Venstres formand for hans indsats som statsminister gennem de seneste to år. Modsat er det ca. hver 10., der dumper oppositionslederen, Helle Thorning-Schmidt, for hendes indsats i samme periode. 19 pct. mener Lars Løkke lige netop bør bestå med et 2-tal, mens 15 pct. mener det samme om Helle Thorning.

De to statsministerkandidater får middelkarakterer fra flere af de studerende, og 54 pct. vil give Lars Løkke enten 4 eller 7. Helle Thorning modtager samme karakterer fra 62 pct. af de studerende. Kun ganske få mener at de to har gjort det så godt, at de fortjener en karakter i den bedste ende af skalaen. 7 pct. af de studerende giver nemlig Lars Løkke 10 og kun 1 pct. giver ham 12, mens det for Helle Thorning er henholdsvis 11 pct. og 1 pct.

Stor opbakning til rød blok

Blå blok og dens støttepartier nyder generelt dårlig opbakning blandt de studerende. Liberal Alliance får nemlig 8 pct. af stemmerne, mens Konservative må tage til takke med blot 6 pct. Dansk Folkeparti er helt nede på 2 pct. af de studerendes opbakning, hvilket vil gøre dem til Danmarks mindste parti.

Rød blok får til gengæld stor opbakning af de studerende. De helt store sejrsherrer er SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, der alle vil få 17 pct. af de studerendes stemmer. Sammen med Socialdemokraternes 14 pct. står rød blok altså til at modtage hele 65 pct. af stemmerne fra de studerende. Det er ca. 10 procentpoint mere end meningsmålingernes forudser, og dermed bakker undersøgelsen op om Kenneth Nielsens vurdering om, hvor unge placerer deres stemme.

Tags:

  • Politik
  • Undersøgelse
  • Valg
  • Lars Løkke Rasmussen
  • Helle Thorning-Schmidt